Ugens DR: Adam og Eva får deres eget tv-program

Her får du smagsprøver på, hvad der er af nyheder i DR’s sendeflade og i DR Koncerthuset i uge 34 fra den 20.-26. august 2018.

Adam Holm og Eva Selsing er de gennemgående personer i den nye DR K-serie ’Adam & Eva’, som har premiere tirsdag klokken 21.30. De diskuterer, mens de bevæger sig gennem det danske land for at møde virkelighedens moralske dilemmaer. (Foto: DR Historie og Tro)

Mandag den 20. august og tirsdag – Hashprogram er på sporet af bagmænd

Hash er ulovligt. Alligevel er det overalt, og 17.000 unge ryger det dagligt. I fire programmer undersøger DR Dokumentar hvert led i hele kæden bag hash. Fra rygere på gymnasiet over pusherne på gaden til behandlingsstedet, hvor misbrugerne havner. Fra rockere og bander til de steder, hvor de helt store penge ender. I program to, som DR1 viser mandag klokken 20.45, afdækker kanalen konsekvenserne af hash, og man kommer på sporet af en dansker, der selv har smuglet hash direkte fra Marokko. Programmet kan også ses tirsdag klokken 8.10 på DR1. Læs mere om programmerne her

Mandag den 20. august – Familien som skærmjunkier

Hvad gør mobilen, tabletten og computeren egentligt ved os? Det har DR2 sat sig for at undersøge. I en programserie på to afsnit med start mandag klokken 20.45 deltager en familie i et eksperiment, der skal vise om deres hjerner, psyke og fysik bliver påvirket af skærmene. I det første afsnit skal vi se, hvad der sker, når familien går amok med deres skærmtid. Læs mere om programmerne her

Mandag den 20. august – Forført af en svindler

Louise møder en kendis. Han er pokerstjerne og tidligere Big Brother-deltager. Allerede efter første date flytter han ind og Louise lægger ud for pokertuneringer i Sverige. Men hvad hun ikke ved er, at Martin Jørgensen er en kærlighedssvindler med en lang blakket fortid med knuste kvindehjerter, bristede familiedrømme og lange fængselsdomme. I serien ’Forført af en svindler’ med start mandag klokken 21.30 dykker DR2 ned i svindlens psykologi. Hvilke metoder benytter bedragerne sig af? Og hvad sker der med os andre, når vi bliver forført af en svindler?

Mandag den 20. august og frem til søndag – EM i para-atletik fra Berlin

De danske atleter med PL-sølvvinder Daniel Wagner i front har store chancer for medaljer til EM i para-atletik. Du har mulighed for følge med direkte fra Berlin, når DR3 sender hele turneringen fra mandag klokken 17.30 og frem til finalerne søndag. Kommentatorer er Mathias Rene Hauge Jacobsen og Jacob Dahl.

Tirsdag den 21. august og onsdag – Ghita Nørby og Michala Petri indleder koncertsæson

DR Vokalensemblet åbner tirsdag klokken 19.30 koncertsæsonen med H.C. Andersens smukke eventyr om den lille nattergal, der fortryller selv døden med sin sang. Det sker i en koncert i DR Koncertsalen, hvor der er mulighed for at opleve en unik fortælling i ord og toner, når DR VokalEnsemblet, skuespilleren Ghita Nørby og fløjtevirtuosen Michala Petri opfører Ugis Praulins prisvindende værk, ’Nattergalen’. Koncerten gentages onsdag i Odense Koncerthus, og her sender P2 direkte fra klokken 19.20. Læs mere om koncerten her

Tirsdag den 21. august – Jeg savner min sygdom

Peter Hagelund er 31 år og bipolar - dét, man også kalder maniodepressiv. Han tager medicin for sin lidelse og er stabil, men Peter har det, som om han lever i en "leverpostejstilværelse". Han savner sin sygdom. Han savner manierne, der giver ham følelsen af at være uovervindelig. Derfor overvejer han at smide sin medicin. Men kan han genfinde manierne uden at ende i en dyb depression? Sådan lyder spørgsmålet i programserien ’Jeg savner min sygdom’, som DR1 viser tirsdag klokken 20.45.

Tirsdag den 21. august – Er det sundt at være sin egen læge?

Blodtryk, søvn, allergi - du kan måle og overvåge dig selv for næsten alting med de nye smarture. Men hvordan bruger du urene bedst muligt, og er det egentligt sundt at måle sig selv? Sådan spørger Peter Qvortrup Geisling og Nola Grace Gaardmand i ’Sundhedsmagasinet’ tirsdag klokken 21.55 på DR1.

Tirsdag den 21. august – ’Adam & Eva’ på DR K

Er vores moderne verden er blevet et frisindets paradis på jord, eller har vi helt glemt vores kristne moralske kompas? Det skal debattørerne Adam Holm og Eva Selsing diskutere, når de bevæger sig gennem det danske land for at møde virkelighedens moralske dilemmaer. I det første afsnit af ’Adam & Eva’ besøger de en swingerklub for at debattere utroskab. Betyder vores frisind, at seksualiteten er sat fuldstændig fri til personlig fortolkning. Eller er der en evig sandhed i Biblens ord om ægteskabets ukrænkelighed?

