Vejret tager kendte ansigter med til Aarhus

Når DR Vejret flytter til Aarhus den 1. februar, bliver det med både nye og kendte ansigter.

Værter: Søren Jacobsen, Christian Cherry, Anja Fonseca, Louise Gade Sig og Mikael Jarnvig. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

DRs vejrudsigter får nyt hjem i 2018. Fra den 1. februar rykker vejrstudiet fra DR Byen i København til Dokk1 i Aarhus.

Helledusseda, hvor jeg glæder mig til at komme i gang for alvor.

LOUISE GADE SIG, VEJRVÆRT

I samme anledning præsenterer DR Vejret holdet af værter, som skal gøre danskerne klogere på de kommende dages sol og vind.

Hjem til Jylland

Blandt det nye Aarhus-hold er kendte ansigter, som Christian Cherry, Mikael Jarnvig, Søren Jacobsen,Anja Fonseca og Nina Bendixen, der i øjeblikket er på barsel. Jesper Theilgaards afsked betyder, at Louise Gade Sig bliver det nyeste skud på stammen, og hun ser frem til at blive en fast del af Aarhus-redaktionen.

”Det er en kæmpe ære at komme med på holdet og fortælle danskerne om noget af det, der optager os allermest: vejret. Jeg er blevet oplært af DRs vejr-koryfæer Theilgaard, Jacobsen og Jarnvig og føler mig efterhånden godt klædt på,” siger vejrværten, der selv er vokset op i Vestjylland, og som glæder sig til at ”vende hjem” til fastlandet.

Vi er meget glade for vores værter, som både er utrolig dygtige, har høj faglig troværdighed og er fremragende formidlere.

ANDERS KERN BOJE, UNDERDIREKTØR I DR NYHEDER

”Aarhus er en fantastisk by. Det nye studie ligger midt i byen, tættere på seerne, men samtidig tæt på naturen og vandet, så vi kan følge med i årstidernes skiften fra studiet. Det giver rigtig god mening. Helledusseda, hvor jeg glæder mig til at komme i gang for alvor.”

Velkendte værter

I 2016 blev det besluttet, at DR Sporten og DR Vejret skulle flytte til Aarhus i år. Selvom studiet skal flyttes tværs over landet, er det lykkes at hive flere etablerede navne med, og det glæder underdirektør i DR Nyheder Anders Kern Boje.

"Vi er meget glade for vores værter, som både er utrolig dygtige, har høj faglig troværdighed og er fremragende formidlere. Derfor er jeg meget taknemmelig for, at det er de velkendte ansigter, som tager teten i Aarhus.”

Onsdag den 31. januar sender Vejret sidste gang fra København. Den 1. februar er studiet rykket til Aarhus. Flytningen betyder, at vejrstudiet i København fra den 29. til den 31. januar bliver akkompagneret af en decideret ”vejrbil,” som kan hjælpe til i udsendelserne, når dele af studiet bliver pakket ned.