Ugens TV-top 10: Maude nåede toppen trods sur ’Matador’-episode

Lise Nørgaards populære ’Matador’-serie strøg direkte til tops på ugens TV-top 10, da serien vendte tilbage på DR1 lørdag aften aften.

Maude – spillet af Malene Schwartz – var mildest talt udfordret i lørdagens afsnit af ’Matador’, men dog ikke på seere. ’Matador’ røg tilbage på 1. pladsen over ugens mest sete programmer. (Foto: Framegrab © Type 1)

Maude Varnæs var ærligt talt udfordret i ’Matador’-afsnittet ’Komme fremmede’ lørdag aften, som samtidig signalerede, at Lise Nørgaards stedsegrønne serie om livet i Korsbæk er tilbage på DR1 de næste uger.

Maude oplevede både at komme i samme pels til fernisering som Ingeborg Skjern, ligesom den tilrejsende kunstner – og Maudes tidligere tegnelærer - Ernst Nyborg bramfrit fik fortalt hende, at hendes evner som tegner var til at overse. Derudover var Maude tydeligvis også irriteret over Jørgen Varnæs’ nye dame-bekendtskab, Gitte Graa, der både fik råbt "Pusling" og spillet ludo om Laura i 8. afsnit.

Var der nogle, der ikke var irritable over hændelserne i ’Matador’, var det tydeligvis seerne. For serien strøg prompte til tops på ugens TV-top 10, ifølge mandagens seerundersøgelse fra Kantar Gallup.

912.000 seerne så med, og det var nok til at sikre førstepladsen i uge 33. Faktisk havde ’Matador’ over 200.000 flere seere end det næstmest sete program i sidste uge. Dertil skal lægges, at 97.000 også fulgte søndagens genudsendelse af ’Matador’-afsnittet på DR K.

Sammenlagt så hver dansker over tre år fjernsyn i 14 timer og 57 minutter i sidste uge.

De 10 mest sete programmer på alle danske kanaler i uge 33 var:

1. Matador – Komme fremmede, DR1 – 912.000 seere 2. Stations 2: Ubåden og den svenske kvinde, TV 2 – 703.000 seere 3. Landmand søger kærlighed, TV 2 – 600.000 seere 4. Sporløs, DR1 – 563.000 seere 5. Guld i købstæderne, DR1 – 527.000 seere 6. Station 2 Efterlyst, TV 2 – 519.000 seere 7. Sukkertoppen, TV 2 – 486.000 seere 8. Min barndom i voldens skygge, DR1 – 481.000 seere 9. Klipfiskerne, TV 2 – 458.000 seere 10. Sundhedsmagasinet, DR1 – 451.000 seere

Se alle ugens tal her

Facebook
Twitter