Ugens TV-top 10: Over en million var til sønderjysk kaffebord

Der blev både talt sprøjteteknik og lavet kringle, da ’Den store bagedyst’ blev sendt lørdag aften og blev ugens mest sete program.

Der skulle laves lagkager lørdag i ’Den store bagedyst’, og over en million kiggede med denne gang. Foto: DR Danmark. (© DR Danmark)

Mange er sikkert glade for, at kage, man ser på fjernsyn, ikke feder. For gjorde det dét, ville over en million have fået lidt mere på sidebenene lørdag aften.

Da deltagerne i ’Den store bagedyst’ gav sig i kast med at bage kringle, roulade og lagkage i lørdagens tema, som var ”det sønderjyske kaffebord”, var der for første gang i denne sæson over en million seere.

Helt præcist var der 1.001.000 seere, som hørte ordet sprøjteteknik igen og igen, da der skulle puttes flødeskum på lagkager, ligesom der altså også var et 7-cifret antal seere, som så, at Emil i den hemmelige udfordring havde fået udleveret kartoffelmel i stedet for flormelis, hvilket resulterede i en mislykket rouladebund.

Blandt de øvrige DR-hittere i sidste uge var finalen i ’Gift ved første blik’ og ’Kender du typen’, og også ’Vild med dans’ på TV 2 trækker fortsat mange til skærmene.

I gennemsnit brugte hver seer over tre år 15 timer og 37 minutter foran TV-skærmen i efterårsferieugen, uge 42.

De 10 mest sete programmer på alle kanaler i sidste uge var:

1. Den store bagedyst, DR1 – 1.001.000 seere 2. Vild med dans, TV 2 – 849.000 seere 3. Vild med dans – afgørelsen, TV 2 – 836.000 seere 4. Gift ved første blik V, DR1 – 602.000 seere 5. Kender du typen? DR1 – 596.000 seere 6. Landmand søger kærlighed, TV 2 – 565.000 seere 7. Herrens Veje II, DR1 – 524.000 seere 8. Kriger, TV 2 – 516.000 seere 9. Guld i købstæderne – Middelfart, DR1, 515.000 seere 10. Kriminalkommissær Barnaby XIII, DR1 – 501.000 seere

Se alle ugens tal her.