VIDEO: Dansk fjernsyn i 70 år - Se den første udsendelse med Lily Broberg som vært

I disse dage er det 70 år siden, at Danmarks første TV-udsendelse blev vist. Det skete i Tivoli under Den Britiske Udstilling i 1948. Skuespilleren Lily Broberg var den første speakerpige.

”Goddag – her er fjernsynet. Vi håber, De vil synes om det”, lød det fra skuespilleren Lily Broberg, da hun i september 1948 havde tjansen som Danmarks første speakerpige.

Det havde hun, da Danmarks første fjernsynsudsendelse blev vist i disse dage for 70 år siden – og det inden, at DR overhovedet havde en fjernsynsafdeling, som det hed i begyndelsen.

Hvad Lily Broberg ikke vidste på det tidspunkt var, at hun senere nærmest blev folkeeje som grisehandlerens kone, Katrine, i ’Matador’, ligesom de færreste anede, hvor stort fjernsynet i grunden ville blive i Danmark siden hen.

Selv om der så småt var blevet talt om fjernsyn i Danmark i 1930’erne, og Dagbladet Politiken da også havde haft nogle teknikere fra England til at lave de første forsøg i Danmark, var Danmark bestemt ikke først med fjernsyn, og Anden Verdenskrig gjorde ingenlunde sagen bedre.

Det britiske BBC begyndte at sende fjernsyn allerede i 1930 og mere regelmæssigt i 1932, hvorimod det i Danmark i 1936 blev besluttet at spare det fjernsynstårn væk, som ellers først var planlagt, da Radiohuset på Frederiksberg blev planlagt.

Åbnet af kongen

Det skulle der blive ændret på, da Den Britiske Udstilling blev holdt i København fra den 18. september til den 3. oktober 1948. Det var på det tidspunkt én af de største udstillinger, der overhovedet havde været holdt i Skandinavien.

Kong Frederik den 9. og hertugen af Gloucester, Prins Henry, holdt åbningstalerne, og ikke færre end 1200 britiske firmaer var repræsenteret flere steder i hovedstaden: Ved Forum, Tivoli, Gutenberghus, Magasin du Nord og Den Kongelige Ridebane.

Alt, der handlede om det nye medie – fjernsynet – var opstillet i Tivoli, hvor studiet var opstillet i det nyåbnede Dansetten, som erstattede Arena Teatret, som var brændt under Anden Verdenskrig. Herfra blev der sendt fjernsyn til Restaurant Nimb, ligeledes i Tivoli.

Som Electra – installationsbranchens fagblad for el, skrev efter udstillingen:

”I samarbejde med den danske statsradiofoni havde de engelske fjernsynsfirmaer arrangeret daglige fjernsynsudsendelser i udstillingstiden. 20-30 forskellige fjernsynsmodtagere var i opstillet i Restaurant Nimb, og man havde således lejlighed til at se forskellige størrelser og typer modtagere i funktion. Da England nu er et foregangsland inden for fjernsynet, har man grund til at tro, at det, man her blev præsenteret for, var så godt, som det overhovedet kan laves i dag,” skriver bladet.

Lily Broberg, der spøjst nok præsenterede Danmarks første tv-udsendelse i Tivoli på sin 25 års fødselsdag og for øvrigt hed Lissi Broberg ved fødslen, var allerede kendt fra flere film- og teaterroller på det tidspunkt.

I Danmarks første TV-udsendelse bød Lily Broberg velkommen, ligesom hun viste uddrag af Palladium-filmen ’Elverhøj’ og et klip fra en film om skoleskibet ’Danmark’, inden hun til sidst selv sang sangen ’Troldtøj’.

100.000 så de første programmer

De første TV-programmer blev lidt af et tilløbsstykke, idet omkring 100.000 tilskuere fandt vej til Tivoli og forsøgsudsendelserne i 1948. DR’s senere programdirektør Jens Frederik Lawaetz, der var med til at lave de første forsøg og prøveudsendelser, var da også begejstret bagefter:

”Man kan vist sige, at i disse Tivoli-dage blev det danske TV født. Her blev vi for alvor bidt af bacillen og begyndte så småt at forstå fjernsynets væsen,” sagde han.

Begejstringen var lidt mindre i Radiorådet, der efter Den Britiske Udstilling skulle tage stilling til, om Statsradiofonien ville overtage alt det engelske udstyr fra Tivoli for en halv million. Det blev et nej tak, for man ville ikke binde sig til den engelske standard, hvilket måske skulle vise sig at være meget klogt. For det var heller ikke den, der endte med at slå igennem.

I sommeren 1949 startede egentlig forsøgsudsendelser i et lille studie i Radiohuset på Frederiksberg, men der skulle stadig gå yderligere to år, før DR den 2. oktober 1951 havde officiel premiere på dansk fjernsyn foran de kun 200, der havde et TV-apparat fra start. Da skete det med en tv-transmitteret tale af Radiorådets formand, den senere kulturminister Julius Bomholt, en ugerevy og tre scener fra Det Kongelige Teaters ’Harlekins tryllestav’.