Ugens TV-top 10: Arvinger forsvandt bestemt ikke for seerne

604.000 fulgte med, da en ny sæson af ’Forsvundne arvinger’ havde premiere på DR1. Det rakte til en femteplads på listen over de mest sete programmer.

Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh fra Rigsarkivet leder efter forsvundne arvinger, og i første program fulgte 604.000 seere med

Det hænder af og til, at der mangler arvinger i en sag, og at landets bobestyrere er lidt på den. Det er nogle af de sager, som DR-vært Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh fra Rigsarkivet kaster sig over i programserien ’Forsvundne arvinger’, som i onsdags vendte tilbage med en ny sæson på DR1.

I hvert program prøver de at opklare en konkret sag, og samtidig får seerne indblik i spændende dele af Danmarks historie, når Rigsarkivets 465 hyldekilometer materiale bliver benyttet i håb om at finde arvingerne.

I det første program handlede det om Vibeke, der ved en tragisk hændelse mistede kontakten til sine pårørende. Den sag fulgte 604.000 seere med i, og det var nok til, at ’Forsvundne arvinger’ sikrede sig en 5. plads på ugens TV-top 10, som Kantar Gallup er klar med hver mandag eftermiddag.

Ellers var det atter ’Vild med dans’ og ’Den store bagedyst’, der var øverst på listen, hvor også TV 2’s ’Knæk Cancer’ blandede sig i toppen i uge 43. I gennemsnit så hver dansker over tre år fjernsyn i 16 timer og 21 minutter hver i sidste uge.

De 10 mest sete programmer på de danske kanaler i uge 43 var:

1. Vild med dans knækker cancer (fredag klokken 21.30), TV 2 – 909.000 seere 2. Den store bagedyst, DR1 – 900.000 seere 3. Vild med dans knækker cancer (fredag klokken 20.00), TV 2 – 888.000 seere 4. Knæk Cancer Live (lørdag klokken 19.45), TV 2 – 632.000 seere 5. Forsvundne arvinger, DR1 – 604.000 seere 6. Knæk Cancer Live (lørdag klokken 22.30), TV 2 – 590.000 seere 7. Landmand søger kærlighed, TV 2 – 573.000 seere 8. Kriger, TV 2 – 556.000 seere 9. Herrens Veje II, DR1 – 546.000 seere 10. Guld i købstæderne – Middelfart, DR1 – 545.000 seere

Se alle ugens tal her

Facebook
Twitter