Ugens DR: Liv Thomsen fortæller de danske bønders historie

Her får du eksempler på, hvad DR har på vej på skærmen, i radioen, i DR Koncerthuset og på DRTV i uge 19 fra den 10.-16. maj 2021.

Liv Thomsen fortæller de danske bønders historie - om deres arbejde, deres gårde, deres hverdage og fester, når DR2 fra onsdag klokken 22.00 viser ’Dengang vi var bønder’, som er en serie i seks afsnit. Den kan også ses på DRTV. Hun starter med at fortælle om fæstebonden. Foto: Klaus Nedergaard. (Foto: Klaus Nedergaard © Historieselskabet c/o Liv Thomsen)

Mandag den 10. maj – Hvor er Prinsen af Egebo?

Ejner har fået det bedste ud af livet, selvom han er vokset op uden meget kontakt til familien. Et DR-program har tidligere forsøgt at samle hans slægtninge, men de har haft svært ved at holde sammen. Nu prøver Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh at finde og samle dem igen i ’Forsvundne arvinger’ mandag klokken 20.00 på DR1 og DRTV, så familien kan arve ’Prinsen af Egebo’.

Mandag den 10. maj og tirsdag – Optakt til Eurovision Song Contest:

39 lande er med i dette års Eurovision Song Contest, som sendes fra Rotterdam i Holland den 18., 20. og 22. maj. I de to optaktsudsendelse natten efter mandag og tirsdag klokken 00.20-01.30 præsenterer DR1 alle sangene fra semifinalerne og de sange, der er direkte med i finalen. Programmerne kan også ses på DRTV fra morgenstunden begge dage. Læs mere om årets konkurrence på www.dr.dk/grandprix.

Mandag den 10. maj – Ny svensk thriller ’Topdog’: DR2 har mandag klokken 20.00 premiere på en ny svensk thrillerserie fra 2020 – ’Topdog’, og der er udsigt til to afsnit hver gang de kommende mandage. Juristen Emily vil frem i verden. Den nyligt løsladte Teddy vil ud - ud af kriminaliteten og væk fra sit gamle liv. De to har absolut intet til fælles. Men snart hvirvler en gådefuld kidnapning den umage duo ind i en beskidt sammensværgelse, hvor intet er, hvad det synes at være.

Tirsdag den 11. maj – Øl med røgsmag og æblechutney:

Øl med røgsmag - er det lækkert? Det vil vise sig, når de to søstre, Ida Maria og Amalie Lykke Baadsgaard eksperimenterer med hjemmebrygget øl i programmet ’Madnørderne’ tirsdag klokken 20.30 på DR1 og fra morgenstunden på DRTV. Youtuber-kokken Jacob Jørgsholm køber en kæmpe fisk for at lave perfekte, sprøde fish'n'chips. Og på Samsø tilbereder æblebonden Michael Lindebjerg en stærk chutney af æbler. I 'Madnørderne' kan du møde nogle af de mest passionerede og nørdede mennesker i Danmark, der alle brænder for madlavning. De vil inspirere dig til at gå på opdagelse ude i naturen og hjemme i dit køkken.

Tirsdag den 11. maj – Fodboldlegenden George Best:

Fodboldstjernen George Best var en af de bedste fodboldspillere i verden. Han havde det hele: et ubestrideligt talent, en fantastisk karriere og hele fodboldverdenens beundring. Men han havde også et depressivt sind, som sendte ham ud i et voldsomt alkoholmisbrug. DR2’s ’Dokumania’ tirsdag klokken 21.00 fortæller historien om den selvdestruktive superstjerne fortalt af dem, der kendte ham bedst.

Tirsdag den 11. maj – Nordic String Quartet og Michala Petri direkte:

Tirsdag i ’P2 Koncerten’ fra klokken 19.20 lever Nordic String Quartet op til sit navn og spiller, sammen med blokfløjtenisten Michala Petri, værker af seks danske komponister, en færing og en svensker. Koncerten bliver sendt direkte fra Unitarernes Hus i København, og musikken er blandt andet af Vagn Holmboe, Per Nørgård og Sunleif Rasmussen.

Onsdag den 12. maj – Gintberg ser på manden som forfører:

I serien ’De sidste patriarker’ bliver Jan Gintberg logere på manden som forfører - og undervejs lærer han selv et trick eller to. For eksempel finder han ud af at tiltrækningens kunst er langt hen ad vejen en videnskabelig disciplin. Det forklarer Jon Wegener, som er ekspert i lige netop det. Det samme kan man sige om Oliver. I hvert fald har han nailet kunsten at tage billeder til datingprofiler.

Onsdag den 12. maj – ’Grænseland’ igen:

Grænseområdet mellem Danmark og Tyskland har lagt ryg til nogle af de mest dramatiske begivenheder i nyere danmarkshistorie. I dag strækker den landfaste grænse sig fra Flensborg Fjord i øst til Højer i vest. Men her har grænsen ikke altid ligget. Forud for det Danmark, vi kender i dag, er gået utallige krige, tab af menneskeliv og land, splittelse og indædte kampe om sprog og national identitet. ’Grænseland’, som DR2 viser igen de kommende fire onsdage klokken 20.00, er fortællingen om et stykke af Danmark, og en periode der blev afgørende for vores lands historie og hvem vi er. I midten af 1800-tallet kæmper en lille flok bønder, med den veltalende Laurids Skau i spidsen, for at bevare det danske sprog i Grænselandet. Men hele Europa er i opbrud og det der begynder som en kamp om sprog bliver snart til en kamp om, hvad det vil sige at være dansk og hvor Danmarks grænse skal gå. En kamp, som fører til en blodig borgerkrig. Serien er allerede nu at finde på DRTV.

Onsdag den 12. maj og lørdag – Svensk statsminister i 23 år:

Tage Erlander bliver Sveriges statsminister i 1946 og sidder på posten i 23 år. Han er den længst siddende regeringsleder i et demokratisk land nogensinde. Han gennemfører en række vigtige reformer, der stadig præger landet i dag, men han tvivler ofte på sine egne evner. Hans dagbøger giver en ærlig og hidtil ukendt beskrivelse af statsmandens tanker og et nyt indblik i hvem, han var. DR2 fortæller om ham i en miniserie to onsdage klokken 21.00. Programmet kan også ses på lørdag klokken 10.00 på DR2.

Onsdag den 12. maj – Dengang vi var bønder:

Livet var hårdt. Og kort. Dengang de fleste danskere var bønder og sled og slæbte ude på markerne eller i de bittesmå bondestuer. Op til 90 procent af befolkningen levede af og med jorden, og for en fæstebonde var året delt op i helt faste rutiner og ritualer. Dikteret af naturen og herremanden. Bonden var tvunget til at betale skat til kongen, arbejde gratis 200 dage om året, og så var han ovenikøbet ringeagtet af alle. Tænk bare på Ludvig Holbergs 'Jeppe på Bjerget'. I seks programmer med start onsdag klokken 22.00 på DR2 fortæller Liv Thomsen de danske bønders historie - om deres arbejde, deres gårde, deres hverdage og fester.

Onsdag den 12. maj – Pletter i min hjerne:

Da Mine Suurballe fra DR Syd er 29 år, slår livet en kolbøtte. Hun har ikke været på sygehuset, siden hun blev født, men nu siger lægerne, at hun har den kroniske sygdom multipel sklerose. Mine, der er journalist og radiovært, begynder at optage sin hverdag, og opsøger andre med mere erfaring med sygdommen for at forberede sig på, hvad der måske venter hende, når hun skal lære at leve med en kronisk diagnose. I serien ’Pletter i min hjerne’, som kan høres på P1 de næste fire onsdage klokken 13.33 og 19.33 samt på DR Lyd, kan du følge hendes optagelser.

Kristi himmelfartsdag den 13. maj og fredag – Død, begravet, men stadig online:

Har du tænkt over, hvad der skal ske med dit digitale jeg, når du dør? Ulla Essendrop støder ind imellem på sociale profiler på nettet, som hun ved er afgået ved døden i den fysiske verden. Alligevel flyder deres digitale liv stadig rundt, som om de stadig er i live, fordi ingen har taget stilling til det. Spøgelsesprofiler bliver de kaldt, og for Ulla er det en helt ny tanke at skulle tage stilling til, hvad der skal ske med hendes ’digitale jeg’ efter hendes død. Og så møder Ulla to kvinder, der hver især har skullet forholde sig til deres kæres afdøde profiler på de sociale medier. Kristi himmelfartsdag klokken 21.20 på DR1 og fra morgenstunden på DRTV viser DR sidste afsnit af hendes serie i seks afsnit ’Mit liv på nettet’. Programmet kan også ses fredag klokken 6.15 på DR1.

DR1 viser filmen ’Unge Astrid’ – om forfatteren Astrid Lindgrens unge år – Kristi himmelfartsdag klokken 22.25. Foto: Framegrab. (© Framegrab)

Kristi himmelfartsdag den 13. maj og søndag – ’Unge Astrid’ med Alba August:

Alba August har hovedrollen i den svensk-danske film ’Unge Astrid’ fra 2018. som DR1 viser Kristi himmelfartsdag klokken 22.25. Manuskriptet er skrevet af Kim Fupz Aakeson, og Pernille Fischer Christensen har instrueret. Forfatteren Astrid Lindgren møder som ung meget modgang i sit liv. Trods tidens forventninger og religiøse påbud kæmper hun bravt for det, som hun synes er rigtigt. ’Unge Astrid’ kan også ses på DR2 søndag klokken 17.00.

Kristi himmelfartsdag den 13. maj – Så er der pokalfinale:

Dansk fodbolds største enkeltstående klubkamp bliver i år spillet på stadion i Aarhus, hvor Randers FC og Sønderjyske har kæmpet sig frem som de to hold i pokalfinalen i fodbold. DR1 viser kampen Kristi himmelfartsdag klokken 14.00. Udover æren og de mange traditioner, er der i denne sæson en ekstra gevinst i form af europæisk gruppespil og et tocifret millionbeløb til den vindende klub, så alt er lagt til rette for en spændende finale, hvor der skal findes en vinder denne eftermiddag. Sønderjyske kan vinde pokalen for andet år i træk, men Randers har haft en god sæson, som kan fuldendes med et trofæ til pokalskabet. Andreas Kraul er kommentator.

Kristi himmelfartsdag den 13. maj – ’Kampen om Britney’-dokumentar på DR2:

Britney Spears er en af vor tids største popikoner. Men de sidste 13 år har hun været under et juridisk værgemål af sin far, Jamie Spears. Det er et værgemål, hun kæmper for at få ophævet med hjælp fra sin fans. I den britiske dokumentar ’Kampen om Britney – Fans, penge og umyndiggørelse’ Kristi himmelfartsdag klokken 20.00 på DR2 og DRTV forsøger journalist Mobeen Azhar at finde ud af sandheden om, hvordan Britney er endt i formynderskab. Han møder online-bevægelsen #FreeBritney - og er med under retssagen, hvor popstjernen forsøger at få sin far fjernet som sin værge.

Kristi himmelfartsdag den 13. maj og fredag – Hannigan får Leonie Sonnings Musikpris ved Torsdagskoncert:

Når ugens Torsdagskoncert Kristi himmelfartsdag klokken 19.20 bliver sendt direkte fra DR Koncerthuset, er det med Barbara Hannigan i dobbeltrollen som dirigent og sopran med DR Symfoniorkestret. Hanigan er eneste solist i Poulencs ’La voix humaine’, hvor en kvinde er blevet forladt af sin elsker og desperat venter på at få kontakt igen. Som optakt til kærlighedsdramaet dirigerer Hannigan Strauss' melankolske strygerstykke ’Metamorfoser’. Torsdag modtager Barbara Hannigan Léonie Sonnings Musikpris 2020, som hun egentlig skulle have modtaget sidste år. Festligheden måttet aflyses – som så meget andet – på grund af coronaen. Koncerten bliver gentaget fredag, ligesom den kan høres på P2 igen søndag klokken 12.15. Læs mere om koncerterne her

