Trine Dyrholm får instruktør-debut i ’Arvingerne’

Optagelserne til ’Arvingerne’ sæson tre er i gang, og Trine Dyrholm, som spiller en af de bærende roller i serien, instruerer to afsnit. Blandt nye ansigter i tredje sæson er Pernilla August i rollen som landmand og Sonny Lindberg som hacker.

  • Trine Dyrholm får sin debut som instruktør på to afsnit af 'Arvingerne'. Resultatet bliver vist på DR1 fra begyndelsen af januar 2017. (Foto: Julie Mørkeberg)
  • Nogle af skuespillerne i tredje sæson af 'Arvingerne'. I den hvide skjorte er det Sonny Lindberg, der ikke tidligere har medvirket i serien. (Foto: Julie Mørkeberg)
  • Den 15. juni var pressen på besøg for at interviewe de medvirkende og overvære en optagelse (Foto: Julie Mørkeberg)
  • Rollen som Emil Grønnegaard bliver spillet af Mikkel Boe Følsgaard, som står i midten. (Foto: Julie Mørkeberg)
  • Det kræver stærke muskler at holde en boomstang... (Foto: Julie Mørkeberg)
  • Mikkel Boe Følsgaard bliver interviewet (Foto: Julie Mørkeberg)
  • Rasmus Christoffersen (tv.) er locationmanager på 'Arvingerne'. Ved siden af ham står Karoline Leth, der er producent på serien. (Foto: Julie Mørkeberg)
  • 'Grønnegaarden' - og laden, som er med i serien, ligger på Sydfyn. (Foto: Julie Mørkeberg)
1 / 8

I øjeblikket bliver tredje - og sidste - sæson af den populære DR1-serie ’Arvingerne’ optaget på Sydfyn - og denne gang skal Trine Dyrholm instruere to af sæsonens ni afsnit. Det er hendes debut som instruktør, og det falder hende naturligt, fortæller hun:

“Jeg har en lang karriere bag mig, hvor jeg har blandet mig rigtig meget i mange år, og jeg har interesseret mig meget for, hvor kameraet stod, og hvad der fungerede. I ’Arvingerne’ har jeg også blandet mig meget og, og jeg har også siddet med i manusrummet, så jeg føler, jeg er godt rustet. Jeg har gode folk omkring mig på alle poster, og det er sjovt og udfordrende at instruere. Jeg lærer noget nyt hver dag."

Oplagt med Trine som instruktør

To af Trine Dyrholms medspillere, Marie Bach Hansen (Signe Larsen i ’Arvingerne’) og Carsten Bjørnlund (Frederik Grønnegaard i ’Arvingerne’) blev glade, da de fik at vide, at hun skulle instruere et par af afsnittene:

"Det er oplagt, at hun skal instruere. Den nysgerrighed og skarphed, hun har, er oplagt at bruge til instruktion. Og specielt også fordi det er ’Arvingerne’, hun skal instruere. Vi har arbejdet sammen på serien i næsten fire år, og hun er jo så inde i det, som man kan være,” siger Marie Bach Hansen og tilføjer:

“Trine faldt fuldstændig naturligt ind i rollen som instruktør. Jeg meget imponeret over hende, og jeg føler mig tryg og fri, når jeg arbejder med hende. Hun er god til at se alle på holdet, og det er meget i ’Arvingerne’s ånd.”

Det er Carsten Bjørnlund enig med hende i:

“Trine er meget begavet. Hun er et af de forbilleder, jeg har i min karriere, så det var en glædelig nyhed, at hun skulle instruere. Hun ved, hvilke udfordringer man kan have, når man står foran kameraet - det kan være dialog- eller regiproblemer - så hun har nemt ved at sætte sig ind i vores sted, når hun instruerer. Hun er rigtig god."

Fællesskab vendt mod verden

I tredje sæson er der ni afsnit, og lige nu er de sidste afsnit ved at blive skrevet af hovedforfatter Maya Ilsøe.

Karoline Leth er producent på ’Arvingerne’, og forklarer forskellene på sæsonerne:

"Første sæson handlede mest om individet. Anden sæson handlede om relationer, og tredje sæson kommer til at handle om fællesskab vendt mod verden," forklarer hun.

Skuespiller på hackerkursus

En af de nye gennemgående personer i sæson tre bliver Pernilla August, som tidligere har instrueret tre afsnit af serien. Hun skal spille rollen som Karin - en svensk landmand, der kommer til Fyn. Samtidig kommer hun til at instruere det sidste afsnit.

En anden gennemgående person i sæsonen bliver Sonny Lindberg i rollen som Pitou, som er hacker og en del af en kunstnergruppe. Han har været på hackerkursus for bedre at kunne leve sig ind i rollen:

“Jeg mødte en fyr, der går under navnet ‘Doctor Blue’, som jeg stillede en masse spørgsmål. Han viste mig, hvad han kunne gøre på computeren, og hvordan det fungerede. Det gav mig super meget, og der er en masse ord, jeg har fået forståelse for."

Sonny Lindberg er 23 år og har tidligere spillet teater. De seneste tre år har han fokuseret på film og har blandt andet medvirket i kortfilmen ’Flokken’, der er produceret af Den Danske Filmskole. Han begyndte at græde, da han fik at vide, han havde fået rollen i ’Arvingerne’:

“Det er en dag, jeg nok vil huske for altid. Siden jeg var helt lille, har jeg drømt om at være skuespiller. Jeg kan komme ud med nogle ting, som jeg ikke kan komme ud med på andre måder, og jeg bliver grebet af den magi, der opstår. At være med i ’Arvingerne’ lever op til alle mine forventninger. Hver dag bobler det i mig, og det er et eventyr hver dag."

Holdet bag ’Arvingerne’ optager til den 1. november, og sæson tre bliver vist på DR1 fra begyndelsen af januar 2017.