Vagtplanlægger blev årets DR-medarbejder

Berit Sulkjær fra DR Nordjylland har modtaget DRs faglige organisationers medarbejderpris.

Berit Sulkjær fik DRs faglige organisationers medarbejderpris overrakt af formand for Kontaktudvalget i DR og DR-bestyrelsesmedlem Stig Paulsen. (Foto: Klaus Videbæk)

Vagtplanlæggere er ikke altid verdens mest populære folk, men Berit Sulkjær fra DR Nordjylland er. Hun har faktisk netop fået overrakt DRs faglige organisationers medarbejderpris på 10.000 kroner, blomster og en masse rosende ord. Det er kolleger, der har indstillet Berit Sulkjær til prisen.

”Selv om hendes primære opgave er at stå for vores vagtplaner, så hjælper hun med alt andet,” lød det fra en af forslagsstillerne, der videre skrev:

Der er mange pæne ting at sige om Berit Sulkjær. Men vigtigst af alt er hun en rigtig, rigtig, rigtig god kollega. Så derfor fortjener hun skulderklap, en skilling og en reception

Stig Paulsen, KUV-formand og DR-bestyrelsesmedlem

”Hun er arbejdsmiljørepræsentant, receptionist, arrangerer seminarer og står vores buddy-ordning, hvor kollegerne sørger for at passe godt på hinanden i en travl hverdag,” lød det i motiveringen.

Medarbejderprisen har været uddelt som KUV-prisen siden 1990 – først af det, som hedder Kontaktudvalget i DR (KUV), som består af alle faglige organisationer i DR minus journalisterne. Prisen blev blandt andet indstiftet for også at anerkende de medarbejdere, der sjældent eller aldrig optrådte i æter og på skærmen, men trækker læsset i et produktionsforløb, arbejder med teknologi eller administration.

Har ligget stille siden 2014

Prisen, der gives til en kollega, der gør en ekstraordinær indsats i dagligdagen, har ligget stillet siden 2014. Men nu er den genopstået i 2017, og nu er samtlige faglige organisationer i DR fælles om at uddele den. Samtidig har prisen fået navnet ’De faglige organisationers medarbejderpris’.

Det var KUV-formand og DR-bestyrelsesmedlem Stig Paulsen, der overrakte prisen ved en reception på DR Nordjylland i Aalborg.

”Der er mange pæne ting at sige om Berit Sulkjær. Men vigtigst af alt er hun en rigtig, rigtig, rigtig god kollega. Så derfor fortjener hun skulderklap, en skilling og en reception,” sagde han.

Selv siger Berit Sulkjær, at hun blev meget overrasket, da hun blev ringet op og fik meldingen.

”At jeg er overvældet, rørt og vildt glad, er der ingen tvivl om. Det kunne vist også tydeligt ses på den fremtrædende ”ungpigekulør” mine kinder fik, da kollegerne lykønskede mig,” lyder det fra Berit Sulkjær.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve