TV-vært og chefdirigent får ros og anerkendende buket

Phillip Faber, som står i spidsen for DR Pigekoret og også er vært for ’Den Klassiske Musikquiz’, bliver rost for sin smittende sangglæde.

Phillip Faber har fået hædersbuketten fra KLF, Kirke & Medier. (Foto: Henrik Revshøi.)

Allerede inden DR Pigekoret senere i denne uge og i starten af næste uge skal give fire julekoncerter i DR Koncerthuset, er der bifald og anerkendende ord til korets chefdirigent Phillip Faber. Ham kender en del også som vært på ’Den Klassiske Musikquiz’ på DR K og for programmet ’Danmark synger julen ind’, som blev sendt første søndag i advent på DR K.

Det er lytter- og seerorganisationen KLF, Kirke & Medier, der er ude med en hædersbuket og ros til Phillip Faber. Buketten uddeler man en gang i kvartalet til et medie eller en medieperson, som efter deres mening har gjort en særlig indsats.

- Vi kender ham for hans smittende humør, store musikalske talent og indgående kendskab til særligt den klassiske musiks verden. Han dirigerer kor og orkestre med stor entusiasme og formidler viden om musik i flere folkelige formater. Og så har Philip Faber en kærlighed til den danske salme- og sangskat, som også kommer til udtryk på TV. Vi giver ham ’Buketten’ for at dele ud af sin smittende sangglæde på en måde, så hele Danmark synger med, siger generalsekretær Mikael Arendt Laursen fra KLF, Kirke & Medier i sin motivering.

Han siger, at Phillip Faber med programmer som ‘Danmark synger julen ind’, ‘Den Klassiske Musikquiz’ og ‘Live fra Højskolesangbogen’, der er tilbage søndag den 12. januar 2020 på DR2, viser at musik ikke kun tilhører dem, der synger professionelt eller spiller et instrument.

Gør folk nysgerrige

Phillip Faber glæder sig i KLF’s nyhedsbrev over, at han får hædersbevisningen.

- Jeg er svimlende glad for, at de ting, jeg er med til at lave, virker som isbrydere og gør nogle mennesker nysgerrige efter at høre mere. Det er det bedste.

Phillip Fabers egen interesse for musik begyndte med moderens sang for ham og at synge i drengekor.

- Jeg har altid elsket at synge. Det er sprunget ud af ’Den blå anemone’ og ’Danmark nu blunder den lyse nat’, udtaler han.

Tidligere har DR-navne som for eksempel Silja Okking, Adam Holm og Eva Selsing, Erkan Özden, Ask Rostrup og Maria Månson modtaget ’Buketten’ fra KLF, Kirke & Medier.

Phillip Faber vil blandt andet kunne ses på skærmen juleaften, når DR K viser ’Danmark synger julen ind’ klokken 20.00, og DR Pigekorets julekoncert bliver sendt på DR K 1. juledag klokken 20.00. Nytårsaften er han vært for en særlig nytårsudgave af ’Den Klassiske Musikquiz’ på DR K klokken 20.00, og endelig er han vært gennem store dele af dagen, når DR2 søndag den 12. januar sender ’Live fra Højskolesangbogen’ med 12½ times sang fra klokken 10.00-22.30.