Ugens DR: DR1 er på landevejen med populære entertainere

Her får du smagsprøver på programmer og arrangementer i DR i uge 26 fra den 26. juni-2. juli 2017.

I en sommerserie er DR1 på landevejen med en stribe af landets populære entertainere – blandt andre Lis Sørensen (billedet), Birthe Kjær, Huxi Bach og Kandis. Det første afsnit kan ses tirsdag klokken 20.30 – med genudsendelse onsdag morgen klokken 7.45. (Foto: DR Danmark © Type 2)

Mandag den 26. juni – Sommerhorisont om idealfamilier:

Mens DRs nyhedsmagasiner holder ferie frem til august, er der et enkelt af dem, der fortsætter – nemlig ’Horisont’ om mandagen, som sjovt nok er omdøbt til ’Sommerhorisont’ i den kommende tid. I den første af slagsen – mandag klokken 22.00 – kan seerne møde en russisk-ortodoks storfamilie med 18 børn, som er blevet præmieret af præsident Putin. Familien og præsidenten deler drømmen om et stort og magtfuldt Rusland.

Mandag den 26. juni – SommerSummarum tager landet rundt:

’Sommer Summarum’ er på danmarksturné med Mini MGP fra mandag klokken 9.00 på DR Ramasjang – og de næste mange uger. Se med når Silja og Rasmus Ott fyrer den af med alle Danmarks børn, finder på skøre lege, taler med spændende gæster og dyster i sjove konkurrencer. I den første uge sender de live fra Bellevue Strand nær Aarhus.

Mandag den 26. juni og søndag – I skyggen af kajakkerne:

Journalisten og forfatteren, Tupaarnaq Rosing Olsen, fortæller i fem udsendelser om Grønlands politiske historie fra 1939 til hjemmestyrets indførelse i 1979. Det gør han på DR K fra mandag klokken 22.30. Anden Verdenskrig blev et vendepunkt for Grønland. Grønlænderne begyndte at forstå, at der var en anden verden udenfor og ønsket om en åbning og udvikling af landet blev tydelig. Programmet kan også ses søndag klokken 17.15.

Mandag den 26. juni – Det sidste pip fra ’Natursyn’:

Alting har en ende. Også ’Natursyn’ på P1. Dorte Dalgaard inviterer Jens Olesen i studiet til afviklingen af den allersidste udsendelse mandag klokken 13.30 – med genudsendelse onsdag klokken 5.30. De har taget klip med fra de historier, de synes, var blandt de vigtigste. Det bliver til et genhør med en populær politiker, et chimpansebesøg, noget klamt natur og en tankevækkende skovtur.
Værter og tilrettelæggere: Jens Olesen og Dorte Dalgaard.

Tirsdag den 27. juni – Martha Wainwright i DR Koncerthuset:

I 2008 viste Martha Wainwright en stor musikalsk modenhed som sangskriver på albummet ’I Know You’re Married But I’ve Got Feelings Too’, og i 2010 drog hun verden rundt på turné med sit tredje album ’San Fusils, Ni Souliers A Paris: Martha Wainwright’s Piaf Album’, der var et ekstraordinært hyldestalbum til den franske sangerinde Edith Piaf. Tirsdag klokken 20.00 giver hun koncert i Studie 2 i DR Koncerthuset – varmet op af Bernice.

Tirsdag den 27. juni og onsdag – DR1 er på landevejen:

Drømmer du om at komme med nogle af Danmarks mest populære entertainere i bandbussen, ind i omklædningsrummet og om bag kulissen? Så har du chancen i den nye DR1-serie ’På Landevejen’ tirsdag klokken 20.30, hvor du er inviteret med på landevejen. I første program skal Birthe Kjær shines op til årets store dansktop-pris. Og hun får hjælp af sin gode ven, frisøren Dennis Knudsen. Tryllekunstneren Rune Klan er udfordret af skæv scene i Hjørring. Og sangerinden Fallulah har sin fire måneder gamle baby med på turné. Men det er ikke nemt at være mor og popstjerne på én gang. Programmet kan også ses onsdag klokken 7.45.

Tirsdag den 27. juni – ’Sundhedsmagasinet’ om immunterapi:

Udbredt modermærkekræft har i mange år nærmest været en dødsdom. Men de seneste år har forskere afprøvet en ny type behandling, som giver kræftpatienter fornyet håb. Behandlingen hedder immunterapi, og kaldes et gennembrud. ’Sundhedsmagasinet’, som sendes på DR1 tirsdag klokken 21.55, har gennem et år fulgt mennesker, som har fået immunterapi, som afgør, om de lever eller dør. Værter er Peter Geisling og Lillian Gjerulf Kretz, der siger farvel i magasinet i denne uge og fremover skal være USA-korrespondent for DR.

Tirsdag den 27. juni – Filmen om Amy Winehouse:

Asif Kapadias Oscarvindende dokumentarfilm om den nu afdøde britiske sanger og sangskriver Amy Winehouse kan ses på DR2 tirsdag klokken 20.00. Gennem hjemmevideoer, arkivinterviews med hende selv og udtalelser fra hendes familie og samarbejdspartnere kommer vi rundt om Amys musik, karriere og problematiske privatliv. Da Amy Winehouse var på toppen af sin popularitet, fyldte alkoholmisbruget og hendes privatliv alverdens sladderspalter. Og berømmelsens pris skulle vise sig at være for stor for den genrefornyende musiker med den fantastiske stemme, som døde af alkoholforgiftning i en alder af 27 år.

Onsdag den 28. juni – Guld i købstæderne igen:

’Guld i købstæderne’ besøger denne sommer fem danske byer, der alle har den særlige købstadsstatus. I det første af i alt 10 programmer onsdag klokken 20.00 på DR1 gælder det Haderslev. Her står nogle af landets dygtigste eksperter klar til at vurdere alle de medbragte arvestykker, antikviteter og andre spændende ting fra gemmerne. Eksperterne sætter blandet andet pris på et fint messingkompas fra 1700-tallet og forklarer en herre, at det, han har fundet i en container, faktisk er en antik kamelstol. Når tingene er blevet vurderet, står tre professionelle opkøbere klar til at byde hinanden op, i jagten på at få de bedste ting med hjem. Det er Mette Bluhme Rieck, der er vært.

Onsdag den 28. juni, torsdag, fredag og lørdag – ’Musiktjenesten’ på Roskilde:

Du får muligheden for at fange Roskilde-viben sammen med P6 Beat onsdag til nørdag, når Jacob Hinchely og Rune Hedeman indtager Dyreskuepladsen i Roskilde. Der er festivalstemning hver dag klokken 15.03-18.00 og interviews med nogle af Roskilde Festivalens kunstnere.

Dronning Margrethe og Troels Kløvedal taler om livet på søen, svenskekrigene og om danske ekspeditionshistorie, når ’Flådens Historie’ fortælles de næste onsdage klokken 20.00 på DR K. (Foto: Troels Kløvedal © Type 2)

Onsdag den 28. juni – Flådens historie:

Onsdag fra klokken 20.00 på DR K er der mulighed for et gensyn med Troels Kløvedal, der besøger H.M. Dronning Margrethe om bord på Kongeskibet Dannebrog til en samtale om livet på søen, svenskekrigene og om dansk ekspeditionshistorie. Dronningen fortæller om kongefamiliens og ikke mindst hendes far Kong Frederik IX's glæde ved Dannebrog, samt hendes spændende erindringer fra en barndom omgivet af søfolk. Der bliver desuden tid til en lille privat rundvisning på Dannebrog. Serien ’Flådens historie’ er i syv dele – og de første to kan ses onsdag.

Torsdag den 29. juni og søndag – Landsstævne i Aalborg - direkte:

Det bliver en forrygende fest i storslåede rammer, når DGI Landsstævne 2017 åbner torsdag klokken 20.00. DR1 sender direkte fra det officielle åbningsshow, som foregår ved Aalborgs havnefront, der vil være bygget om til en kæmpemæssig showarena. Musik, dans, idræt og fællesskab smelter sammen forud for de fire dage med masser af idrætsaktiviteter i Aalborg. Alt sammen under overværelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe, som deltager i åbningsfestlighederne. Det er Mette Bluhme Rieck, der er DRs vært, og DR1 sender også direkte fra afslutningsceremonien søndag klokken 10.30. DR dækker også begivenheden i en stribe radioprogrammer – ikke mindst på P4 Nordjylland, i P3 Nyheder og P4 Radioaviserne samt P1 Morgen.
Læs mere om dækningen her

Torsdag den 29. juni – Kærlighed og kaos i kollektivet:

Kollektivet Felicia på Amager var indrettet til åbne forhold, ingen par måtte bo på værelse sammen, heller ikke på samme etage. Når der var flere seksuelle trekanter i huset var det smart med 3 etager. På mændenes initiativ havde de fået fælles soverum, men flere kvinder udviklede angst overfor rummet. I kollektivet Kana i Nordsjælland var idealet også det åbne forhold, og børn overværede de voksne have sex. Det var mest mændene der boltrede sig i den seksuelle frigørelse - kvinderne følte sig presset, men sagde ikke fra af frygt for at få prædikatet snerpet. DR K har premiere på serien ’Kærlighed og kaos i kollektivet’ torsdag klokken 21.00.

Fredag den 30. juni – Renée Fleming i P2 Koncerten:

Wiener Filharmonikernes traditionsrige koncert i slotsparken ved slottet Schönbrunn i Wien kan høres som ’P2 Koncerten’ fredag fra klokken 19.20. Den byder på populære klassiske toner af Dvorák, Tjajkovskij, Rakhmaninov, Humperdinck, Stravinskij og John Williams.
Sopranen Renée Fleming er solist sammen med Wiener Filharmonikerne under ledelse af dirigent: Christoph Eschenbach. Vært på P2 er Mette Greiffenberg.

Lørdag den 1. juli – Prøv en eid-fest:

Eid er festen, der markerer afslutningen af Ramadanen og en måneds faste for 1,8 milliarder mennesker over hele jordkloden. DR Koncerthuset og Helhedsplanen Partnerskabet i Urbanplanen på Amager markerer den også lørdag fra klokken 11.00 og byder på madboder, festlige aktiviteter og koncerter med Fatma Zidan Group, Moussa Diallo Trio og Cesilia i og omkring DR Koncerthuset.
Læs mere om arrangementet her

Lørdag den 1. juli – Kvinde-fodboldlandskamp Danmark-England:

Kvindelandsholdet i fodbold får virkelig testet EM-formen af, når det lørdag fra klokken 18.45 gælder en kamp mod England på Gladsaxe Stadion. Det engelske kvindelandshold har været i rivende udvikling de senere år og er blandt favoritterne ved EM-slutrunden i juli/august. Lørdag skal seerne se, hvordan danskerne klarer den opgave og hvordan landsholdet i det hele taget står forud for den første EM-kamp om to uger. Kommentatorer er Henrik Liniger og Arnela Muminovic.

Lørdag den 1. juli og frem til den 23. juli – Så skal der køres AftenTour:

2017-udgaven af cykelløbet Tour de France begynder i den tyske by Düsseldorf. Første opgave for feltet er en 14 kilometer lang enkeltstart. Det betyder, at enkeltstartsspecialisterne ikke bare kæmper for etapesejren, men også har en unik mulighed for at iføre sig den gule førertrøje. ’AftenTour’ er klar med alt om starten på årets Tour de France lørdag klokken 19.45 på DR1. Vært er Søren Reedtz. ’AftenTour’ søndag bliver sendt klokken 21.15 – og på hverdage klokken 21.00. På P3 er der premiere på ’Touren på P3’ lørdag klokken 16.03 med Lærke Lytken og Jacob Panum.

Lørdag den 1. juli – Temalørdag tager til Caribien:

Caribien består af tusindvis af øer med tropisk klima, masser af hvide sandstrande omkranset af palmer, og med hver deres historie, kultur og dyreliv. På den smukke og velhavende ø, Barbados, møder Simon Reeve en mand, der nægter at sælge sit gamle slavehus til ejendomsspekulanter, på St. Vincent en marihuanaavler, der ligesom sin premierminister håber, at rusmidlet snart bliver legaliseret. Og i et slumkvarter i Venezuelas hovedstad, Caracas, forsøger han at forstå, hvordan et land så rigt på olie er faldet så dybt. DR2’s ’Temalørdag’ handler om Caribien lørdag fra klokken 19.30-22.30.

Lørdag den 1. juli – Mød The Mamas And Papas:

Der er mulighed for at møde ’Rocklegender’ på DR K lørdag klokken 22.45. Det er en serie om nogle af det 20. århundredes mest markante og stilskabende musikere, og i første afsnit gælder det The Mamas and Papas, der var en amerikansk vestkyst rock-volkalgruppe, der i årene 1965-1968 havde stor succes med hits som 'California Dremin' og 'Monday Monday'.

Søndag den 2. juli – Gensyn med ’En by i provinsen’:

De kommende søndage er der mulighed for at få et gensyn med DR-dramaserien ’En by i provinsen’, som tidligere på året kunne fejre sit 40-års jubilæum. De første to afsnit af Leif Panduros krimiserie med Jens Okking, Henning Moritzen og en lang række af landets mest populære skuespillere i øvrigt, kan ses fra søndag klokken 20.00 på DR K.

Søndag den 2. juli – Tid til medaljer ved Confederations Cup:

Så skal der deles medaljer ud ved Confederations Cup. I første omgang skal der findes ud af, hvem der skal have bronze og hvem, der må rejse tomhændet hjem fra Rusland. Det er de to tabere af midtugens semifinaler, der mødes i bronzekampen i Moskva på DR2 søndag klokken 13.50, mens finalen bliver vist søndag klokken 19.50. Kommentatorer er Henrik Liniger og Jonas Dal Andersen.

Søndag den 2. juli – Lotte Heise til morgenkaffen:

De kommende søndage er det Lotte Heise, der sørger for formiddagene på P2 i ’Helt klassisk’ fra klokken 9.07 til 11.00. I første time spiller Lotte Heise blide, inderlige skæringer uden for meget snak. I anden time bliver der lidt mere spræl, men stadig med vægt på,
at kaffen ikke skal i den gale hals, og at alle har ret til en rolig søndag formiddag.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve