Unge er vilde med at lave corona-dagbog for DR3

DR Ung opfordrede 18-25-årige til at beskrive deres liv under corona-nedlukningen. Næsten 1000 har meldt sig, og flere af dem har siden fortalt meget forskellige historier om hverdagslivet.

Anton Weng Kühlmann og Emmeli Green er to af dem, der har fortalt om deres corona-liv i videoer til DR3. Foto: DR3.

Kort tid efter at Danmark var blevet lukket ned i marts, var Signe Rosendals mailboks i

DR
nærmest lagt ned af mails fra 18-25-årige. Redaktøren i
DR
Ung TV blev oversvømmet med
henvendelser
ovenpå et opslag på dr.dk, hvor DR3 efterlyste unge, der vil dokumentere deres liv under corona-udbruddet i Danmark.

- Efterhånden er vi nok oppe på knap 1000 unge, der har henvendt sig, og henvendelserne fortsætter med at komme. Der er rigtig mange, der gerne vil lave en corona-dagbog i billeder, beretter Signe Rosendal.

Dagbøgerne bliver bragt på DR3’s og P3’s Facebook- og Instagramprofiler, og muligvis bliver de også senere stykket sammen til et TV-program om corona-tiden, som utvivlsomt også vil gå over i historiebøgerne.

Hele ideen opstod, da hovedparten af

DR
’s medarbejdere – som offentligt ansatte – blev sendt hjem i midten af marts. Det betød samtidig, at
DR
Ungs medarbejdere skulle arbejde hjemmefra, og så var gode råd dyre, hvis man også gerne ville vise, hvordan de 18-25-åriges situation er og ikke mindst give dem en stemme under corona-krisen.

Henvendelser har ændret sig undervejs

- Ligesom alle andre har kunnet mærke nedlukningen, har corona også haft store konsekvenser for de 18-25-årige, og det er det, vi gerne vil vise i billeder og konkrete historier. Og som ugerne er gået kan vi se, at henvendelserne har ændret karakter, forklarer Signe Rosendal.

I begyndelsen hørte

DR
Ung for eksempel fra mange gymnasieelever, efterskoleelever og højskoleelever, der var bekymrede for, om de kommer tilbage til deres venner og uddannelser. Man har også hørt fra en del unge, der snart skulle ud at rejse, eller allerede var ude i verden. Siden hen har unge, der er blevet
arbejdsløse
på grund af corona-krisen meldt sig, og det samme har unge, der nu i ugevis er blevet hjemmeundervist, unge, der har fået en baby eller unge, der er kronisk syge.

- Vi udgiver typisk 1-2 historier om ugen, og vi har selvfølgelig castet i dem, så vi får så forskellige historier som muligt fortalt, forklarer Signe Rosendal, der fortsætter:

- Heldigvis har billedkvaliteten været god, fordi de unge har gode telefoner, og vi har så coachet dem om, hvordan de fortæller historien bedst, når vi fra

DR
ikke selv har kunnet komme og filme, siger hun.

Har tre kroniske sygdomme

Én af dem, der har meldt sig for at fortælle om sin corona-tid, er den 21-årige butiksassistent-elev Emmeli Green fra Gladsaxe. Hun lider af tre

kroniske
sygdomme og har derfor været nødt til at isolere sig fuldstændig i den seneste tid. Kun sent om aftenen begiver hun sig ud for at få frisk luft.

- Da jeg meldte mig, var det egentlig først, fordi jeg på de sociale

medier
kunne se, at der var en del, som ikke tog Sundhedsstyrelsens anbefalinger seriøst og for eksempel alligevel mødtes til hyggedruk. Derfor ville jeg gerne fortælle min historie, og hvad corona betyder for en som mig, forklarer Emmeli Green.

Hun kan ikke arbejde for tiden, da hun har kundekontakt i butikken, hvor hun arbejder, og den 10. marts bad lægen hende om at isolere sig. Udover diabetes har Emmeli Green lavt stofskifte og det, der hedder Addisons sygdom, som skyldes en nedsat eller ophørt funktion af binyrebarken.

Fik hilsen fra statsministeren

Emmeli har brugt ret lang tid på at filme sin tilværelse under corona-udbruddet, Hun vurderer, at hun har brugt omkring fire uger på det, men omvendt er der så heller ikke sket så meget andet i den periode.

- Folk har været så søde og både sendt mails og beskeder. Jeg er glad for, at mit budskab har kunnet kommet ud på denne måde, og det har været sjovt at være med, siger hun.

Faktisk nåede Emmelis video og budskab at sprede sig helt til Statsministeriet, hvor statsminister Mette Frederiksen på

Instagram
delte et foto af Emmeli og katten Gustav og sendte hende varme tanker i situationen. Undervejs var Emmeli blevet spurgt, om det var ok.

- Jeg endte med at få en personlig hilsen fra statsministeren, og det havde jeg selvfølgelig ikke regnet med, da jeg meldte mig. Det har faktisk også betydet, at der er kommet mere gang i salget af mine malerier, smiler hun.

Skulle på guideskole i Spanien lige efter nedlukning

En af dem, der meldte sig og også har delt sin dagbog, er 21-årige Anton Weng Kühlmann fra Hvidovre. Han skulle have været på guideskole i Spanien dagen efter, at Danmark lukkede grænserne, og er normalt vant til at give den gas i weekenderne. Nu lægger han så blandt andet til sin egen store overraskelse puslespil sammen med vennen Alexander.

- Det, som gav mig lyst til at vise mit corona-liv, var, at jeg vidste at jeg havde ageret på en dårlig måde, i forhold til myndighedernes

anvisninger
. Men jeg vidste også, at jeg ikke var og er den eneste. Så jeg prøvede at vise mit liv før, under og efter mine dårlige valg - og prøve at fortælle, hvad der fik mig til at tage åbenlyse, dårlige valg, forklarer Anton Weng Kühlmann.

I DR3-videoen ser man blandt andet, hvordan Anton i starten af corona-tiden går til hyggedruk med vennerne. Man hører om, at han bliver svinet til på sociale

medier
af samme grund, men også hvordan han og vennerne ender med at rette ind og i stedet mødes til drinks og hygge via Facetime.

- Jeg tror, nogen misforstod min video, og så den som en ’Se mig, jeg tør tage dumme og farlige valg’. Det var det netop ikke. Jeg prøvede at vise, hvordan jeg accepterede mine fejl, og så tage konsekvenserne derefter. Da jeg er bloddonor, kan jeg som en lille detalje tilføje, at jeg er blevet testet for corona-antistoffer, og jeg har ikke haft coronavirussen, forklarer han til dr.dk/omdr.

I stedet for at være i Spanien har han kunnet fortsætte i et VVS-firma, som han også arbejdede i før corona-tiden. Her har flere kolleger og kunder rost ham for at stå frem, være ærlig og også for at tage konsekvensen af sine handlinger, efter at han havde indset, at corona-situationen er mere alvorlig, end han måske først troede.

Blandt de andre, DR3’s seere for eksempel har kunnet møde, er Simone på 23 år, der er blevet

alenemor
under nedlukningen. Historien om Maries vægttab, der udfordres af coronakrisen, har seerne også fået, og Anna fra 3.g., der er bange for, om hun overhovedet får en studenterhue på i år, har for eksempel også fortalt sin historie.

Facebook
Twitter