Ugens TV-top 10: Dobbelt op på 100-års fødselsdag

I anledning af hendes 100-års fødselsdag viste DR1 onsdag aften et portræt af nationalikonet Lise Nørgaard. I samme uge fulgte næsten en million med i ’Matador’, hvor der også blev fejret 100-års fødselsdag.

Danmarks nationalikon, Lise Nørgaard, fyldte i sidste uge 100 år. Dokumentarist Per Wennick har interviewet hende i familien Varnæs’ stue i Korsbæk på Dyrehavsbakken. (Foto: Morten Krügers © Type 2)

Lise Nørgaard har levet i 100 år, og i fødselsdagsportrættet ’Længe leve Lise’ fortæller hun dokumentarist Per Wennick om sit lange liv - suppleret af blandt andre sine børn, oldebørn og en række kendte danske personligheder.

Med 557.000 seere blev fødselsdagsportrættet af journalisten og forfatteren Lise Nørgaard ugens femte mest sete udsendelse på alle kanaler, ifølge Kantar Gallup Seerundersøgelsen.

Lise Nørgaard er Danmarks berømte ’Matador’-mor, og serien, der havde tv-premiere i 1978, er stadig populær næsten 40 år senere. Efter at have ligget på førstepladsen to uger i streg, blev ’Matador’ nemlig endnu en gang ugens mest sete udsendelse, idet 7. afsnit af serien blev fulgt af 976.000 seere. Her blev der for anden gang i ugen fejret 100-års fødselsdag – denne gang for seriens Fru Fernando Møhge.

Syv ud af de 10 mest sete udsendelser i uge 24 var fra DR, og i gennemsnit så hver dansker over tre år fjernsyn i 14 timer og 52 minutters tv i sidste uge.

De 10 mest sete programmer på alle kanaler i uge 24 var:

  1. Matador – Fødselaren, DR1 – 976.000 seere
  2. Kender du typen, DR1 – 637.000 seere
  3. I hus til halsen V, DR1 – 606.000 seere
  4. Operation X: Kræftbørn misbrugt til indsamlingsfup, TV 2 – 558.000 seere
  5. Længe leve Lise, DR1 – 557.000 seere
  6. Som sunket i Jorden, TV 2 – 555.000 seere
  7. Penge, DR1 – 550.000
  8. Klipfiskerne, TV 2 – 539.000 seere
  9. Kriminalkommissær Barnaby, DR1 – 525.000 seere
  10. Sundhedsmagasinet, DR1 – 506.000 seere

Se alle ugens tal

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve