Trine Dyrholm springer ud som instruktør i ‘Arvingerne III’

Den 1. januar ruller en ny sæson af ‘Arvingerne’ over skærmen. Som noget nyt har Trine Dyrholm instrueret to af afsnittene.

Trine Dyrholm har aldrig tidligere instrueret en professionel produktion, men sagde ja til at sidde i instruktørstolen under optagelserne til femte og sjette afsnit af 'Arvingerne III'. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Siden 2014 har DR1’s seere kunne følge Trine Dyrholm i rollen som Gro Grønnegaard i ‘Arvingerne’. I tredje sæson har den prisvindende skuespiller taget en ny og mere udfordrende rolle på sig som instruktør på to af afsnittene.

“Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at instruere. Jeg har arbejdet med materialet i lang tid, og jeg har længe interesseret mig for, hvad der foregår bag kameraet. Jeg har altid arbejdet tæt sammen med instruktørerne, så det gav mening for mig at prøve en ny rolle,” siger Trine Dyrholm.

En fremtid som instruktør

Det er ikke første gang, at en skuespiller har instrueret afsnit af ‘ Arvingerne’. Tidligere har blandt andre Jesper Christensen og Pernilla August siddet i instruktørstolen. Trine Dyrholm mener, at dobbeltrollerne er naturlige i en serie som ‘Arvingerne’.

“‘Arvingerne’ er meget karakterbåret, og hele holdet har arbejdet sammen som et kollektiv.

Jeg ville ikke have kunnet instruere to afsnit af en hvilken som helst anden serie,” siger hun.

Trine Dyrholm er dog ikke afvisende for, at hun i fremtiden også vil tage imod udfordringen som instruktør.

“Hvis det er et materiale, jeg føler, jeg ville kunne håndtere, så kunne det sagtens være,” siger hun.

Den evige uvished

Trine Dyrholm mener, at noget af det vigtigste ved ‘Arvingerne’ er, at persongalleriet ikke kan deles op i sort og hvidt, fordi serien gør en dyd ud af den evige uvished om, hvem man skal holde med.

“Noget af det, ‘Arvingerne’ lever af, er, at man ikke altid ved, hvem der er de gode, og hvem der er onde. Jeg håber, at folk bliver rørt og overraskede og griner af og med karaktererne, samtidig med at sympatien skifter mellem personerne,” siger Trine Dyrholm.

Arvinger med nye udfordringer

Uden at afsløre for meget om den nye sæson, er handlingen i ‘Arvingerne’ stadig drevet af relationerne i og omkring familien Grønnegaard, men i 2017 bliver arvingerne stillet over for nogle nye problemstillinger. Fans af serien kan se frem til en sæson, der tager hul på nogle nuancerede og komplekse temaer, som liv og død, generationsskifte og kunstens rolle i samfundet.

“I tredje sæson bliver arvingerne tvunget til at se ud over deres egen næsetip. Hvad er det for en verden, de giver videre? Hvad er det, den unge kunstnergruppe har på hjerte? For Gro er de unge et symbol på den nye kunst. Når de skændes, diskuterer de ikke kun forholdet til hinanden, men også forholdet til kunst og verden omkring kunsten,” siger Trine Dyrholm.