VIDEO: Derfor er musikchefen på P3 selv kommet til mikrofonen

Mathias Buch Jensen gemmer sig ikke. Fra denne måned er han begyndt at sende otte timer på P3 hver uge, hvor lytterne også kan komme i kontakt med ham.

Mathias Buch Jensen fortæller om P3's musikvalg i programmet 'Musikchefen' mandag til torsdag klokken 12.05-14.00 på kanalen.

Som musikchef på P3 har Mathias Buch Jensen en central rolle med, hvad der bliver spillet på kanalen, og hvad der ikke gør.

Men hvordan vælges musikken på P3? Og hvorfor bliver noget musik valgt fra - og andet valgt til?

Det er noget af det, Mathias Buch gerne vil være mere åben om, og en af måderne er ved at have sit eget program ’Musikchefen’ på P3 mandag, tirsdag, onsdag og torsdag fra klokken 12.05 til 14.00. I alt er han derimod ved mikrofonen otte timer om ugen.

”Det er mig, der står på mål for musikken på P3. Derfor er det også mig, der må vide, hvorfor vi gør det og kan fortælle om det,” siger Mathias Buch Jensen.

Målet er, at han ved at åbne for processen bag udvælgelsen af musik, kan vise hvad det er, der lyttes efter, når der skal vælges musik til radioen. Det handler i høj grad om at kunne spotte og turde satse på ny musik, og derfor er det også vigtigt for ham, at musikken bliver sat i en sammenhæng, så lytterne får en bagage for at forstå sangene.

På videoen ovenfor kan du høre Mathias Buch Jensen fortælle om sit nye program, og på www.dr.dk/p3musik skriver han mere om, hvordan musikken vælges ud på P3. Her kan du også hver uge se, hvad der er blevet tilføjet til playlisten.

Facebook
Twitter