Ugens TV-top 10: Gigafedt juleshow sneg sig lige ind i toppen

TV-julekalendere er populære, og fem ud af de 10 mest sete programmer i sidste uge var julekalender-udsendelser.

Hjalte og Tjelle prøver at få liv i julemandens humør i deres super giga fede juleshow, og det fulgte 668.000 seere på DR1. Det var nok til en 10. plads på ugens TV-top 10. Foto: Tjelle Vejrup. (Foto: Tjelle Vejrup)

Værterne Hjalte Flagstad og Tjelle Vejrup lægger ikke selv skjul på, at de synes, deres nye juleshow er godt. For det hedder ’Hjalte og Tjelles super giga fede juleshow’, og det bliver sendt i december-weekenderne, når årets DR1-julekalender ’Theo & Den Magiske Talisman’ er sendt.

Heldigvis var seerne også forholdsvis vilde med det, for med 668.000 seere lørdag sneg de to værter sig lige præcis ind på 10. pladsen på ugens TV-top 10, som Kantar Gallup kommer med hver mandag eftermiddag for den forgangne uge.

Julemandens humør halter gevaldigt i år, og for at gøre det bedre udfordrede Hjalte og Tjelle for eksempel hinanden på i weekenden, hvem der hurtigst kunne flette et kæmpejulehjerte, og hvem der var bedst til at skyde med smørklatter.

Fem ud af ugens 10 mest programmer var julerelaterede, og DR1’s nye julekalender ’Theo & Den Magiske Talisman’ satte sig straks på de to øverste pladser med cirka 850.000 seere både lørdag og søndag. I gennemsnit så hver dansker over tre år fjernsyn i 17 timer og 10 minutter i uge 48.

De 10 mest sete programmer på alle danske kanaler i sidste uge var:

1. Theo & Den Magiske Talisman, DR1 (søndag) – 853.000 seere
2. Theo & Den Magiske Talisman, DR1 (lørdag) – 847.000 seere
3. Håndbold: EM – Danmark-Sverige (K), TV 2 – 783.000 seere
4. Tvillingerne og julemanden, TV 2 (søndag) – 744.000 seere
5. Tvillingerne og julemanden, TV 2 (lørdag) – 741.000 seere
6. Hvem var det nu vi var? DR1 – 740.000 seere
7. Håbet, TV 2 – 708.000 seere
8. Forsvundne arvinger, DR1 – 687.000 seere
9. Kender du typen? DR1 – 671.000 seere
10. Hjalte og Tjelles super giga fede juleshow, DR1 (lørdag) – 668.000 seere

Se alle ugens tal