Ugens DR: 17-årige Mathilde måtte hasteopereres – Ny programserie om kødædende bakterier

Her får du eksempler på, hvad DR har på vej på skærmen, i radioen, i DR Koncerthuset og på DRTV i uge 38 fra den 20.-26. september 2021.

Anette Lindholm holder sin datter Mathilde i hånden. Hun er ramt af kødædende bakterier, og det bliver flere og flere danskere. Det handler en ny programserie om på DR1 og DRTV. Det første afsnit kan ses på DR1 mandag klokken 21.25 og på DRTV fra morgenstunden mandag. Foto: Privatfoto. (Foto: Privatfoto)

Mandag den 20. september og tirsdag – Ny DR-serie om kødædende bakterier:

17-årige Mathilde er til fest i 1.g og skærer sin hånd på en flaske. 48 timer senere ligger hun på et operationsbord og kæmper for sit liv. DR Dokumentar sætter over de næste tre mandage fokus på kødædende bakterier. Det første af de tre programmer kan ses mandag klokken 21.25 på DR1 og fra morgenstunden samme dag på DRTV. Det er Jonatan Placing, der har tilrettelagt programmet, som også kan ses tirsdag klokken 8.05. DR har også lavet podcasten 'De kødædende bakterier', som er at finde på DR Lyd samt en webdokumentar om problemet.

Mandag den 20. september og tirsdag – Årets P2-kunstner fra Esbjerg og Frederiksberg:

Komponisten Bent Sørensen er årets P2 Kunstner. Mandag klokken 19.20 præsenterer P2 et Esbjerg Ensemble-koncert med intet mindre end tre Sørensen-værker. Derudover kan du også høre to værker for større kammerbesætning, af Dvorak og Francaix. Værkerne er: Bent Sørensen: Falling Darkness. Bent Sørensen: The Lady of Shalott. Bent Sørensen: Ständchen. Dvorak: Serenade i d-mol. Jean Francaix: Oktet. Esbjerg Ensemble spiller i en optagelse fra Syddansk Musikkonservatorium, Esbjerg 16. september. Tirsdag klokken 19.20 sender P2 også musik af Bent Sørensen fra Frederiksberg Festspil. Først spiller Den Danske Strygekvartet hans nye strygekvartet, ’Dobbeltgænger’ (og Schuberts strygekvartet nr. 15). Senere på aftenen kan du høre Ars Nova synge Sørensens genkomposition af renaissancekomponisten Ockeghems Requiem. Begge aftener er Louise Hjorth vært på P2.

Tirsdag den 21. september – Susse Wold skal portrætteres i malefinale:

Tirsdag klokken 20.00 er DR1 og DRTV nået til finalen i Danmarks bedste portrætmaler, og de tre finalister besøger Ny Carlsberg Glyptotek i København. Det er nu, de skal vise alt, hvad de har lært gennem konkurrencen ved at lave det helstøbte portræt af modellen, der er skuespilleren Susse Wold. Men hvem imponerer de tre dommere mest og får dermed titlen som Danmarks bedste portrætmaler?

Tirsdag den 21. september og fredag – Mit barn blev skoleskyder:

Når endnu et tragisk skoleskyderi rammer, står nogle forældre overfor en brutal sandhed: det var deres barn, der skød. Jeffs søn, Andy, dræbte to klassekammerater og sårede 13 andre. Andy afsoner 25 år-til-livstid lige nu. Clarences søn, Nicholas, dræbte sin lærer og sårede en anden lærer, og han er i fængsel på livstid. Sues søn Dylan var en af de to drenge bag Columbine-massakren. Dylan begik selvmord. DR2’s ’Dokumania’ tirsdag klokken 21.00 og på DRTV viser en dansk film om skyld, fornægtelse, svigt og ansvar, chikane, sorg, venskab og kærlighed. Programmet kan også ses natten mellem fredag og lørdag klokken 00.35.

Tirsdag den 21. september – Aserbajdsjan på udebane:

Det går ganske godt for det danske herrelandshold i kampen for at kvalificere sig til fodbold-VM næste år i Qatar. Det danske kvindelandshold er også i gang med VM-kvalifikationen lige nu, og modstanderen tirsdag klokken 18.00 er Aserbajdsjan på udebane. DR1 viser kampen direkte, med optakt fra klokken 17.45. Transmissionen betyder også, at TV-Avisen kan ses i pausen klokken 18.45.

