Ugens TV-top 10: 564.000 fandt guld i Grenaa

’Guld i købstæderne’ klarer sig godt på DR1 med den nye vært, Sofie Østergaard. Programmet blev ugens mest sete DR-program på Kantar Gallups seertalsopgørelse.

’Guld i købstæderne’ bliver også sendt fra Grenaa på torsdag klokken 20.00 på DR1. Foto: Framegrab. (© Framegrab)

Godt nok gav placeringen ikke guld i sig selv, men seerne er generelt glade for DR1’s programserie ’Guld i købstæderne’. Da den nye vært Sofie Østergaard, vurderingsfolk og opkøbere i sidste uge var på besøg i Grenaa, fulgte 564.000 seere med i besøget på DR1, og de fik overraskelser undervejs. Både over at den ene af opkøberne bød syv gange mere for et maleri end de andre, og over at værten fik en forskrækkelse, da hun fodrede hajer. De 564.000 seere rakte til en fjerdeplads på Kantar Gallups TV-top 10 i en uge, hvor TV 2 blev vilde med dans igen, og hvor både vikar-landshold og ægte fodboldlandshold sparkede til en bold. I gennemsnit så hver dansker over tre år fjernsyn i 14 timer og 46 minutter hver i uge 36.

De 10 mest sete programmer på alle danske kanaler i sidste uge var:

1. Vild med dans, TV 2 – 991.000 seere 2. Fodbold: Danmark-Wales, Kanal 5 – 720.000 seere 3. Fodbold: Slovakiet-Danmark, Kanal 5 – 624.000 seere 4. Guld i købstæderne – Grenaa, DR1 – 564.000 seere 5. Mord uden grænser II, DR1 – 553.000 seere 6. Hammerslag, DR1 – 516.000 seere 7. Gift ved første blik V, DR1 – 503.000 seere 8. Fremtiden ifølge Ingemann, TV 2 – 486.000 seere 9. Kriminalkommissær Barnaby XI: Midsomer Life, DR1 – 484.000 seere 10. Bonderøven, DR1 – 478.000 seere

Facebook
Twitter