’Tværs’-vært blev overrasket med pris på direkte radio

Radioværten Emil Nørlund fra P3 fik søndag årets Sabroe-pris fra Børns Vilkår for at have genoplivet radioprogrammet så godt efter skaberen Tine Brylds død.

Emil Nørlund startede på DRs talenthold i 2004, og han har været vært på 'Tværs' siden 2011. (© Børns Vilkår)

Da radioværten Emil Nørlund søndag aften skulle til at runde ’Tværs på P3’ af, ventede der ham en gedigen overraskelse for åben mikrofon.

Ind i studiet kom der nemlig – uden at Emil Nørlund vidste det – repræsentanter fra foreningen Børns Vilkår. De kunne fortælle ham, at han bliver årets modtager af Sabroe Prisen, der er på 10.000 kroner.

Emil Nørlund får prisen, fordi han – efter Børns Vilkårs mening – har genoplivet radioprogrammet ’Tværs på P3’, efter den tidligere mangeårige vært og skaber af programmet, Tine Bryld, døde i 2011. Hun modtog for øvrigt selv prisen i 2007.

”Som ’Tværs på P3’-vært repræsenterer Emil Nørlund værdier, Børns Vilkår gerne vil hylde; nemlig at han giver unge en stemme og løfter den ind i en samfundsmæssig kontekst. Emil formår i samtalerne at skabe et tillidsfuldt rum, hvor den unge kan fortælle sin ofte vanskelige historie på en nænsom og oplysende måde uden at overskride grænser. Det er rådgivning på allerhøjeste niveau,” sagde formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk.

Han tilføjer, at Børns Vilkår fra Børnetelefonen ved, at der blandt børn og unge er en kæmpe efterspørgsel efter professionelle voksne, der lytter og kan inspirere dem til at finde løsninger på nogle tunge problemer.

”Emil Nørlund fortjener prisen for sit store engagement og ekstraordinære indsats, der gør ham til rollemodel for andre voksne i mødet med børn og unge,” siger Peter Albæk.

Startede på DRs talenthold

32-årige Emil Nørlund har både lavet radio og tv i DR, og han startede med at lave ’Missionærerne’ på P3, efter at han blev optaget på DRs talenthold i 2004. Siden 2011 har Emil Nørlund været kaptajn på ’Tværs på P3’, der havde premiere tilbage i 1972.

”Det er en stor og flot pris, som jeg glæder mig over, at Emil Nørlund modtager,” siger Birgit Bergholt, der er redaktør i DR Kultur, som producerer ’Tværs på P3’.

Hun siger videre: ”Emil lægger hver søndag aften et stort engagement i programmet ’Tværs på P3’. Samtidig er det anerkendelse til hele ’Tværs’-redaktionen, der står bag programmet og websitet, og som betyder, at vi får vist de unge, at selvom der er sten på vejen i tilværelsen, er det ikke umuligt at komme hel igennem. Det er modige unge, der hver søndag står frem og fortæller deres historier.

Birgit Bergholt tilføjer, at hun er stolt over, at DR igennem så mange år har holdt fast i ’Tværs’ som et vigtigt tilbud til de unge.

Sabroe Prisen er opkaldt efter børnerettighedsforkæmperen Peter Sabroe, der levede fra 1867 til 1913, hvor han kom uheldigt af dage ved den alvorlige togulykke ved Bramming.

Har fået pris før

Emil Nørlund er ikke uvant med priser. Sidste år fik han Werther-prisen for programmet ’Anne-Mette ville dø’. Prisen bliver givet til en mediemedarbejder, "som gennem sit virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden”.

’Tværs’ bliver sendt om søndagen mellem klokken 21.03 og 22.00 på P3, ligesom der er masser af råd at hente på dr.dk/tvaers, som Tine Bryld var med til at udvikle før sin død.

Facebook
Twitter