Tirsdag den 21. august – Koncert direkte fra Fanø

Koncerten bliver sendt direkte fra Nordby Kirke på Fanø, men det er Esbjerg Internationale Kammermusikfestival, P2 transmitterer fra, når ’P2 Koncerten’ sendes tirsdag klokken 19.20. Her bydes der på sange og trioer af blandt andre Beethoven, Charles Martin Loeffler, Barber og Brahms. Musikerne er Morten Frank Larsen, TrioVanBeethoven og Michel Camille på bratsch. Vært er Klaus Møller-Jørgensen.

Onsdag den 22. august – Anne og Anders slutter i Skotland

I fire programmer rejser tv-journalisten Anders Agger og tv-kokken Anne Hjernøe ud til det Storbritannien, de færreste af os kender. Her besøger de en række dansk/britiske familier i Wales, England, Nordirland og Skotland for at blive klogere på, hvorfor briterne ikke mere vil være en del af EU. Og hvorfor vi kommer til at savne dem. I det fjerde og sidste program onsdag klokken 20.00 på DR1 rejser Anne og Anders til Skotland for at besøge Alf Sørensen, som bor syd for Aberdeen, hvor han arrangerer jagtrejser i det skotske højland. Det bliver en tur fyldt med sækkepiber, mænd i kilt og whisky - samt en kærlighedshistorie eller to.

Onsdag den 22. august – De store stjerners udløbsdato

Sangeren og musikeren Lars Lilholt har netop takket nej til folkepensionen. Trods dårlig ryg nægter han at lægge guitaren og stoppe karrieren. For hvad skulle han så lave, spørger han... Men hvor længe skal man blive ved som musiker? Kulturmagasinet ’Gejst’ onsdag klokken 21.55 på DR1 undersøger, om der er en udløbsdato på de store stjerner. Vært Louise Wolff ser også på, hvorfor det er så svært at sige farvel til karrieren og bare nyde sit otium.

Torsdag den 23. august – Vildsvinehegn eller ej?

Stadigt flere vildsvin har de seneste år fundet vej til Danmark og med dem en større risiko for afrikansk svinepest, der kan koste Danmark milliarder i eksportindtægter. Derfor har et flertal i Folketinget besluttet at sætte et vildsvinehegn op langs grænsen til Tyskland til cirka 80 millioner kroner. Spørgsmålet er, om det er en god idé? Ask Rostrup og programmet ’Langt fra Borgen’ har inviteret Dansk Folkepartis Pia Adelsteen og SF's Trine Torp med til den tyske grænse for at møde de bekymrede landmænd og blive klogere på vildsvin

Torsdag den 23. august – Luder eller lommepenge

Er man bare billig, hvis man tager imod drinks og dyre middage og ender med at dyrke sex med giveren, eller kan det sammenlignes med prostitution? DR2 undersøger torsdag klokken 21.30 sugardating, fænomenet hvor mænd (sugardaddies) betaler, ofte unge, kvinder (sugarbabes) med gaver og penge, for at tilbringe tid med dem, spendere en middag på dem og ofte gå i seng med dem. De senere år er hjemmesider der formidler kontakt mellem sugarbabes og sugardaddies nemlig vokset eksplosivt, og det er blevet mere socialt acceptabelt at tilbyde sex for en ny Louis Vuitton taske. Vært Rene Fredensborg undrer sig over, hvor grænsen mellem prostitution og lommepenge til et stort forbrug, går, og tager ud for at møde de mennesker, der er sugardaters.

Arkitekt Sonja Stockmarr besøger drømmehjem over hele verden i den kommende tid på DR K torsdag klokken 20.30. (Foto: Framegrab)

Torsdag den 23. august – Fremtidens drømmeboliger

Arkitekt Sonja Stockmarr rejser jorden rundt og besøger banebrydende, smukke og personlige hjem, for at finde inspiration til, hvordan fremtidens drømmehjem kan komme til at se ud. I ’Fremtidens drømmeboliger’ torsdag klokken 20.30 besøger Sonja Stockmarr tre huse, hvor der er tænkt i kubikmeter snarere end kvadratmeter - og hvor de åbne rum giver familierne mulighed for nærvær og kontakt til historien og naturen. Arkitekten Lene Tranberg har tegnet et helt særligt hus til en familie i flere generationer i Hellerup. I Lucca i Toscana skaber de åbne rum forbindelse til historien og i Tokyo har arkitekterne tegnet et hus - hvor der er åbent op mod himlen.

Fredag den 24. august – Film med Scarlett Johansson på DR3

Scarlett Johansson og Joseph Gordon-Levitt har hovedrollerne i det amerikanske komediedrama ’Don Jon’ fra 2013, som DR3 viser fredag klokken 20.55. Jon Martello elsker sin krop, sin lejlighed, sin bil, sin familie, sin kirke, sine venner, sine kvinder, sin porno. Vennerne kalder ham Don Jon, en hyldest til hans evne til at score hver weekend. Men da hans nye kæreste Barbara opdager, at han faktisk er afhængig af porno, bliver han tvunget til at kigge indad.

Fredag den 24. august – Duo-maraton fra Bornholm

Bornholms Musikfestival markerer sit 50-års jubilæum med fire timers musik for duoer i skiftende konstellationer, og ’P2 Koncerten’ sender fra den fredag klokken 19.20. De medvirkende er: Winnie Bugge Frandsen, fløjte, Bjarke Mogensen, akkordeon, Mikkel Egelund, guitar, Josefine Opsahl, cello. Anja Zdyb Lillemæhlum, cello. Amalie Malling, klaver. Kristoffer Hyldig, klaver. Blandt komponisterne finder vi blandt andre Martin Lohse, Anders Koppel, César Frank, Debussy, Prokofjev, Ravel og Grieg. Optagelsen fra Aa Kirke er fra onsdag i denne uge, og P2-vært er Mette Greiffenberg.

Lørdag den 25. august – De vildeste iværksættere på DR2

Danmark er ramt af iværksætter-feber, og det handler DR2’s temalørdag klokken 20.00 om. Men hvad skal der til for at få succes? Iværksætter-ikonet Jesper Buch, der grundlagde verdens største mad-udbringningsfirma, Just Eat, tager til Skagen i et forsøg på at redde to nødlidende iværksættere fra konkurs. Og i København mødes serieinvestor Christian Stadil med super-iværksætteren Lennart Lajboschitz, der er grundlægger af en af Danmarks hurtigst-voksende virksomheder, butikskæden Tiger. Sammen forsøger de at komme nærmere et svar på, hvordan man gen-investerer sin formue i nye iværksætter-projekter.

Lørdag den 25. august og søndag – Min kamp mod kræften

"Det er kræft," sagde overlægen. Arne Notkin var fuldstændig uforberedt, da han sad alene på Gentofte Hospital og fik beskeden. Med et slag var hans liv ændret. I en ny P1-serie med start klokken 14.03 fortæller Arne Notkin om sin kamp mod lymfekræften og undersøger de spørgsmål, der optager ham undervejs: Er kampsproget godt eller skidt? Hvorfor bliver kræft ofte opdaget så sent? Skal man søge alternativ behandling? Bliver man nogensinde helbredt for kræft? Programmet bliver også sendt søndag klokken 19.30.

Lørdag den 25. august – Bernstein-dag på P2

Leonard Bernstein var både som skabende komponist og udøvende kunstner og formidler i en klasse for sig. Med udgangspunkt i New York gjorde han hele den vestlige verden til sin arbejdsplads, og i år ville han være fyldt 100 år. Det markerer P2 med syv timers program om ham lørdag fra klokken 15.00-22.00. Som dirigent var han spydspids i en satsning på ny amerikansk musik, med sin ekspressive fortolkninger fik han Mahler ud til et stort nyt publikum og var med til at forny dirigentrollen. Som komponist favnede han såvel det intellektuelle og det religiøse som Broadway musicals med West Side Story som kronjuvelen. Værter er Frank Jensen, Rie Koch og Carsten Andersen.

Søndag den 26. august – Robotterne flytter ind

I et helt unikt forsøg flytter seks forskellige robotter ind i seks britiske familier med hver deres specielle behov. Psykologen og computereksperten Caroline Jay og roboteksperten Jonathan Rossiter følger eksperimentet tæt. I første afsnit søndag klokken 20.00 på DR2 skal Tutorbot hjælpe fem-årige Isaac, som er forsinket i sin udvikling. Derudover skal Fitbot, CareBot og Beam hjælpe tre familier med træning, sygepleje og bringe en ensom far, som arbejder i udlandet, tættere på sin familie.

Søndag den 26. august – Gene Kelly – et liv med dans

Med mesterværker som 'En amerikaner i Paris' fra 1951 og ' Singin' in the Rain (Syng i sol og regn) fra 1952 revolutionerede skuespilleren, danseren, koreografen og instruktøren Gene Kelly (1912-96) musicalgenren. Der var langt fra den gentleman på de bonede gulve med høj hat og stok, der havde domineret musikkomedierne før Første Verdenskrig, til den stærke, atletiske, hverdagsklædte Kelly. DR K bringer et portræt af Gene Kelly søndag klokken 21.40.

Søndag den 26. august – Terrordilemmaer på P1

Terrorforsker Anja Dalgaard-Nielsen blev sidste års P1 Rosenkjærpris-modtager, og hun undersøger i fem programmer de dilemmaer, vi som enkeltindivider og samfund står overfor i moderne terrorbekæmpelse. I samtale med de folk, der har stået overfor dilemmaerne, forklarer hun på P1 søndag klokken 13.03, hvorfor terroren og bekæmpelsen af den, er så kompleks - men også, hvad vi som samfund faktisk kan gøre. For hvis vi forstår terroren, bliver vi også mindre bange.