’Ultra Nyt’s nye vært troede hun skulle arbejde med kaffe

Ugens aktuelle navn: Anna Lin Lundsgaard er ny vært på DR’s nyhedsprogram for børn.

Anna Lin Lundsgaard kommer direkte fra DR’s talenthold, som hun har været en del af siden april sidste år. (© Anders Ekström_DR_PRESSE)

I denne uge er ’Ultra Nyt’ startet igen efter sommerferien, og det er med fornyelse på værtspositionen. Anna Lin Lundsgaard, som har arbejdet på kanalen i foråret og også var vært på ’Ultras vilde VM-show’, skal sammen med Jonas Madsen levere nyhederne til børn i alderen 7 til 12 år.

Anna Lin Lundsgaard kommer direkte fra DR’s talenthold, som hun har været en del af siden april sidste år, og hun føler sig overbevist om, at hun er landet på den helt rigtige hylde.

”Børnefjernsyn går aldrig af mode. Det er public service i sin reneste form, og jeg glæder mig til at være en del af festen,” siger hun.

En fest, som hun først for nylig har opdaget og derfor ikke altid forventet, hun skulle være en del af. For blot halvandet år siden pegede pilen nemlig mod et arbejdsliv med kaffe som udgangspunktet.

”Jeg nørdede kaffe mega-meget og blev meget passioneret omkring det. Jeg uddannede mig inden for kaffe og troede, at det var det, jeg skulle. At jeg skulle åbne mit eget sted en dag,” fortæller hun.

Talentholdet

Men sådan skulle det ikke blive. Glæden ved historiefortælling fik så småt overtaget, og Anna Lin Lundsgaard begyndte at kigge mod mediebranchen.

”Som barista underviste jeg også i kaffe, og jeg kunne mærke, at det med at stå foran nogle mennesker og fortælle og gøre det spændende, tændte mig virkeligt meget. Så da jeg hørte om Talentholdet i DR, tænkte jeg: ’Det er da det, jeg skal!’”

Hun lavede nogle videoer til Talentholdets hjemmeside og blev inviteret til optagelsesprøven, som foregik i DR Byen over tre dage. Og det var her, hun for alvor blev overbevist, hvilket medførte en noget nær ulidelig ventetid efterfølgende.

”Jeg gik rundt som en zombie i den uge, jeg ventede på svar. Min puls steg, hver eneste gang min telefon bippede, og jeg tænkte alle mulige scenarier igennem for at finde ud af, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke kom ind,” siger hun og fortæller, at de tre dage i DR Byen ændrede hendes liv.

”Da jeg kørte væk i metro den sidste dag, kiggede jeg på bygningen og tænkte: ”Det er ikke sidste gang, vi ses igen’. Så jeg var meget lykkelig, da jeg fik at vide, at jeg var kommet ind.”

Siden da er det gået hurtigt. Da Anna Lin Lundsgaard mødte op den første dag, ville hun gerne lave indhold til hendes egen aldersgruppe, men et besøg hos DR i Aarhus fik hende på andre tanker.

”Vi mødte folkene fra DR Børn & Unge, og de gav udtryk for, at det var muligt at komme over hos dem. Så jeg tog chancen, og da jeg kom til Aarhus, fandt jeg ud af, at det sjoveste i hele verden er at lave børne-tv,” siger hun.

22-årige Anna Lin Lundsgaard tager over for Maja Adjoa som Jonas Madsens nye medvært. (© Anders Ekström_DR_PRESSE)

Børn skal tages seriøst

Ifølge Anna Lin Lundsgaard er det vigtigere, at de nyheder, børnene får, er dybdegående og komplette historier fremfor dagsaktuelle, da børns fantasi ellers kan løbe af med dem.

”Det skal ikke være nyheder, der blot fortæller, at der er en, der er anklaget for mord. Her kan det være en idé at vente til der er en, der er blevet dømt, så der ikke er for mange ubesvarede spørgsmål. Det handler om, at komme en del af børnenes mange spørgsmål i forkøbet,” siger hun.

Hun understreger dog, at det også er vigtigt, at man ikke kommer til at skærme børn mod de forfærdelige ting, der sker i verden. For de er udmærket klar over, at det foregår, men skal bruge hjælp til at sætte det i en sammenhæng.

”Vi skal fortælle børnene ”voksennyheder”. Vi skal give dem beskeden om, at de er vigtige og en del af samfundet, for de er meget bevidste om alt fra klima til krig. Men de bliver også bange, så vi er nødt til at få det hele med,” siger hun og uddyber med et eksempel fra sin egen barndom:

”Jeg var meget bange for krig, fordi jeg hørte, at Danmark var i krig i Irak, og så tænkte jeg: ”Fuck, så kommer de jo herop og kæmper tilbage." Børnenyheder er sindssygt vigtige, og det er det, der gør dem fede at lave. Samtidig med at man underholder, gør man en forskel.”

’Ultra Nyt’ kan ses mandag-torsdag fra klokken 10 på DRTV og klokken 18.00 på DR Ultra-kanalen. Derudover laver de nyheder til Ultras app og på dr.dk/ultranyt, Instagram, Snapchat og YouTube.

Se Anna Lin Lundsgaards debut som 'Ultra Nyt'-vært mandag her

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter