Ugens TV-top 10: Gintberg tilbage med et brag

Jan Gintberg er tilbage med endnu en sæson af ’Gintberg på kanten’, og det var der 628.000, der fulgte med i. Det giver komikeren en tredjeplads på ugens top 10 foran blandt andet ’Vild med dans’.

I det seneste afsnit lister Jan Gintberg sig ind bag murene i Kriminalforsorgen, hvor han blandt andet møder Angersvinet på et vrede-kursus. På en nattevagt tonser adrenalinen i vejret, da dronealarmen pludselig lyder, men alt falder helt til ro igen hos Kåre i Smedeværkstedet i Nyborg Fængsel, hvor alle slags fanger side om side svejser alt lige fra bordstel til træningstårne på bestilling. (© DR Danmark)

Torsdag var det populære program ’Gintberg på kanten’ tilbage, og det var der mange, der havde set frem til. 628.000 fulgte med, da Jan Gintberg i det første afsnit af sæson 6 besøgte Kriminalforsorgen og de mange fængselsbetjente, der sørger for, at landets fængsler kan fungere.

I den nye sæson er Gintberg på kant med godheden og trygheden i kongeriget, når han besøger de aktivister, værn, beredskaber og hjertensgode frivillige, der kæmper for vores, dyrenes, miljøets og landets sikkerhed.

’Gintberg på kanten’ blev kun overgået af ’Den store bagedyst’, der endnu engang er at finde som klar nummer et, og ’Kender du typen?, og ender derfor over altid populære ’Vild med dans’, der blev ugens fjerde mest sete program. I gennemsnit så hver dansker over 3 år fjernsyn i 15 timer og 11 minutter hver i sidste uge.

De 10 mest sete programmer på de danske kanaler i uge 44 var:

  1. 1

    Den store bagedyst, DR1 – 1.112.000 seere

  2. 2

    Kender du typen?, DR1 – 666.000 seere

  3. 3

    Gintberg på kanten – Kriminalforsorgen, DR1 – 628.000 seere

  4. 4

    Vild med dans, TV 2 – 614.000 seere

  5. 5

    Vild med dans – Afgørelsen, TV 2 – 602.000 seere

  6. 6

    Manipulator – Løgn, DR1 – 575.000 seere

  7. 7

    Herrens Veje II, DR1 – 559.000 seere

  8. 8

    Sporløs, DR1 – 557.000 seere

  9. 9

    Forsvundne arvinger, DR1 – 552.000 seere

  10. 10

    Kriminalkommissær Barnaby XIII, DR1 – 547.000 seere