Tirsdag den 21. september – Få historien om dansk skateboarding:

Gennem en DR2+-dokumentar i fire episoder fortælles historien om skateboardingens udvikling i Danmark gennem 40 år. Skateboarding har bevæget sig fra en smal subkultur for adrenalinpumpede drenge, til en verdensomspændende milliardindustri, der nu er blevet så mainstream, at det er blevet en disciplin til de Olympiske Lege. I personlige beretninger fra dansk skateboardings legender og med brug af skaternes private optagelser fortæller dem, der formede kulturen om skateboardingens udvikling i Danmark. Det er en rejse, man sent glemmer, og som beskriver, hvordan skatere er gået fra at være pariaer til superstjerner. Seriens fire afsnit er tilgængelige på DRTV fra tirsdag klokken 6.00.

Tirsdag den 21. september – Hanne Boel på dansk:

Hanne Boel udgav for nylig sit første album på dansk. Det har titlen ’Kopi’ og indeholder blandt andet en version af ’Hurtige Hænder’ af The Minds of 99. Tirsdag klokken 20.00 står hun på scenen i Koncertsalen i DR Byen – for første gang på dansk. Læs mere om koncerten her

Onsdag den 22. september – En svær and:

James og Adam Price er ’rejst’ til Kina onsdag i ’Spise med Price’ for at lave en af verdens bedste og utvivlsomt også en af verdens mest tidskrævende retter: Peking-and. Det tager ikke under fire dage, og det kræver specialudstyr fra byggemarkedet, som aldrig før er set i brødrenes køkken. I ventetiden (fire dage) er der heldigvis også tid til forårsløgpandekager og en særdeles stærk kyllingeret. Programmet kan ses klokken 20.00 på DR1 og fra morgenstunden på DRTV.

Onsdag den 22. september – Hvem har snaget i vores intime billeder?

Et brev fra politiet blev en bombe i Emmi, Emmelie og Anne-Sofies liv. I brevet står, at nogle af deres allermest private billeder indgår i en enorm sag om hacking og muligvis også ulovlig deling af billeder. Og nu aner de ikke, hvor deres intime billeder er havnet. Magasinet ’Kriminelt’ med vært Trine Maria Ilsøe ser på sagen onsdag klokken 21.25 på DR1 og fra morgenstunden på DRTV.

Onsdag den 22. september – Systuer i alle kældre:

Den jyske hede var Danmarks tekstil-centrum frem til 1990'erne, hvor østeuropæiske syersker overtager maskinerne. DR2 finder onsdag det gamle tøj frem og går på tekstilsafari i Ikasts villakvarterer, og vært Morten Brink Iwersen følger eventyret hele vejen til nedturen i fabrikskvartererne. Programmet kan ses onsdag klokken 21.00 på DR2 og på DRTV fra morgenstunden.

Stéphanie Surrugue følger torsdag klokken 21.25 på DR1 og DRTV i Merkels fodspor for at forstå, hvordan den generte præstedatter fra Østtyskland forvandlede sig til Europas vigtigste kvinde og tysk kansler i 16 år. Foto: Framegrab. (© Framegrab)

Torsdag den 23. september og søndag – Merkel, Mutti, mændene og magten:

ngela Merkel har kæmpet sig til tops i en mandsdomineret verden og skrevet verdenshistorie som Tysklands første kvindelige kansler. Stéphanie Surrugue følger i Merkels fodspor for at forstå, hvordan den generte præstedatter fra Østtyskland forvandlede sig til Europas vigtigste kvinde og undervejs blev kaldt ’mandemorderen’, når hun udmanøvrerede magtfulde mænd omkring sig. DR1 viser torsdag klokken 21.25 dokumentaren ’Merkel, Mutti, mændene og magten’, hvor du blandt andet kan møde Barack Obama, Helle Thorning-Schmidt, Jean-Claude Juncker og Lars Løkke Rasmussen. Programmet kan ses på DRTV fra torsdag morgen samt på DR2 søndag aften klokken 23.45.

Torsdag den 23. september – Pokalkamp BK Frem-AGF:

Det er to af dansk fodbolds ældste og mest traditionsrige klubber, der tørner sammen til klassisk pokaldyst i stemningsfyldte Valby Idrætspark torsdag klokken 17.45. Arbejderklubben Frem fører til daglig en noget anonym tilværelse i 2. division, men denne aften satser de på en ægte pokaloverraskelse mod AGF-navnene fra Superligaen. Kommentatorerne på DR2 er Andreas Kraul og Arnela Muminovic.

Torsdag den 23. september – Thyges voldtægt:

Thyge er 17 år, da han bliver voldtaget i en varevogn. Efterfølgende fortrænger Thyge voldtægten og husker den ikke i 25 år, indtil han en dag ser en film, der genkalder traumet. Thyge begynder en hård bearbejdelsesproces, og Daniel Rye besøger torsdag klokken 21.30 på DR2 Thyge for at finde ud af, om det nogensinde er for sent at tale højt om noget, der er sket for så lang tid siden. Samtalen foregår i programserien ’Ud af mørket’, som også kan ses på DRTV fra torsdag morgen.

Torsdag den 23. september og fredag – Alsop & Sheherazade:

Den smukke Sheherazade fortalte eventyr til sultanen i ’1001 Nat’, og hendes historier er sat i farvestrålende musik af den russiske komponist Rimskij-Korsakov. I Brahms’ dramatiske Klaverkoncert nr. 1, der er på programmet ved ugens torsdagskoncert i DR Koncerthuset, er solisten pianisten Jan Lisiecki, og dirigenten er amerikanske Marin Alsop. Koncerten torsdag klokken 19.30 kan som altid også høres på P2, og koncerten gentages i Koncertsalen fredag klokken 19.30. Læs mere om koncerten her

Torsdag den 23. september og fredag – DR Vokalensemblet mindes renæssancemester:

Musikalsk verdensnavn, pavens favorit og forbillede i mange generationer: Renæssancemesteren Josquin des Prez var den første komponist i historien, som blev berømt for sine udsøgte korværker. DR Vokalensemblet markerer 500-året for mesterens død sammen med den engelske kordirigent Peter Phillips i Trinitatis Kirke i København torsdag klokken 19.30 og fredag klokken 19.30 i Roskilde Domkirke. Koncerterne er en del af Copenhagen Renaissance Music Festival. Læs mere om koncerterne her

Fredag den 24. september – Oscar-nomineret tysk film på DR2:

DR2 viser fredag tre timers tysk Oscar-nomineret drama fra 2018 i form af filmen ’Værk uden skaber’, instrueret af Florian Henckel von Donnersmarck. I DDR forelsker den kunststuderende Kurt sig i sin medstuderende Ellie. Kurt ved ikke, at han allerede har bånd til Ellies far, lægen Seeband, som begik en forfærdelig forbrydelse i nazitiden. Sammen vælger Kurt og Ellie at flygte til Vesttyskland. Kurt hjemsøges stadig af sine oplevelser i nazitiden og under kommunisterne, og han begynder at lave malerier, som afspejler hans egne og hans generations traumer. Det medvirkende er blandt andre Tom Schilling, Sebastian Koch, Paula Beer med flere.

Fredag den 24. september – DR Big Band åbner sæsonen:

Fredag klokken 20.00 indleder DR Big Band en ny sæson i Studie 2 i Koncerthuset. Her kan du komme med på en musikalsk rejse gennem ritualer og mysterier fra mange forskellige kulturer, når DR Big Band, Marilyn Mazur og Lars Møller lukker op for en eksplosion af rytmer og klangfarver. Med inspiration fra blandt andre indiske ragaer og afrikanske grooves venter en bigband-aften fuld af nye musikalske forbindelser. Læs mere om den nye sæson her

Lørdag den 25. september – Kronprinsparret uddeler priser igen:

Kronprinsparret er atter parat til at hylde særligt udvalgte kunstnere og organisationer, der står bag nogle af landets ekstraordinære sociale- og kulturelle indsatser. Det sker i et stort og festligt tv-show, som samtidig byder på optrædener fra en lang række danske kunstnere. Showet bliver sendt direkte på DR1 lørdag klokken 21.00 fra Vejle Musikteater med Tina Müller og Kåre Quist som værter, og på scenen er blandt andre Drew Sycamore, Christopher, Scarlet Pleasure og Iomfro. Du kan også se showet på DRTV. Læs mere om de optrædenede her

Lørdag den 25. september – DR2 er tæt på sandheden igen:

’Tæt på sandheden’, der er comedyshowet, hvor ugens nyheder og tidsaktuelle tendenser bliver taget under kærlig, men bestemt behandling, er tilbage lørdag klokken 21.00 på DR2 og på DRTV. Traditionen tro er Jonatan Spang vært.

