Ugens DR: Jacob Kragelund tester farlige ladcykler i ’Kontant’

Her får du eksempler på, hvad DR har på vej på skærmen, i radioen, i DR Koncerthuset, på DRTV og DR Lyd i uge 49 fra den 6.-12. december 2021.

De kalder sig Danmarks største cykelfabrikant og lover danskbyggede ladcykler i høj kvalitet. Men kunderne oplever, at cyklerne, der er beregnet til at fragte børn i, er usikre at køre på, og flere er kommet galt afsted. I ugens ’Kontant’ tester vært Jacob Kragelund cyklerne og undersøger, om kontrollen med ladcykler er god nok. Det er onsdag klokken 21.25 på DR1 og på DRTV fra morgenstunden. (Foto: Jens Kolding)

Mandag den 6. december – Exit Kabul:

Da Taliban løber Afghanistan over ende, kommer Udenrigsministeriet under voldsomt pres. Flere hundrede personer skal evakueres til Danmark i et kapløb mod tiden. Hvordan det hele forløb, kan du se i sidste afsnit af programserien ’Diplomaterne’, som bliver vist på DRTV mandag morgen og på DR1 klokken 21.25.

Mandag den 6. december – Fokusgruppen med Kim Fupz Aakeson:

Forfatter Kim Fupz Aakeson kigger hemmeligt med, når fem læsere diskuterer hans roman ’Fangeleg’. Det gør de på DRTV fra morgenstunden – og klokken 23.15 på DR2 mandag. Henrik, Sammi og Miriam er tre fængselsbetjente, som på hver deres måde har rod i privatlivet. De kommer til at overskride grænsen for, hvad man som fængselsbetjent kan tillade sig. Efterhånden accelererer løgnene, og presset vokser på dem alle tre - både inden- og udenfor fængslets mure. Læserne undrer sig over fængselslivets hårdhed og diskuterer værdien af den researchede roman.

Mandag den 6. december – P8 Jazz sender direkte fra DMA Jazz:

Mandag aften fejrer den danske jazzbranche sig selv og årets udgivelser ved Danish Music Awards Jazz 2021 på Bremen Teater i København. P8 Jazz sender livemusik og prisuddeling direkte og undervejs skal P8 Jazz Prisen også uddeles. På scenen er Jeanett Albeck vært, og Cæcilie Iburg Printzlau og Niels Christian Cederberg er værter på P8 Jazz. Selve DMA sendes klokken 20.03, men der er optakt fra klokken 19.03.

Tirsdag den 7. december – Mink i maskinen:

Døde mink, slettede sms'er og en siddende statsminister i vidneskranken. Minkkommissionen kører og skal inden maj opklare, hvornår den socialdemokratiske regering vidste, at det ikke var lovligt at beordre samtlige mink slået ned. Programmet ’Mink i maskinen’ på P1 følger kommissionen, som afhøringerne nærmer sig magtens midte. Programmet kan høres tirsdag klokken 13.33 og igen 19.33 samt på DR Lyd.

Tirsdag den 7. december og frem til søndag – DR Big Band juler igennem i ’Merry Christmas, Baby’:

DR Big Band er i gang med sin traditionsrige og stemningsmættede julekoncert-turné, ’Merry Christmas, Baby!’ Tirsdag er bandet i Gjethuset i Frederiksværk, onsdag gælder det Gazzværket i Aabenraa, mens musikken spiller på Tobakken i Esbjerg torsdag, og der jules på Godset i Kolding fredag. Lørdag og søndag klokken henholdsvis 20.00 og 16.00 gælder det Studie 2 i DR Koncerthuset. De to solister i år er Erann DD og Miriam Mandipira, mens P2’s Minna Grooss er vært for turneen. Læs mere om koncerterne her

Tirsdag den 7. december – Hjem til forvandling optimerer:

Et praktisk børneværelse indtager et rum i en mindre treværelses lejlighed, og et soveværelse optimeres i en lille weekend-lejlighed i hjertet af Nørrebro i København. Fælles for begge projekter i tirsdagens ’Hjem til forvandling’ på DR1 er at optimere de kvadratmeter, lejlighederne rummer. Programmet kan ses på DRTV fra morgenstunden og på DR1 klokken 20.30 tirsdag.

Onsdag den 8. december – ’Kontant’ ser på farlige ladcykler:

De kalder sig Danmarks største cykelfabrikant og lover danskbyggede ladcykler i høj kvalitet og dansk design. Men kunderne oplever, at cyklerne, der er beregnet til at fragte børn i, er usikre at køre på, og flere er kommet galt afsted. I ugens ’Kontant’ tester vært Jacob Kragelund cyklerne og undersøger, om kontrollen med ladcykler er god nok. Det er onsdag klokken 21.25 på DR1 og på DRTV fra morgenstunden.

Onsdag den 8. december – Flyindustriens danske ildsjæle:

I en fjern afkrog af 1930’ernes Europa tumler to flytosser med drømme om at bygge flyvemaskiner til både civilt og militært brug. Det virker som et umuligt projekt, men de er ikke til at stoppe og resultatet af deres indædte kamp for at skabe en dansk flyindustri kan stadig opleves rundt om i verden den dag i dag. DR2 fortæller onsdag klokken 21.00 historien om de to iværksættere Kramme og Zeuthen og deres kamp for at grundlægge en dansk flyindustri. Programmet kan også ses på DRTV.

Onsdag den 8. december – Medina med underholdningsorkester:

- At sætte strygermusik til mine sange, bliver en virkelig spændende udfordring og oplevelse, som jeg glæder mig til at forløse sammen med Danmarks Underholdningsorkester. Sådan siger sangerinden Medina, der onsdag klokken 20.00 står på scenen i Koncertsalen i DR Byen sammen med 30 musikere fra Danmarks Underholdningsorkester. Læs mere om koncerten her

Chefdirigent Fabio Luisi står i spidsen for ugens Torsdagskoncert, som også kan høres på P2 torsdag klokken 19.20. (Foto: Søren Krabbe © Framegrab)

Torsdag den 9. december – Luisi og Nielsen i Koncertsalen:

Den unge stjernesopran Elsa Dreisig er solist i nordiske sange af Grieg og Sibelius i denne uges Torsdagskoncert, som holdes i Koncertsalen torsdag klokken 19.30 og sendes direkte på P2. Chefdirigent Fabio Luisi dirigerer også DR Symfoniorkesteret i Carl Nielsens Symfoni nr. 2, der skildrer de fire menneskelige temperamenter. Læs mere om koncerten her

Fredag den 10. december – Blade Runner 2049:

Ryan Gosling og Harrison Ford har hovedrollerne i den amerikanske science fiction-thriller ’Blade Runner 2049’, som DR1 viser som ugens fredagsfilm klokken 21.30. Filmen foregår i Los Angeles 2049. Politimanden K, en blade runner, jager gamle replikanter, som skal "pensioneres". Han kommer på sporet af et barn og en hemmelighed, der kan potentielt styrte resten af det civiliserede samfund i grus. Rick Deckard, en anden blade runner, kender barnet og sandheden, men har været forsvundet de sidste 30 år.

Fredag den 10. december – Alba August og David Dencik i svensk krimidrama:

Alba August og David Dencik har to af hovedrollerne i det svenske krimidrama ’Quick’, som DR2 viser fredag klokken 20.00. Filmen handler om en mand, men var han en kannibalsk seriemorder, der voldtog og myrdede med koldt blod? Eller et uskyldigt offer på livstid i et psykiatrisk fængsel? Thomas Quick blev dømt for otte mord og tilstod yderligere 25 andre. Ingen ønskede, at han nogensinde blev løsladt. Journalisterne Hannes Råstam og Jenny Küttim hvirvles ind i Sveriges største retsskandale. Filmen er baseret på virkelige hændelser.

Fredag den 10. december – Mørkets døgnvagter:

Ingen fortalte Anne-Sophie Lunding-Sørensen, at hendes far var bipolar. I bedste mening valgte de voksne omkring hende nemlig at fortie den psykiske sygdom, der omsluttede hendes far og gennemsyrede hendes barndom. Anne-Sophie så sin far som den klogeste og fineste, og da hun var 12 år begik han selvmord. Det blev også håndteret med tavshed. I dag er Anne Sophie ikke længere tavs. Hun vil tale åbent om det svære i livet og gøre op med sin sorg og skyldfølelse, så hendes egne børn ikke oplever den usikkerhed, tavshed kan medføre. Hun gør det i programserien ’Mørkets døgnvagter’ i fire afsnit på DR Lyd og med start på P1 fredag klokken 13.33 og igen 19.33.

Lørdag den 11. december – DR1 ser på året i Kongehuset:

Frederik og Christian. Den kommende konge og den unge prins. De yngre generationer har været mere synlige end nogensinde i 2021, hvor hele den kongelige familie kom ud til folket igen efter et meget afdæmpet coronaår. Et generationsskifte er under forberedelse i familiefirmaet. DR1 og DRTV viser ’Året i Kongehuset’ lørdag klokken henholdsvis 20.30 og fra klokken 6.00.

Lørdag den 11. december, søndag og mandag – DR Pigekoret giver fire julekoncerter:

DR Pigekoret og Phillip Faber inviterer lørdag klokken 16.00, søndag klokken 13.00 og 16.00 og mandag klokken 18.30 indenfor i en smuk og julepyntet koncertsal til en musikalsk fortælling, der er flettet sammen af både velkendte og nye julesange og -værker. Ved koncerten medvirker DR Pigekoret, musikalske gæster og sangere fra DR Korskolen. Det særlige søndag klokken 16.00 er, at publikum i en lang række biografer landet over også kan se med. Læs mere om koncerter og biografer her

Søndag den 12. december – DR2 sender bispevielse fra Aalborg:

DR2 sender søndag klokken 13.45 direkte fra bispevielsen i Budolfi Kirke, der også kaldes Aalborg Domkirke. Stemmerne er blevet talt op, og den nye biskop i Aalborg Stift hedder dermed snart Thomas Reinholdt Rasmussen. Derfor er der folkefest i Aalborg, og på torvet byder Paula Larrain velkommen til begivenheden. Både Hendes Majestæt Dronningen og kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen deltager i indsættelsen.

Søndag den 12. december – P2-guldkoncert med julemusik og Mogens Wöldike:

Dirigenten Mogens Wöldike var en hovedfigur i dansk musikliv, ikke mindst hvad angik kirkemusik og kormusik. I ’P2 Guldkoncerten’ søndag klokken 19.20 på P2 kan man høre Wöldike dirigere dansk julemusik fra det 20. århundrede, optaget til radioens årlige juleudsendelser med DR Radiokoret. Optagelsen er fra Radiohusets Koncertsal i december 1956. Rie Koch præsenterer koncerten på P2.

Søndag den 12. december – Ny sæson af ’Macho’:

- Sandheden er, at der ikke altid er en lykkelig slutning. Jalal har drømme, som han ikke har turde tro på, siden han sprang ud som transmand. Alt er inden for rækkevidde, men vejen er længere end forventet, fremgår det af anden sæson af dokumentarserien ’Macho’, der har premiere på DRTV søndag klokken 6.00 og er på fem afsnit. For selvom Jalal og Mie udefra ligner et helt almindeligt par, gemmer der sig hemmeligheder, sorg og overraskelser bag de røde mursten i hjemmet syd for Aarhus.

FacebookTwitter