Velkendt radioavis-stemme og sprogrøgter er død

Ole Meisner, der redigerede og læste et utal af radioaviser op og stod for interne sprogbreve til DR’s medarbejdere, er død.

Ole Meisner blev 76 år. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

En af de stemmer, som lytterne har hørt læse en radioavis op flest gange gennem årene, er ikke mere. Journalist og sprogrøgter Ole Meisner er død. Han blev 76 år.

Ole Meisner var uddannet journalist, og i løbet af sin 36 år lange karriere i DR var han blandt andet ansat som politisk reporter, udsendelsesleder og mangeårig vært på Radioavisen – ikke mindst om morgenen. Ole Meisner gik helt præcist på pension fra DR fredag den 23. januar 2009 klokken 11.03, da han havde læst sin sidste radioavis op.

- Ole var i mange år en af de faste stemmer om morgenen. Han var et anker. Han var sprogets mester og gik op i et fint og ordentligt sprog. Hvis lytterne ikke forstod historien i første hug, kunne det jo være lige meget, som han sagde. Ole var den sidste af de store, gyldne stemmer. Det er ikke for at forklejne vores nuværende værter, men Radioavisen har et andet udtryk i dag, siger Preben Lund, vært på Radioavisen.

Palle Hermund og Ole Meisner i studiet ved Radioavisens 90-års jubilæum i 2016. (© Kirsten Stubbe-Teglbjærg)

Han husker Ole Meisner som en rigtig god kollega og et ordentligt menneske.

Medarbejdere, der var i DR Nyheder samtidig med Ole Meisner, vil i høj grad også huske ham som en, man kunne få sproglig førstehjælp hos. Ole Meisner modtog selv DR’s sprogpris i 1990, og i en lang årrække skrev han DR’s sprogbrev, som også Dansk Sprognævn og andre nordiske public service-stationer jævnligt citerede og citerer fra.

I første omgang var nyhedsbrevene tiltænkt DR Nyheders medarbejdere, men fra Ole Meisners pension i 2009 og frem til for tre-fire år siden fik alle DR’s medarbejdere del i hans sprogbreve, der blev udgivet på DR’s intranet, DRinde.

- Ole kunne på en finurlig og velskrevet måde behandle de sproglige fælder, vi alle en gang imellem kan falde i. Han slog ikke nogen i hovedet med det, men forsøgte på humoristisk og sjov vis at gøre os bevidste om sproget, fortæller Preben Lund.

Ole Meisner var også medforfatter og forfatter på tre sprogbøger, der udkom i perioden fra 2003 til 2008, nemlig bøgerne ’Ordvalget’ (2003), ’Haderen’ (2004) og ’Godt dansk’ (2008).

Fortalte om mordet på Olof Palme

Én af de sidste gange, lytterne hørte Ole Meisner i radioen, var da Radioavisen i august 2016 fyldte 90 år og havde indbudt en række tidligere værter og medarbejdere til at berette om nogle af de store begivenheder, de har været med til at formidle til lytterne gennem årene.

0:00

Ole Meisner var for eksempel den, der på årets første marts-morgen i 1986 skulle fortælle lytterne, at Sveriges statsminister, Olof Palme, var blevet skudt. Ambitionen om at formidle klart og korrekt lå altid Ole Meisner på sinde, men alligevel var det til tider op ad bakke, har han forklaret til dr.dk:

- Da det stod klart, at Olof Palme var blevet myrdet på åben gade i Stockholm, kunne man rigtig se, hvor svært det nogle gange er at fortælle sådan noget på en måde, så folk virkelig fatter det. Jeg gjorde mig ellers meget umage. Jeg kan huske, jeg sagde: Statsminister Olof Palme er død. Han blev myrdet på åben gade i Stockholm i aftes. Og alligevel ringede folk ind bagefter og sagde: Det er ikke rigtig, vel? Det er bare noget, I siger.

Da Ole Meisner i 2009 gik på pension fra DR, strømmede det ind med hilsner fra lytterne i en grad, så der dagen efter kom en artikel på DR’s hjemmeside, dr.dk, hvor han selv fik ordet og sagde tak:

- En sværm af venlige lyttere har sendt mig hjertelige hilsener i anledning af, at jeg nu forlader Radioavisen og går på pension. En hel del af jer er fagfæller, som jeg kender. Andre kender jeg ikke, men hver eneste af de hilsener, jeg har modtaget, har glædet mig meget. Tak skal I have alle sammen, lød det dengang.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk