Ugens tv-top 10: Meyer og Flyttemand Olsen kan stadig

’Huset på Christianshavn’ blev ugens mest sete program på DR K, mens 'Broen II' blev hitteren på DR1.

Huset på Christianshavn bliver stadig fulgt af mange på DR K. (Foto: DR/Nordisk Film.)

Ofte er der meget fokus på, hvad der er de mest populære tv-programmer på Danmarks største kanaler, DR1 og TV 2. Men hvad er det i grunden, seerne især ser på de mindre tv-kanaler?

På DR K var svaret helt tydeligt i efterårsferie-ugen. Her sikrede ’Huset på Christianshavn’ i hvert fald toppladsen – og endda også syvendepladsen på listen over de mest sete udsendelser. Og det over 40 år efter, at serien havde premiere, fremgår det af TNS Gallups tv-meter.

’Huset på Christianshavn’ blev set af 121.000 seere lørdag klokken 19.00 på DR K, mens ugens mest sete program på DR Ultra var ’Pendlerkids’ med 47.000 seere. På Ramasjang trak ’Postmand Per’ flest seere med 59.000 ved skærmen fredag aften, mens Nicolas Cage-filmen ’Knowing’ søndag aften blev ugens mest sete program på DR3. Her fulgte 131.000 med.

På DR2 blev hitteren ’Sagen genåbnet’ med 171.000 seere, mens ’Broen’ igen i denne uge blev den mest sete DR1-udsendelse med 927.000 seere.

Ugens 10 mest sete programmer på alle kanaler blev:

1. Vild med dans – afgørelsen, TV 2 – 1.286.000 seere

2. Vild med dans, TV 2 – 1.231.000 seere

3. Live fra Bremen, TV 2 – 1.047.000 seere

4. VM-fodbold: Danmark-Malta, TV 2, 941.000 seere

5. Broen II, DR1 – 927.000 seere

6. Bonderøven, DR1 – 727.000 seere

7. 21 Søndag, DR1 – 715.000 seere

8. Hvem vil være millionær, TV 2 – 709.000 seere

9. Station 2, TV 2 – 693.000 seere

10. Rita, TV 2 – 692.000 seere

Facebook
Twitter