Hvis du da ikke selv var totalt verdensfjern og sad med hovedet begravet i din mobil, lagde du måske mærke til et spot for ’P1 Morgen’ med et talende barn - spillet af 11-årige Celine Mortensen - og en uopmærksom mor, som DR bragte i efteråret.
- ’Nogle gange skal man bare lytte’ og ’P1 Morgen’, var slutbudskabet, efter at barnet blandt andet havde fortalt sin mor, at nogle tror, at Jorden bryder sammen om 80 år, og stillet spørgsmålet: ’Er det noget, du vil være med til?’
Hertil svarede moderen ’Ja, gerne. Kommer der andre forældre?’ mens hendes telefon bimlede og bamlede.
Spottet fik faktisk en del til at skrive til DR, at det var et af bedste spot, de nogen sinde har set, og også internationalt og blandt branchefolk har spottet nu vakt opsigt.
Ved den netop overståede Promax Awards Europe i Amsterdam fik DR Branding og Brugerrelationer – der indtil for nylig hed DR Markedsføring - guld og dermed hovedprisen i kategorien ’Social Media Video Asset’ – eller ’Bedste sociale medier-spot til kampagne’ frit oversat.
Ved Promax bliver de mest fremragende præstationer inden for spot, trailere, marketing og design hvert år hædret, og DR’s chef for design og branding Malene Birkebæk glæder sig over den europæiske pris:
- Det er et stort fokus for afdelingen at finde ind til den grundlæggende indsigt, som en kampagne skal formidle, fordi det er den, der giver gennemslagskraft og engagement hos modtagerne. Og rigtig gode indsigter er universelt menneskelige og rammer alle - uagtet køn, alder og geografi. Af den grund gør det mig ekstra stolt, når vi er i stand til at hente priser i et stærkt europæisk forum. Det siger mig, at vi har ramt helt rigtigt med indsigten, siger hun.
Får kun 25 procent af pointen
Kreativ leder Sophie Alexandrine Lindegaard fra DR Branding og Brugerrelationer forklarer, at ideen bag spottet byggede på data, der sagde, at hvis man ikke virkelig fokuserer på at høre efter, når nogen taler, så fanger man faktisk kun 25 procent af deres pointe.
- Det kan virkelig skabe nogle forviklinger og misforståelser, og vi skrev flere forskellige scenarier. Men det var mor og datter-situationen, der havde den største grad af intimitet, og som vi mente ville give den største genkendelighed hos danskerne. Vi er rigtig glade for de mange reaktioner, vi har fået på spottet – og selvfølgelig over prisen, siger hun.
Et andet DR-spot sikrede sig en andenplads ved Promax Awards Europe. Det var den såkaldt prædikant-kampagne for DR’s nyhedsapp. Spottet, som nogle måske vil huske for manden, der sagde ’Halleluja’ en del gange, fik sølv i kategorien ’Bedste spot for nyheds- og oplysningsprogram’.