”Vi bruger kysmund i stedet for klaptræ”

P3’s satire bliver lavet af en gruppe, der sætter en ære i at blive godt rystet sammen og kende hinandens grænser.

  • "Vi skulle næsten have haft brillerne på", siger Søren Hviid Melsen. Lasse Schøber forklarer: "Vi har nogle briller, som vi altid har med. Et par limegrønne briller fra Tiger, som er blevet brugt i alle vores produktioner."
  • Satiregruppen bestiller skilte til deres videoer fra DRs eget trykkeri i DR Byen.
  • I stedet for at bygge et studie op, har gruppen fundet et kontorlandskab i DR Byens Segment 4. Nogle medarbejdere kalder det også for 'Danske Bank-segmentet' på grund af dets udseende. Det vil efter gruppens mening sagtens kunne gå som at være kontoret for Rådet for Sikker Trafik.
  • Søren Hviid Melsen har for nylig været væk fra resten af gruppen, fordi han var i USA for at dække det amerikanske præsidentvalg med 'Tue og Tony på P3'.
  • Lasse Schøber (tv) har tidligere lavet satire for 'Ghandi på P3'. Kasper Steensgaard (th) er er på DRs talenthold og bliver rykket rundt til forskellige DR-afdelinger. Han er på redaktionen december ud og ved ikke helt, hvor han så skal være bagefter.
1 / 5

Tre unge mænd skal til at optage en scene. De hedder Lasse Schøber, Søren Hviid Melsen og Kasper Steensgaard og er den gruppe, der laver video- og radiosatire til P3.

Scenen skal bruges i et falsk nyhedsindslag om, at Rådet for Sikker Trafik (RST) vil forbyde højredrejninger. Det er en satire over, at venstrefløjen er træt af, at der er sket for mange højredrejninger på det seneste med Brexit og Trump.

”Vi prøver at gøre et emne, som de unge ikke normalt interesserer sig for, så sexet eller underholdende, at man rent faktisk får nogle vitaminer ind, samtidig med at man ser noget sjovt,” siger Søren Hviid Melsen, der er klædt ud som talsmand for RST med grå strikbluse, gråt slips og friseret hår.

Tidligere på dagen har gruppen kørt i bil rundt i København og optaget en masse venstresving. Lasse Schøber har haft en neongul trafikvest på og sat skilte op med budskabet "KUN VENSTREDREJNING". Og skiltene har måske set en tand for ægte ud for nogle.

"Der var én, der troede på det og begyndte at brokke sig over, at hun ikke kunne komme ind i sin gård, når man ikke må dreje til højre," fortæller Lasse Schøber.

Grænsesøgende og godt rystet sammen

Lasse Schøber filmer, Kasper Steensgaard spiller journalist og Søren Hviid Melsen spiller talsmand for Rådet for Sikker Trafik. De skal lige til at optage, da stilheden bliver brudt af en høj kysselyd.

"Vi laver altid kysmund som ’action’ i stedet for at bruge klaptræ", siger Kasper Steensgaard, og Lasse Schøber tilføjer:

"Det kan være forvirrende, for nogle gang laver vi også bare kysmund til hinanden alligevel."

I mens fjerner Kasper Steensgaard en rest af frokosten fra Sørens tænder.

Gruppen kender hinanden godt og har gjort meget ud af at blive rystet sammen. De har blandt andet været på sommerhustur for at finde ud af, hvor hinandens grænser er. Grunden til det er, at deres arbejde med at lave satire er handler om at udfordre, hvad der er acceptabelt.

"Vores satire skal gå til kanten, og nogle gange skal vi selv synes, at det er ubehageligt at lave. Hvis vi bliver i et sikkert felt hele tiden, er det svært at vurdere, hvor vi rammer plet," siger Søren Hviid Melsen, og Lasse Schøber tilføjer:

"Og hvis vi har ligget på hinanden i et sommerhus, så er der ikke så meget mere, der ikke kan blive delt mellem os.”

Det var også under den sommerhustur, at de lavede deres egne pressebilleder, hvor alle er nøgne.

Sjov og løs stemning

Nogle gange tager gruppen ud i en båd eller på Vesterbro og drikker vin for at udvikle idéer i et andet miljø. De vil ikke kun sidde på storkontoret i DR Byen, men prøve at løsne op for kreativiteten andre steder.

”Hvis man snakker om noget frygteligt over en øl, så bliver det på en bagvendt måde til en idé, som vi hurtigt kan skrive ned i en mail til os selv," siger Lasse Schøber.

Gruppen bruger meget af arbejdstiden på at drille hinanden. De tror på, at hvis de skal lave sjovt indhold, så er de nødt til selv at have det skægt undervejs.

”Jeg tror, at det er enormt vigtigt, at man har det behageligt og har en løs stemning, hvor der er plads til at sige alting. I hvert fald hvis man laver sådan noget, som vi gør," siger Søren Hviid Melsen, og Lasse Schøber tilføjer:

"Det er lidt et cirkus nogle gange nede på redaktionen. og det prøver vi netop at fremelske. Der bliver for eksempel sprøjtet vand på én, hvis man sidder og kigger ud i luften.”

Kort vej fra idé til færdigt produkt

På grund af de frie rammer, har gruppen mulighed for at arbejde hurtigt. Hvis der er én, der får en idé, kalder de på redaktøren og får grønt lys, filmer typisk dagen efter og udkommer dagen efter igen.

"Folk, der arbejder med tv, er helt uforstående for, hvordan vi kan gøre det så hurtigt. Det er, fordi vi gør det hele selv. Det skal ikke forbi en klipper, tre redaktører eller DR Medier. Alle de ledelser springer vi over. Og det gør, at vi kan levere noget af høj kvalitet, mens det stadig er aktuelt og, som jeg vil vove at påstå, er tv-kvalitet i forhold til, hvor flot det er, hvor godt det lyder og hvor gennemarbejdet det er," siger Søren Hviid Melsen.

Ideen til ’Slut med højredrejning’-videoen kom mandag aften. Tirsdag skrev de manus, onsdag var optagedag, og fredag lå videoen på P3’s Facebookside.

Efter udgivelsen

Når satiregruppen lægger en video på Facebook, er de selv med til at moderere i debattråden og svare på brugernes kommentarer efterfølgende. Modtagelsen af videoerne er typisk blandet, og videoen om højredrejninger er ikke en undtagelse.

"Der er mange, der har forstået den, men også mange, der har misforstået den og troet, at den er venstreorienteret," fortæller Lasse Schøber og forklarer, at videoen egentlig skal gøre grin med netop venstreorienterede og deres opfattelse af højreorienteret politik.

Videoen er fem dage efter udgivelsen blevet delt over 500 gange, men gruppen er ikke helt tilfredse.

"Vi plejer jo at få mere," siger Søren Hviid Melsen.

Til sammenligning har deres mest populære video ’Skattekontoret’ 43.000 delinger – den har dog også ligget på Facebook i længere tid.

"Det er svært at forestille sig, hvordan andre vil aflæse videoen. Det gik ikke så godt denne gang, som det gjorde de andre gange. Med ’Klovnene kommer til Danmark’ var der mange flere, der fangede, at det var en analogi over flygtninge", siger Søren Hviid Melsen, og Lasse Schøber tilføjer:

"Og så var den måske også sjovere, uden at man forstod den. Fordi der var en masse klovne, der kom ud af en bil.”

Du kan se og høre gruppen satire på P3’s Facebookside og i radioen.

DR Great

  • Søren Hviid Melsen, Lasse Schøber og Kasper Steensgaard kalder sig selv for DR Great, en reference til morgenmadsproduktet Frosties, selvom de ikke har fået lov til at hedde det officielt.

  • Gruppen begyndte at lave satire for P3 i januar og fortsætter på ubestemt tid. Dog skal Kasper Steensgaard til en anden DR-afdeling efter december.

  • De laver videosatire, radiosatire og -spots. Blandt andet ’Det kolde bord’, ’Velkommen til Danmark’-videoerne med David Mandel og falske nyhedsindslag, som bliver brugt både som video på Facebook og som speak i radioen.