Ugens DR: Trine Dyrholm dukker op i tysk serie på DR2

Her får du smagsprøver på, hvad der er af nyheder i DR’s sendeflade og i DR Koncerthuset i uge 43 fra den 21.-27. oktober 2019.

Trine Dyrholm – her fotograferet ved et pressemøde for DR’s dramaserie ’Arvingerne’, kan i de kommende uger ses i den tyske serie ’De visionære’, som DR2 viser onsdage klokken 20.45. Den handler om den tyske arkitekt Walter Gropius, der i 1919 går i gang med at opbygge verdens mest moderne kunsthåndværkerskole. Skolen får navnet Bauhaus og bliver en af det 20. århundredes vigtigste designskoler. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen.)

Mandag den 21. oktober – Tung heavy metal i DR Koncerthuset

Det er måske ikke ligefrem heavy metal, der er mest af i DR Koncerthuset. Men efter fire års fravær kan publikum igen opleve det konceptuelle og notorisk kutteklædte amerikanske droneband Sunn O))) i Studie 2. Koncerten foregår mandag klokken 20.00. I bagagen medbringer Sunn O))) to nye udgivelser – det seneste og stærkt anmelderroste album hedder ’Life Metal’. Læs mere om koncerten her

Mandag den 21. oktober – Ramt af burkaforbuddet

I dag er Sarah Ali droppet ud af sin uddannelse, og hun har isoleret sig derhjemme. For hun går med niqab, og hun vil ikke tage den af. Politikerne ville ellers gøre hende fri, da de vedtog en lov, der forbyder, at man tildækker sit ansigt, mens man færdes på offentlige steder. Men det modsatte er sket. Hun føler sig i fængsel i sit hjem, efter hun blev ramt af burka-forbuddet, fremgår det af DR2’s program mandag klokken 22.15

Mandag den 21. oktober og søndag – Rosenkjærprisen med klimaforsker

Klimaforskeren Sebastian Mernild modtog sidste års DR-foredragspris, Rosenkjærprisen. Som en slags tak for sidst medvirker han i fem Rosenkjærpris-programmer på P1 i den kommende tid, hvor emnet selvsagt er klimaforandringerne. Det første program i serien ’Manden på gletscheren’ kan høres mandag klokken 13.33 på P1, ligesom det også bliver sendt samme dag klokken 19.33 og søndag klokken 13.03.

Tirsdag den 22. oktober – Militærdiktatur bag facaden

DR2’s ’Dokumania’ fortæller tirsdag klokken 20.45 historien om, hvordan militæret i Myanmar trådte ud af skyggen efter 50 års diktatur, mens demokrati-ikonet Aung San Suu Kyi, som havde tilbragt 20 år i husarrest, blev landets leder. Historien er usædvanlig, fordi de to parter har et særligt greb om hinanden; militæret med deres kontrol over landets ressourcer; Aung San Suu Kyi med sin kontrol over folket. Det er en historie om, hvordan magtkampe udfolder sig, og hvordan politiske fjender kan ende med at være tættere med hinanden end med dem, de hævder at kæmpe for: folket

Tirsdag den 22. oktober – ’Gode kasser’ på DR K

Flemming Møldrup får tirsdag klokken 22.00 på DR K besøg af komikerduoen Ditte Hansen og Louise Mieritz, der bogdebuterer med ’Gode Kasser’ - en blanding af selvbiografiske tekster, fiktive historier, interviews, tegninger og quizzer. Her møder seerne både karaktererne Ditte og Louise og virkelighedens Hansen og Mieritz.

Tirsdag den 22. oktober – Tine Bryld Prisen uddeles direkte på P3

Tirsdag uddeles Tine Bryld Prisen for syvende gang, og DR sender live fra uddelingen på Lille Vega i København på P3 tirsdag klokken 20.03. Udover at ære Tine Brylds livslange sociale indsats har den til formål at sætte fokus på nogle af de ildsjæle, der til dagligt udfører vigtigt socialt arbejde og ikke er bange for at tage initiativer til at finde nye veje til af forbedre den sociale indsats. Line Kirsten Nikolajsen er aftenens vært og guider lytterne og de tilstedeværende gæster i salen gennem aftenen, der udover selve prisoverrækkelsen og interview med prismodtageren også vil byde på live optrædener af Marie Key og Karl William. Læs mere om uddelingen her

Onsdag den 23. oktober – Så er der ramadan i ghettoen

Det er blevet ramadan, og de syv tilflyttere i programserien ’180 dage i ghettoen’, som DR1 sender onsdag klokken 20.45, vil på hver deres måde prøve at finde ud af, hvad ramadanen egentlig er for noget. Ester og René tager udforskningen til et andet niveau ved selv at prøve at faste, og det bliver en udfordring - specielt for René.

Onsdag den 23. oktober – Trine Dyrholm i ny, tysk serie

Trine Dyrholm er med i den tyske serie ’De visionære’ fra 2019, som DR2 har premiere på onsdag klokken 20.45. I 1919 går den tyske arkitekt Walter Gropius i gang med at opbygge verdens mest moderne kunsthåndværkerskole. Skolen får navnet Bauhaus og bliver en af det 20. århundredes vigtigste designskoler. En af eleverne er den unge Dörte Helm. Hun bliver en af bevægelsens trofaste disciple - og snart begynder hun og Gropius at falde for hinanden. Serien er i tre dele, som sendes over tre onsdage.

Onsdag den 23. oktober og søndag – Prins Joachim fortæller i ny serie

Forestil dig en tid, hvor kongen brænder hekse levende på bålet. Sådan var det engang. Men hvordan er vi nået så langt, at vi i Danmark kan tro på det, vi vil? Eller vi kan helt lade være med at tro på noget som helst. På sin rejse rundt i Danmark i DR K’s nye programserie møder Prins Joachim danskere, der selv er en del af danmarkshistorien. Han graver efter guld på Bornholm, og han taler for eksempel om cølibat med en nonne i Holte onsdag klokken 20.45 og igen søndag klokken 22.00 på DR K.

Onsdag den 23. oktober og torsdag – Vin, heroin og ubetinget kærlighed

Da Oliver var lille, tog hans mor heroin. Emilias far drak vin. Alt for meget vin. Deres forældre er ikke længere misbrugere, så på overfladen er alt godt, for det er sommer i København og Oliver og Emilia nyder livet. Men fortiden spøger. Oliver har svært ved at tale om fortiden, og ser for første gang hjemmevideoer fra dengang han var lille. Emilia har altid fået at vide, at farens alkoholmisbrug var en hemmelighed, men hun kan ikke længere holde ud ikke at tale om det. DR3 har onsdag klokken 21.30 premiere på programserien ’Vin, heroin og ubetinget kærlighed’, som allerede fra søndag kan ses på DRTV. Programmet er også på DR3-skærmen torsdag klokken 23.20.

Onsdag den 23. oktober – Mormor, må jeg arve dine guldtænder?

Er det morbidt at planlægge sin død, mens man stadig er sprællevende? Det mener 77-årige Gunvor Bjerre ikke. Det skal være let for de pårørende, så hun forbereder det ned til mindste detalje, samtidigt med at hun ser tilbage på alt det gode, men også alt det svære fra et langt levet liv. Og arbejdet med det gør hende fortrolig med tanken om det uundgåelige, fremgår det af ugens ’Radiofortællinger’ på P1, som bliver sendt onsdag klokken 13.33 og igen 19.33. Tilrettelæggelsen står Gunvor Bjerre for, mens Torben Brandt har lavet lyddesign og været redaktør. Programmet kan også høres på DR’s radioapp.

Flemming Møldrup er vært i en ny programserie om ’Fremtidens drømmehaver’, som DR K har premiere på torsdag klokken 20.00. Foto: DR Produktion.

Torsdag den 24. oktober – Ny DR K-serie om fremtidens drømmehaver

Engang var køkkenhaverne en nødvendig og vigtig del af vores hverdag. Flere har nu den holdning, at de skal være det igen, og at de skal være tæt på, hvor man bor og handler. Flemming Møldrup er gået på jagt efter fremtidens køkkenhaver i en ny DR K-serie om drømmehaver, der starter torsdag klokken 20.00. Han finder dem både under jorden og oppe på tagene.