Lørdag den 25. september – DR2 hacker din krop:

Homo Sapiens er en biologisk maskine, der med lidt hjælp fra teknologien kan optimeres big time. Du kan leve længere, sundere og lykkeligere, hvis du er klar til at omfavne teknologi og kemi. Men er det en god idé? I DR2’s temalørdag kan du klokken 21.30 få et kig ind i fremtiden med de nyeste gadgets og indopererede chips, når Eskild Ebbesen på egen krop tester bodyhacking. Derudover prøver kokken Gorm Wisweh fremtidens slankekur, og hotel-ejeren Brian Fabricius, der arbejder tæt på 100 timer om ugen, forsøger at komme ned på 70 timer med hjælp fra en professionel bodyhacker.

Lørdag den 25. september – I dinosaurernes fodspor:

Hvad kan vi lære af dinosaurerne? Og hvor anderledes er vores hverdag egentlig end deres? For første gang nogensinde har den amerikanske stat offentliggjort fund af værktøjer fra juratiden. Ingen ved præcist, hvad de er blevet brugt til, men det ligner teknologi, der ikke er opfundet af mennesker. Der findes altså objekter rundt omkring på jorden, som vi ikke kan forklare, men som vi kan tage og føle på med vores bare hænder. I P1-programmet ’I dinosaurernes fodspor’ lørdag klokken 16.30 undersøger Oliver Seppo og Thomas Bugge om dinosaurernes kognitive evner overstiger vores tidligere forventninger, og om vi måske kan lære noget af de mægtige skabninger, der levede for 65.000.000 år siden.

Søndag den 26. september – Hvem skal afløse Merkel?

Søndag bliver det afgjort, hvem der bliver Tysklands næste kansler og dermed afløser Angela Merkel, der har siddet på posten i næsten 16 år. Kim Bildsøe Lassen, DR-korrespondenter og eksperter følger stemmeoptællingen og resultaterne fra Tyskland direkte på DR1 fra klokken 16.00 til 20.00 søndag, ligesom TV-Avisen klokken 21.00 på DR1 og ’Deadline’ klokken 22.30 følger resultatet. Det samme gør både radioaviserne og dr.dk søndag og mandag.

Søndag den 26. september – Er der en arkitekt til stede?

På havnen i Aarhus skulle Navitas være en bastion af arkitektonisk kvalitet. Alle forventede, at en bygning med denne prominente placering ville invitere indenfor og give tilbage til sine omgivelser. Men Ane Cortzen kan hverken finde den indbydende trappe eller det transparente hus, som Aarhus forventede at få i DR2’s nye programserie ’Er der en arkitekt til stede?’ som har premiere søndag klokken 21.30 og fra morgenstunden på DRTV. Der er i hvert fald én artitekt, idet Ane Cortzen selv er det.

Søndag den 26. september – Jamie Cullum i Koncertsalen:

Den kritikerroste og verdenskendte sangskriver, musiker og crooner Jamie Cullum vender søndag klokken 20.00 tilbage i Koncertsalen med sin jazzpop-hybrid og fortolkninger af hits fra blandt andre Rihanna, Ed Sheeran og Ray Charles. Jamie Cullum fik sit gennembrud i 2003 med albummet ’Twentysomething’. Læs mere om koncerten her

Søndag den 26. september – Anne og Anders tager rundt i Norden og starter på Færøerne:

De næste søndage kan du tage med Anne Hjernøe og Anders Agger på en rejse gennem Norden. Engang for mange år siden var det ét stort rige. I dag drømmer vi igen om den nordiske følelse. Fra indlandsisen til den russiske grænse. I første program, der kan ses på DR1 søndag klokken 20.00 og på DRTV fra søndag morgen besøger Anne og Anders Færøerne. Her midt ude i Nordatlanten er forladt udkant blevet til hip forkant og traditionerne noget, som både kan lugtes og smages.

Facebook
Twitter