Tina og Kenneth får en kongelig dækning af deres parcelhusbryllup

Når Tina Jensen og Kenneth Hansen skal giftes på lørdag, bliver det med kongelig dækning. DR3 sender nemlig tre timers live-tv fra begivenheden.

Kongelige begivenheder er noget af det, der for alvor samler danskerne. Vi elsker at svælge os i kærlighedshistorien om Frederik, der får sin Mary, følge med når Dronningen fylder 75 år og gætte navne, når de nye i tronfølgen skal døbes.

Derfor retter DR3 kameralinsen mod ganske almindelige menneskers store livsbegivenheder og giver dem et kongeligt touch ved at transmittere og kommentere live fra den store dag. Det sker første gang, når DR3 lørdag den 15. august klokken 20 sender tre timers live-tv fra Tina og Kenneths bryllup.

På frierfødder

Tina og Kenneth har hverken blåt blod i årerne eller fornemme titler. Parret bor i et hus i Greve, hvor Kenneth Hansen på 29 år arbejder som lastvognsmekaniker, mens Tina Jensen på 32 år er selvstændig og dekorerer biler.

Så det var ikke ligefrem kronjuveler og champagne, der kendetegnede den julemorgen sidste år, hvor Kenneth pludselig faldt på knæ og friede til Tina midt i morgenmaden. Tina var irriteret over at blive vækket så tidligt.

”Jeg troede, han ville plage om at få sin julegave, fordi han blev ved med at fortælle, hvor meget han elsker mig, så jeg siger: ’Ej, hold nu kæft’. Så finder jeg ud af, at han er ved at fri til mig, og så begynder jeg bare at tude. Vi har en ret stor hund, der gerne vil trøste en. Så jeg får den her kæmpe hund op på skødet, mens jeg bare sidder og tuder, så jeg glemmer helt at svare Kenneth,” siger Tina Jensen.

Men det ender altså med, at Tina Jensen og Kenneth Hansen skal giftes.

Mor er royalist

Parret har allerede overvejet flere datoer for brylluppet, da en veninde fortæller dem om et tv-spot, hun har set. Her lover DR3, at de kan give din fest en kongelig behandling.

”Vi meldte os egentlig bare for sjov. De datoer, som DR havde sat, passede med de datoer, vi selv havde tænkt på, så vi sendte en mail onsdag, og torsdag ringede de og sagde, vi skulle giftes på tv,” beretter Tina Jensen.

Kenneth forklarer, at det ikke var helt tilfældigt, at veninden havde tænkt på Tina og Kenneth, da hun havde set tv-spottet.

”Tinas mor er virkelig royalist. Hun ved det hele om kjoler og smykker, og hvem de alle sammen er,” siger Kenneth Jensen.

Realitystjerner

Da Tina og Kenneth fik beskeden om, at deres store dag skulle transmitteres i fjernsynet, havde de nogle overvejelser i forhold til at invitere hele familien Danmark med til deres bryllup.

”Vi var bange for, at vi skulle blive udstillet ligesom i reality-programmer som ’Luksusfælden’ og ’Paradise Hotel’. Det tror vi nu ikke kommer til at ske. De, der kender os, ved vi er mere uhøjtidelige, og jeg er også ligeglad, hvis folk synes, jeg har en grim kjole på, eller min mor holder en dårlig tale. Vores venner synes, det er sjovt, vi skal i fjernsynet” siger Tina Jensen.

Et helt almindeligt, røvsygt bryllup

Alligevel er der nogen, der undrer sig over, hvorfor de vil være med i programmet.

”Folk forstår ikke, hvorfor vi vil være med, når vi ikke får penge for det. Men det er jo ”once in a lifetime.” Vi skal ikke giftes igen, så om der havde været tv på eller ej, er vi typerne, der hele tiden tænker, at det skal være større og vildere. Så det passer nok meget godt, at der er tv på,” siger Kenneth Hansen.

Emil Thorup, Jens Werner og Sisse Sejr-Nørgaard udgør tre fjerdele af værtspanelet. De får desuden hjælp af den kongestof-kyndige Helle Bygum. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Parret fortæller, at fjernsynsdækningen også er en måde at invitere de gæster, der egentlig kun skal med til reception om eftermiddagen, med videre til middagen.

”Jeg har nogle kollegaer, der har aftalt, at de skal hjem og se brylluppet i fjernsynet, når de har været til receptionen. Så skal de sidde hjemme i sofaen og spise pizza og følge med, som var det et kongeligt bryllup,” siger Kenneth Hansen.

Parret har overvejet flere ting, der skal pifte deres bryllup op, når det bliver tv-transmitteret.

”Vi håber, at gæsterne kan mærke, at vi har prøvet at skabe en VIP-stemning, men ellers er det nok bare et helt almindeligt, røvsygt bryllup,” siger Tina Jensen.

Med som gæst

Og det er netop det helt almindelige, som DR3 vil lukke seerne med ind til. Folk er nemlig nysgerrige på, hvordan andre mennesker lever.

”Vi kan jo godt lide at snage lidt, så det er fedt, at vi kan komme med som gæst til andres fester, mens vi sidder hjemme i stuen. Så er det jo også en hyldest til kærligheden, og hvorfor skulle alle ikke have ret til at blive hyldet på lige fod med de kongelige, siger Frederik Møller fra Mastiff TV, der er tilrettelægger på programmet.

Han tror, at det gør programmet mere interessant, at man har givet det et royalt touch ved at sende og kommentere live.

”Der kommer en helt særlig stemning, når man sender live. Det har sin egen charme, når værterne bliver tvunget til at smide facaden og træde vande. Det skaber en fed uforudsigelighed, der giver dynamik og spænding til programmet,” siger Frederik Møller.

Fra kirken til kroen

Selve live-sendingen begynder helt traditionelt med, at gæsterne ankommer. Seerne er med under middagen, når der skal holdes taler og skåles på den lokale kro, men undervejs er der tilbageblik på vielsen og receptionen, som parret tidligere på dagen har holdt.

Det hele bliver kommenteret af værtspanelet Emil Thorup, Jens Werner, Sisse Sejr-Nørgaard og Helle Bygum, der tidligere dækkede kongestof for DR. Til sammen er de eksperter på alt fra vejret til maden, og værterne vil kommentere på etikette, mode og alle detaljer om gæster, stedet og selvfølgelig aftenens hovedpersoner.

Tina og Kenneths bryllup er det første af tre fester, der får en kongelig dækning. De to efterfølgende lørdage dækker DR3 henholdsvis en 18- og en 40-års fødselsdag.