Fredag den 25. oktober og lørdag – ’Hvem var det nu vi var’ fejrer Ramasjangs 10 år

Joakim Ingversen har inviteret de fire Ramasjang-værter, Kristian Gintberg, Silja Okking, Rosa Gjerluff Nyholm og Mikkel Lomborg alias Hr. Skæg i studiet til en dyst i anledning af, at Ramasjang fylder 10 år. Hvor godt kender de fire værter programmerne på Ramasjang? Og hvem er hurtigst på piverten, når Joakim Ingversen drejer på det store Ramasjang-lykkehjul og stiller spørgsmål om de klassiske børneprogrammer med Anna og Lotte, Bamse og Kylling og Kaj og Andrea? Quizzen ’Hvem var det nu vi var’ er tilbage de kommende fredage klokken 20.00 og igen lørdag klokken 17.30.

Lørdag den 26. oktober – DR Big Band med ny dirigent og John Scofield

Der er både debut til DR Big Bands nye chefdirigent Miho Hazama og en velkendt musiker på scenen, nemlig guitaristen John Scofield, når DR Big Band lørdag klokken 20.00 byder velkommen til en ny sæson. Det sker i Koncertsalen i DR Byen, men bagefter bevæger DR Big Band sig også til Umeå og Oslo for at give koncerter sammen med det amerikanske jazznavn. Læs mere om koncerten her

Lørdag den 26. oktober – DR2-tema om dæmoner

Det handler om dæmoner, spøgelser og ånder - især dæmoner, når DR2 atter sender temalørdag fra klokken 20.00 til 22.30. I programmet ser Lasse Spang Olsen nærmere på begrebet eksorcisme. Han prøver at indfange en dæmon på film, og DR2 besøger også Danmarks mest hjemsøgte sted - og vi skal se om det er muligt at modtage en besked fra åndeverdenen. Men først og fremmest skal vi prøve om det faktisk er muligt at blive besat af en dæmon i virkeligheden - og hvis det er - hvordan man så bliver af med den igen.

Søndag den 27. oktober – Britisk program om vikingerne

Vikingerne var de første mennesker, der krydsede Atlanterhavet - helt uden brug af sofistikeret udstyr. De brugte deres sanser og havde en dyb forståelse for naturen, som de navigerede efter. Hvaler, gæs og havfugle var livsvigtige pejlemærker, når der skulle findes vej på havet, fremgår det af den britiske dokumentar ’Vikingernes farefulde rejser’, som DR1 viser søndag klokken 19.00. Her viser nogle af verdens bedste naturfotografer os vikingernes færd fra Norge til Newfoundland. Dengang hvor deres eneste kompas var vind, vejr og dyreliv.

Søndag den 27. oktober – DR2 kommer i ’Parterapi’

Er du passiv-aggressiv, ekstremt egoistisk eller jaloux? Kan du og din partner ikke finde ud af at tale sammen - eller trænger du til at din mand viser sig som en mand? Måske trænger dit forhold til en tur i parterapi? I satireserien ’Parterapi’, som DR2 har premiere på søndag klokken 23.00, går 11 helt almindelige par med Jesper Groth i hovedrollen i parterapi for at løse livets største samlivsproblemer.

Søndag den 27. oktober – Dirigentlegende dirigerer DR K-koncerten

Dirigenten er en ren legende i DR Symfoniorkestret-sammenhæng – nemlig orkestrets æresdirigent, den 91-årige Herbert Blomstedt, når DR K-koncerten søndag sendes klokken 20.00 på DR K. Blomstedt var chefdirigent for orkestret fra 1967 til 1977, og i ugens koncert dirigerer han komponisten Felix Mendelssohns 3. symfoni.

Du kan også høre Niels W. Gades dramatiske Ossian-ouverture med DR Symfoniorkestret og den franske dirigent Laurence Equilbey. Vært for koncerten er Mathias Hammer.

Søndag den 27. oktober – DR3 viser ’Jagten’ med Susse Wold og Mads Mikkelsen

Seerne på DR3 har søndag klokken 21.00 mulighed for at se Thomas Vinterberg og Tobias Lindholms film ’Jagten’ fra 2013 med blandt andre Susse Wold og Mads Mikkelsen på rollelisten. Den 40-årige fraskilte familiefar, Lucas, står foran en genforening med sin søn, da han anklages for en forbrydelse, han ikke har begået og nu starter heksejagten i en mindre dansk provinsby. Hvor længe kan et menneske holde til det, når vennerne og kæresten også begynder at tvivle...