Ugens TV-top 10: ’21 Søndag’ nød godt af mindekoncert

Kåre Quist havde et kæmpe publikum, da han kunne byde velkommen til ’21 Søndag’ foran 1,2 millioner seere.

Kåre Quist kunne glæde sig over 1.213.000 seere til ’21 Søndag’. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Når Kantar Gallup hver mandag gør op, hvordan seertallet har været til den forgangne uges TV-programmer, er der en ting, der ikke kommer med på ugens TV-top 10. Det er for eksempel TV-Avisen, TV 2 Nyhederne, de regionale nyheder, vejrudsendelser og andre nyhedsprogrammer, som så måske ville sætte sig på mange af topplaceringerne på ugens liste.

Det kan ’21 Søndag’-vært Kåre Quist og resten af redaktionen så ærgre sig over. For det faste søndagsmagasin nød godt af, at der lige havde været besøg af over 1,4 millioner seere på DR1 til mindekoncerten for Kim Larsen.

1.213.000 seere blev hængende til ’21 Søndag’, der dermed ville være blevet ugens næstmest sete udsendelse, hvis nyhedsprogrammer talte med på Kantar Gallups liste. Udover ’Som et strejf af en dråbe’-showet, var det atter ’Vild med dans’ og ’Den store bagedyst’, som klarede sig flot i uge 40 på listen over de mest sete programmer.

I gennemsnit så hver dansker over tre år fjernsyn i 16 timer og 40 minutter hver i sidste uge.

De 10 mest sete programmer på alle danske kanaler i uge 40 var:

1. Som et strejf af en dråbe – Danmark synger farvel til Kim Larsen, DR1 – 1.434.000 seere 2. Vild med dans, TV 2 – 1.009.000 seere 3. Den store bagedyst, DR1 – 972.000 seere 4. Vild med dans – afgørelsen, TV 2 – 959.000 seere 5. TV 2 30 år: Lykkehjulet (mandag), TV 2 – 849.000 seere 6. TV 2 30 år: Det store fødselsdagsshow, TV 2 – 726.000 seere 7. Kim Larsen – Vennernes farvel (lørdag), DR1 – 651.000 seere 8. Kim Larsen – Vennernes farvel (søndag), DR1 – 632.000 seere 9. Landmand søger kærlighed, TV 2 – 613.000 seere 10. Gift ved første blik V, DR1 – 566.000 seere Se alle ugens tal her

Facebook
Twitter