”Vi lærer at lave nyheder til unge ved at snakke med dem”

P3 Nyheder har længe haft et ønske om at komme tættere på deres 15-25-årige målgruppe. Det er nu lykkedes gennem det nye projekt ’Nyhedsnetværket’.

Her er medlemmer af Nyhedsværket – sammen med Esben Rud Ammundsen fra DR næstyderst til højre. Ellers er det fra venstre Sandra Kaarsgaard, Sirid Victoria Hvidtfeldt Stanek, Josephine Rued Sørensen og Tobias Surland Madsen. De går alle i 2.g. på Roskilde Gymnasium. (Foto: Stig Thøgersen.)

Flere end 520 unge fra hele Danmark er nu samlet i P3 Nyheders ’Nyhedsnetværket’, hvor de kan dele deres input, ideer og tanker med P3 Nyheders redaktion. Deres forslag bliver taget med i arbejdet, og de bedste af dem bliver til konkrete historier.

Via Facebookgruppen ’Nyhedsnetværket’ diskuterer unge-panelet emner, stiller spørgsmål og deler overvejelser med hinanden og P3 Nyheder. Her har de blandt andet udvalgt emnet sabbatår som et fokus for P3.

Panelet er ikke kun en gevinst for DR. Det skaber også værdi for de unge, mener projektleder Esben Rud Ammundsen.

”Gennem Nyhedsnetværket får DR et helt unikt billede af ungdomsliv anno 2018. Vi kan ikke gætte os til, hvilke historier og emner, der fylder hos dem – det skal vi lære og høre fra dem,” siger han.

Opgør med faste rutiner

Det nye panel er blevet fundet ved at rejse rundt i landet og møde unge i virkeligheden. Formålet med projektet er blandt andet at gøre op med den faste arbejdsgang og idéudvikling på redaktionen. Det forklarer ledende redaktør hos P3 Nyheder Stefan S. Hansen.

”Vi laver masser af god journalistik i dag, men vi har nogle faste rutiner og arbejdsmetoder for, hvor og hvordan vi finder historier – dem vil vi gerne udfordre. Vi skal høre de unges undren, sætte os ind i deres problemer og dermed blive klogere på deres liv, og hvad der betyder noget for dem. Først da kan vi for alvor skabe unikt relevant indhold,” siger Stefan S. Hansen, der gerne vil udvide netværket i fremtiden.

Esben Rud Ammundsen tilføjer, at P3 Nyheder gerne vil ud i landet igen og idéudvikle med de unge.

”Vi vil meget gerne have mange flere med,” siger han.

Facebook
Twitter