Unge, veluddannede mænd i København lytter mest til podcast

Andelen af befolkningen, der lytter til podcast, er steget fra 10 til 17 procent - men nogen bruger det mere end andre, fremgår det af Slots- og Kulturstyrelsens nye medierapport.

Podcast vinder frem, og ikke mindst unge mænd mellem 20 og 39 år hitter lyttemåden blandt. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

I løbet af det seneste år er der blevet sagt og skrevet meget om podcast – og åbenbart med god grund. For en stadig større del af befolkningen får lytteoplevelser på den facon – de hører radio og anden lyd på nye måder, fremgår det af Slots- og Kulturstyrelsens rapport ’Mediernes udvikling i Danmark 2016’, som udkom torsdag.

Af rapporten fremgår det, at andelen af Danmarks befolkning, der lytter til podcast fra mobilen, er steget fra 10 procent i 2014 til 17 procent i 2015. Tallene stammer fra Statistikbanken i Danmarks Statistik, og det er helt tydeligt, hvem der lytter allermest, fremgår det: ”Kernelytterne er mænd på 20-39 år med en videregående uddannelse, der er bosat i København,” lyder konklusionen.

Steget 60 procent i alle målgrupper

Slots- og Kulturstyrelsen skriver nu også samtidig, at ”andelen, der lytter til podcast, er steget signifikant (mindst 60 procent) i alle målgrupper på tværs af køn, alder, uddannelse og region i Danmark.

Rapporten konkluderer samtidig, at podcast dog endnu udgør en niche i forhold til den samlede radiolytning. ”Når den tidsforskudte radio bliver integreret i de faste lyttermålinger, får vi et mere præcist billede af udviklingen,” skriver folkene bag medierapporten.

Udviklingen hen imod at høre flere podcast, kommer samtidig med at danskernes radioforbrug steg sidste år – for første gang siden 1990’erne for øvrigt.

Som DR-bruger kan man også mærke, at podcastene vinder frem. Susanna Sommer har fået sit eget ’P1 podcaster’-program på kanalen hver mandag klokken 11.30, og i universet DR Podcast – på dr.dk/podcast - er der mulighed for at hente både serier, radiodrama, lydbøger og radioprogrammer generelt.

Facebook
Twitter