Fredag den 14. maj – Sandheden om din kaffe:

Storbritannien har det seneste årti forvandlet sig til en nation af kaffeentusiaster. Og folk betaler gerne i dyre domme for deres yndlingsdrik. Bag denne udvikling står særligt amerikanske Starbucks og Nespresso, som har revolutioneret, hvad vi drikker. Dette skyldes til dels firmaernes etiske profil - der slår på, at deres forsyningskæder ikke anvender børnearbejde. Men kan vi stole på, hvad de siger? Det spørger DR2 om fredag klokken 22.05 i en britisk dokumentar fra sidste år.

Lørdag den 15. maj – DR2 er på syretrip:

I DR2’s temalørdag går Peter Lund Madsen klokken 21.00 på opdagelse i de psykedeliske stoffers forunderlige verden. For efter store menneskelige skandaler har stofferne været gemt af vejen de sidste cirka 50 år. Men nu dukker de op igen på hospitalernes forskningsgange og blandt helt almindelige mennesker, der bruger de bevidsthedsudvidende stoffer på nye måder og med nye formål. For måske kan stofferne være løsningen på nogle af samfundets største og dyreste helbredsudfordringer som for eksempel angst og depression. Og måske kan de gøre os mere nærværende og effektive på arbejde?

Lørdag den 15. maj – Kalaha i Koncerthuset:

Den prisvindende danske gruppe Kalaha skulle 7. februar have indtaget DR Koncerthuset med nyt album og kendte gæstesolister. Koncerten måttes flyttes til den 15. maj klokken 15.00, men det bliver stadig første chance for at høre materialet fra det nye album med titlen ’Mystafa’. I samme anledning har Kalaha inviteret en lille håndfuld eksklusive gæstesolister med til eftermiddagskoncerten i Koncertsalen, blandt andre Hilal Kaya, Moussa Diallo, Hjalte Ross og Uffe Lorenzen fra Spids Nøgenhat. Læs mere om koncerten her

Søndag den 16. maj – Bomberne over Bornholm:

I 1943 falder et mystisk våben ned på Bornholm. Pelle Peter Jencels oldefar Johannes Hansen tager flere afslørende billeder af det, der viser sig at være Hitlers hemmelige og frygtindgydende gengældelsesvåben V1-bomben. Men det er med livet som indsats at bekæmpe Det Tredje Rige, i en tid hvor tyskerne strammer grebet om Danmark. Nu, 78 år senere, undersøger Pelle Peter Jencel, hvad hans oldefar kæmpede for, hvilke omkostninger, det havde, og hvad det betød - ikke bare for hans egen, men for hele Danmarks historie. Det gør han i programserien ’Bomberne over Bornholm’, der bliver sendt over to søndage klokken 20.00 samt på DRTV.

Søndag den 16. maj – Gode råd på DR2 igen:

Benedikte føler, at hun har været en dårlig mor på grund af ubehandlet ADHD og aspergers. Hendes søn var bange for hende, og det tynger hende med skam. Derfor søger hun åndelig vejledning hos ’Det Gode Råd’, der består af hospitalspræst Lotte Mørk, overrabbiner Jair Melchior og sognepræst Lars Gustav Lindhardt. Programserien er tilbage på DR2 søndag klokken 23.00, og det er Paula Larrain, der er vært.

Søndag den 16. maj – Tomas Strøbye fortæller om et usædvanligt liv:

Tomas Strøbye fortæller i ’Audiens’ på P1 søndag klokken 8.03 om et usædvanligt liv, hvor en nær kontakt med Gud har været livsreddende og livskrævende. Thomas har ikke noget talesprog. Derfor foregår samtalen via en hjælper med en staveplade. Hans mor, skuespilleren Lone Hertz, er også med og kommenterer undervejs. Det er Anders Laugesen, der er vært, og programmet kan også høres på DR Lyd.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk