Ugens DR: Dúné-forsanger besøger DR Pigekoret to gange

Her får du smagsprøver på programmer og arrangementer i uge 13 fra den 26. marts-2. april 2017.

Dúné-forsanger Mattias Kolstrup giver velkendte sange nyt liv sammen med DR Pigekoret ved to koncerter søndag eftermiddag klokken 15.00 og 17.30 i DR Koncerthuset. Det sker i koncertrækken ’Din danske sang’. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Mandag den 27. marts og tirsdag – Hvor går grænsen?

Sten siger op. Han har fået nok af grænsekontrollen - et liv som pendler er slut. Andre steder har en dansk virksomhed brugt op mod en million kroner på at transportere deres ansatte hurtigere igennem kontrollen. DR Dokumentar går mandag klokken 20.45 på DR1 tæt på grænsekontrollen godt et år efter indførelsen. Programmet tjekker, hvor effektivt den reelt fungerer og undersøger, hvor meget politiets grænsearbejde koster - og hvilke politiopgaver, de ikke får klaret, mens de vogter ved grænsen. Tilrettelæggelse: Anette Klokkerholm. Programmet kan også ses tirsdag klokken 7.30 på DR1.
Læs mere om programmet her

Mandag den 27. marts og tirsdag – ’So Ein Ding’ er tilbage:

Nikolaj Sonne er tilbage i ’So Ein Ding’ på DR2 mandag klokken 22.00. Her vil han finde de bedste tech-ideer på tre dages verdensstormøde for kloge internetfolk og opstarts-virksomheder i Lissabon. Han tager pulsen på Googles ATAP (Advanced Technologies Project), hvor et dansk hold ryger i finalen af årets pitchkonkurrence, og en dansker har lavet en kunstig kameramand. Programmet kan også ses tirsdag klokken 7.50 og 23.30 på DR2.

Mandag den 27. marts – DR3 er på kanten af frihed:

DR3 følger to unge såkaldte "roofers", der uden sikkerhed af nogen slags udforsker de højeste bygninger og den dybeste undergrund i Rusland og Ukraine. Der er nok grunde til at være bange i de to lande, men disse unge har fundet deres egen måde at overvinde frygten på, når de gang på gang udfordrer døden. Filmen på DR3 mandag klokken 20.30 undersøger, hvorfor det er så vigtigt for netop disse unge at se frygten direkte i øjnene.

Mandag den 27. marts og tirsdag – Astralis – mod stjernerne:

I vinteren 2016 samles fem af de bedste danske counterstrike-spillere og sammen stifter de holdet Astralis. De har to mål. De vil selv eje holdet og dermed kontrollere slagets gang. Og de vil være verdens bedste til counterstrike. I løbet af et år har DR3 fulgt holdet i bestræbelserne på at kravle helt op til toppen i en verden af e-sport, der samtidig eksploderer i pengepræmier og opmærksomhed fra fans og medier over hele verden. Fem spillere skal fungere sammen på et nyt hold. Men det går ikke som de havde forestillet sig, fremgår det af DR3’s nye serie ’Astralis’, som har premiere mandag klokken 22.00.

Mandag den 27. marts og onsdag – Mord på P1:

I det første afsnit af krimien ’87 sekunder’, som P1 sender mandag klokken 11.30, findes en ung kvinde død i kanalen på Christianshavn. Men er der overhovedet tale om en forbrydelse? Efterforsker Georg Guldmann bliver sat på sagen. Et stikmærke og et mystisk telefonopkald vækker hans mistanke. Som et led i sin research taler forfatter Lone Theils med guide på kanalrundfarten, Kamma om at finde et lig i Københavns havn. Hun taler med professor i patologi og statsobducent Hans Petter Hougen samt tidligere leder af Rejseholdet Bent Isager Nielsen om, hvordan man fastslår, at der er tale om en forbrydelse, når man finder en druknet. Programmet kan også høres onsdag klokken 21.03.

Tirsdag den 28. marts – Kongeligt taffel på Christiansborg Slot:

I anledning af Kong Philippe og Dronning Mathilde af Belgiens besøg i Danmark byder DR1, sammen med Tine Gøtzche og Kåre Quist, velkommen til festmiddag fra riddersalen på Christiansborg tirsdag klokken 21.55.

Tirsdag den 28. marts – Fodbold, had og racisme:

Beitar Jerusalem er Israels mest populære fodboldhold og det eneste i Premier League, der aldrig har hyret en arabisk spiller. I 2012 arrangerede ejeren, den russisk-israelske oligark Arcadi Gaydamak, en hemmelig transfer-aftale med to muslimske spillere fra Tjetjenien. Aftalen medførte den mest racistiske kampagne i israelsk sport nogensinde og sendte klubben ud i en nedadgående spiral, fremgår det af ’Dokumania’ på DR2 tirsdag klokken 20.45. Skildringen af en sæson i den berømte klub, bliver et billede af det israelske samfund og en indsigt i, hvordan racisme kan ødelægge ikke alene et fodboldhold, men et helt samfund, indefra.

Tirsdag den 28. marts – Overklassens sexorgier:

Et meget støjende menneskeligt puslespil. Sådan beskriver en af arrangørerne de sexorgier, hun lever af at planlægge, og som bliver mere og mere udbredte i Storbritannien. Orgierne er eksklusive og foregår i det skjulte, men for første gang giver DR3 tirsdag klokken 19.55 sine seere et kig ind i den hemmelige verden fyldt med lidenskab og sex. De maskeklædte gæster fortæller, hvordan de får lov til at udtrykke og udforske deres seksualitet iblandt mange andre mennesker, og arrangørerne viser rundt i de huse, hvor de eftertragtede orgier finder sted.

Onsdag den 29. marts – NOAH giver ekstrakoncert:

Det har bestemt ikke været dårligt for NOAH, at han var med i TV 2-programmet ’Toppen af poppen’, hvor han fortolkede andres sange. Sådan bliver det ikke onsdag klokken 20.00, når det er hans egne, der er på repertoiret, når NOAH giver ekstra koncert i DR Koncerthuset, efter han også var her i sidste uge og sang for udsolgte huse.
Se videoen med NOAH her

Onsdag den 29. marts – Historiequizzen om Holmens skibe:

Adrian Hughes stiller spørgsmålene, når ’Historiequizzen’ onsdag klokken 21.00 sender fra den gamle krumtap for den danske flåde: Holmen i København. Her skal deltagerne quizze om admiral Nelsons skumle planer, og hvorfor fregatten Peder Skram er blevet kaldt "hippiebåden". Onsdagens deltagere er Trine Halle, Kåre Johannessen, Hanne Fabricius og Jakob Danneskiold-Samsøe.

Torsdag den 30. marts og fredag – Børn på ventetidshjem:

P1 Dokumentar fortæller torsdag klokken 13.03 – og igen fredag klokken 20.03 - historien om et overset eller måske fortrængt kapitel i historien om dansk børneforsorg, hvor børn blev anbragt på såkaldte ventetidshjem, fordi der ikke var plads på landets store åndssvageinstitutioner, som for eksempel Sølund, Bregninge og Andersvænge. Børnene på ventetidshjemmene var en blandet flok bestående af dybt åndssvage, såkaldte vandretliggende, over mongoler og sinker til børn, der i dag aldrig ville blive anbragt på institution. Tilrettelægger: Jakob Kehlet.

Fredag den 31. marts – Afgørelsens time i ’X Factor’:

Det er afgørelsens time i ’X Factor’ fredag klokken 20.00, hvor de tre finalister skal kæmpe om den endelige sejr. Det store finaleshow sendes direkte fra DR Byen, og der er fint besøg fra én af verdens største popstjerner lige nu, Ed Sheeran. Sofie Linde holder styr på løjerne og har en overraskelse eller to i ærmet. Programmet sendes ad to omgange som normalt, men første del varer fra klokken 20.00-21.10, og afgørelsen sendes i denne uge fra 21.35-22.25.
Læs mere på dr.dk/xfactor

Tony Bennett og Lady Gaga kan ses sammen i fælles koncert med jazzstandards på DR K fredag klokken 20.00. Foto: Eagle Rock Entertainment. (Foto: Eagle Rock Entertainment © Type 2)


Fredag den 31. marts – Tony Bennett og Lady Gaga synger:

Tony Bennett og Lady Gaga har udgivet et kritikerrost fælles album 'Cheek to Cheek'. Den 28. juli 2014 optrådte de sammen på en jazzfestival i New York. På DR K fredag klokken 20.00 kan du høre et håndplukket udvalg af jazz-standards, fremført både sammen og hver for sig.

Fredag den 31. marts – P8 Jazz Alive:

For andet år i træk lægger DR Koncerthuset fredag aften mørkerøde plyssæder til en anderledes musikalsk oplevelse, hvor unge og gamle musikere med forskellige udgangspunkter mødes og undersøger jazzens spændvidde på scenen. Fra det groovy og gyngende til det sarte og sjælelige. P8 Jazz sender fra klokken 19.03, DR K sender to timer direkte fra klokken 21.00, og så kan man selvfølgelig selv være med i sæderne.
Læs mere om programmet for aftenen her

Lørdag den 1. april – DR2 er fuld af løgn:

Den tidligere cykelrytter og dopingløgner Jesper Skibby forsøger i ’DR2 Tema’ lørdag klokken 20.00 at vriste løgne ud af danskerne. De professionelle cykelryttere har fået tæsk for at lyve om deres dopingmisbrug. Men alle vi andre lyver jo også. Skibby møder blandt andet en datingkonge i Esbjerg, der lever af at pynte på sandheden. Han er til koncert med en hudløst ærlig sangerinde, der har løjet mere end de fleste. Til sidst ender han på Christiansborg, hvor han vil lære politikerne at være mere ærlige.

Lørdag den 1. april – Balletten ’Giselle’ fra Det Kongelige:

’Giselle’ er en betagende, berusende og besættende skæbnefortælling om forsmået kærlighed og om at elske ud over livet. Giselle er hovedværket indenfor romantisk ballet. I den nye version fra Det Kongelige Teater, som DR K viser lørdag klokken 20.00, har Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff skabt en ballet, hvor historien fortælles fra Giselles synspunkt i et abstrakt og moderne sprog.

Lørdag den 1. april – MGP-shows igen:

Rundt omkring i stuer og på børneværelser bliver der spillet masser af MGP-musik for øjeblikket, ligesom sejrherren Bastian og alle de andre synger flittigt for ved shows over hele landet. Således også to gange lørdag i Studie 1 i DR Koncerthuset, hvor alle de medvirkende er på scenen til MGP Galla klokken 11.00 og 15.00. Alt er allerede udsolgt.
Læs mere om de to shows her

Lørdag den 1. april – Love Shop tager på ’Risiko Tour’:

Love Shop har eksisteret i årtier, men det er første gang, der er lagt op til, at der skal siddes ned, nu hvor de er på ’Risiko Tour’ – en turné opkaldt efter deres nylige album. Lørdag klokken 20.00 står Jens Unmack og co. på scenen i Koncertsalen i DR Koncerthuset.
Læs mere om koncerten her

Søndag den 2. april – Nu starter ’Historien om Danmark’:

Vært Lars Mikkelsen starter i stenalderen, når DR1 søndag klokken 20.00 har premiere på 2017’s store historiesatsning ’Historien om Danmark’ – fra stenalderen til nu. Det første af de i alt 10 afsnit begynder i stenalderen. Det er en fascinerende historie om tusindvis af år, hvor vores land bliver skabt ud af is og vand og hvor de første danskere ankommer til vores egn. Det bliver en rejse ind i urtiden og det liv, som urtidsjægerne har levet i skovene og ved havet og helt frem til bondestenalderen. Gennem skeletfund afslører eksperter, hvordan vores forfædre har set ud i stenalderen og hvorfor stenaldermennesket byggede de imponerende jættestuer, som ligger overalt i det danske.
Læs mere om programmet her

Søndag den 2. april – Til kamp for elefanten:

Elfenben er smukt, men et umætteligt marked for det værdifulde materiale truer de afrikanske elefanters overlevelse. Hugh Fearnley-Whittingstall har sat sig for at finde en løsning på de store, smukke dyrs problem i en ny serie, som DR2 har premiere på søndag klokken 20.00. Han begynder i et krybskytteramt område af Mozambique og følger elfenbenene fra havnen i Mombasa i Kenya til verdens største marked for elfenben i Hong Kong. Til sin store overraskelse opdager han, at også Europa sender store mængder af elfenben til Asien.

Søndag den 2. april – Din danske sang hele to gange:

De velkendte sange får nyt liv og bliver foldet ud i nye fortolkninger, når DR Pigekoret får besøg af forsangeren i bandet Dúné Mattias Kolstrup søndag eftermiddag. Det sker i koncertrækken ’Din danske sang’, som fortsætter søndag med to koncerter – klokken 15.00 og 17.30 i Koncertsalen. Chefdirigent Phillip Faber er vært, og publikum har været med til at bestemme repertoiret.
Læs mere om koncerterne her

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve