Velkendt violinlærer fik Kammersanger Emil Holms Mindelegat

Syv af DR Symfoniorkestrets musikere har haft violinist og professor Tutter Givskov som underviser. Fredag blev hun hædret med Kammersanger Emil Holms Mindelegat på 30.000 kroner.

  • Tutter Givskov blev årets modtager af Kammersanger Emil Holms Legat, (Foto: (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1))
  • Violinist og professor emeritus Tutter Givskov blev hædret med Kammersanger Emil Holms Mindelegat 2018 på 30.000 kroner. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
1 / 2

En stribe af DR Symfoniorkestrets violinister kom pludselig til at stå på scenen med deres gamle violinlærer, da Kammersanger Emil Holms Mindelegat fredag aften blev uddelt i DR Koncerthuset forbindelse med, at orkestret bød på Beethovens 5. symfoni, dirigeret af chefdirigent Fabio Luisi.

Prisen går nemlig i år til den 87-årige violinist og professor emeritus Tutter Givskov, der har spillet gennem det meste af sit liv, undervist et hav af violinister og også - som den første kvinde i Danmark - blev professor i violin og kammermusik på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Her var hun indtil sin pensionering i 1999.

Kammersanger Emil Holms Legat, der er på 30.000 kroner er indstiftet til minde om Emil Holm, der var den første chef for Statsradiofonien fra 1925 til 1937 og også grundlagde DR Symfoniorkestret. Legatet bliver hvert år uddelt af DR Symfoniorkestrets medarbejderforening – enten til et ungt talent på vej frem eller en ældre musiker, der har gjort en ekstraordinær indsats i musikkens tjeneste.

Det var det sidste, der var tilfældet med Tutter Givskov, der startede med at spille som seksårig, og som barn først blev koncertmester i sin skoles orkester og dernæst blev det i Statsradiofoniens Juniorensemble, som der var noget, der hed dengang.

”Én af fordelene ved at leve i nutidens digitale tidsalder er, at man har mulighed for at læse gamle aviser online. For eksempel har man mulighed for at se, hvad der stod i avisen den dag, man blev født. Se, det prøvede jeg for nylig, og i Politiken den dag i 1961 faldt jeg over en artikel med overskriften ’Kvindelige orkestermusikere III’. Det var en artikelserie om kvindelige orkestermusikere, der åbenbart dengang var en sjældenhed – det ser jo heldigvis helt anderledes ud i dag,” sagde formanden for DR Symfoniorkestrets musikere, René Mathiesen, da han afslørede, at Tutter Givskov er årets prismodtager.

Der var skæg i hende

Fra artiklen kunne han blandt andet berette, at der stod: ”Som 15-årig kom hun på konservatoriet. Hun indrømmer ærligt, at der var lidt mere skæg i hende, end godt var. Ganske som andre pigebørn i den alder. Der er noget, der er morsommere end at løse teoriopgave og øve sig”.

”Siden kom arbejdet og alvoren, men det er, som om du har leget dig igennem sliddet til karrieren, fordi din musikglæde var så spontan,” sagde René Mathisen, der også remsede op, hvordan Tutter Givskov i 1951 blev koncertmester i Tivolis Symfoniorkester, blev medlem af Det Kongelige Kapel i 1954, stiftede Københavns Strygekvartet og undervejs fra 1971 til 1999 underviste og blev den første kvindelige professor i violin og kammermusik på Det Jyske Musikkonservatorium.

Selve motiveringen ved prisuddelingen blev leveret af DR Symfoniorkestrets koncertmester Christina Åstrand, der selv er elev af Tutter Givskov og begyndte hos hende som 11-årig.

”Jeg tror, at alle dine elever føler, du har været der 100 procent for hver af os. Du har været så dedikeret – gjort dig umage med at finde hver vores personlighed og musikalitet og beriget os med din egen passion for violinen og violinspillet. Du har givet os lysten til aldrig at give op, før vi finder den dér særlige klang, som bare er det hele værd,” sagde Åstrand, der for nylig selv kunne fejre 25 års jubilæum i DR Symfoniorkestret.

Har tændt millioner af stjerner

Hun sagde videre i motiveringen:

”Denne utrættelige passion for dine elever har ført til, at du har beriget vores danske symfoniorkestre med et hav af dygtige violinister. I vores orkester har jeg talt syv, og der er rigtig mange flere kolleger i både Det Kongelige Kapel og i andre orkestre rundt om i landet. Man kan sige, at du har tændt millioner af stjerner. Hos dit publikum. I dine elevers øjne. Og selvfølgelig i alle de toner, du selv har spillet gennem årene,” sagde Tutter Givskovs tidligere elev Christina Åstrand.

Udover at være DRs første chef var Emil Holm også professionel operasanger på især de tyske operascener, og han havde et stort ønske om at bringe den klassiske musik ud til folket. Det gjorde han dels ved at oprette DR Symfoniorkestret, dels ved at grundlægge de ugentlige torsdagskoncerter, som senere i år kan fejre deres 85 års fødselsdag. Kammersanger Emil Holms Mindelegat bliver hvert år uddelt ved en koncert tæt på hans fødselsdag. Den 13. februar ville DRs første driftsleder være fyldt 151 år – og have været verdens ældste mand, hvis han stadig levede.