TV-apparatet bliver sat uden for døren i flere hjem

Det er i høj grad unge enlige eller par uden børn, der ikke har et fjernsyn, viser opgørelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Blandt unge enlige og par uden børn er det nu 37 procent, der ikke har et tv-signal derhjemme. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.

Sandsynligheden for at støde på et tv-apparat hos unge enlige eller par uden børn er markant mindre end i resten af befolkningen. Det fremgår af en undersøgelse, som bliver offentliggjort i den nye rapport ’Mediernes udvikling i Danmark 2018’, som Slots- og Kulturstyrelsen præsenterer fredag.

Hvor det i befolkningen som helhed nu er 11 procent af alle husstande, der bor i et hjem uden tv-signal, er det 37 procent af de unge og par uden børn, som ikke er tilsluttet et almindeligt tv-signal, viser en status, som Kantar Gallup har lavet.

Ifølge opgørelsen er andelen af husstande uden et tilsluttet fjernsyn vokset fra fire til 11 procent – heraf er tallet vokset fra 10 til 11 procent fra 2016 til 2017, fremgår det.

Kun få ældre har ikke fjernsyn

Mens det er mere end hver tredje ung og hvert tredje par uden børn, som klarer sig uden fjernsyn, er det stort set alle ældre, der fortsat har et tv-apparat inden for dørene. Ifølge Kantar Gallup er det kun tre procent, som ikke ejer et, viser opgørelsen.

Det er nu ikke sådan, at de unge ikke ser tv – de streamer det bare i mange tilfælde. Blandt de 19-34-årige er der for eksempel 85 procent, der streamer hver uge mod kun 16 procent af befolkningen over 71 år, fremgår det af rapporten ’Mediernes udvikling i Danmark 2018’.

Se hele rapporten her

Fakta: Andelen af husstande uden et tv-apparat

Alle: 11 procent Unge enlige eller par uden børn: 37 procent Enlige eller par uden børn: 14 procent Forældre med hjemmeboende børn under 12 år: 13 procent Forældre med hjemmeboende børn over 12 år: 7 procent Ældre: 3 procent

Facebook
Twitter