VIDEO: Kom med bag kulissen på ’Morgensang med Phillip Faber’

Morgensang er blevet en fast ingrediens på DR1 og P2 i denne corona-tid. Her kan du møde producer Carsten Nydal Bergqvist, der viser holdet bag og stedet, det hele foregår.

Når DR Pigekorets chefdirigent Phillip Faber lige nu hver morgen varmer op, sætter sig til klaveret og synger to morgensange direkte på DR1 og P2, er det ikke noget, der har været planlagt særligt længe. Ideen om at samles om sang om morgenen i en corona-tid opstod helt spontant, som så meget andet netop nu.

Produktionsholdet blev fundet søndag, mandag blev den første morgensang sendt på DR Pigekorets Facebook-side, og da sitet nærmest var lagt ned af sangglade danskere, blev udsendelsen flyttet til DR1 og P2 allerede fra tirsdag morgen. Transmissionerne foregår fra et privat hjem i København, og optagelserne holder DR på en minimalt niveau, hvor kun de helt nødvendige DR-medarbejdere er til stede: værten, kamera, lyd og en producer.

Også i weekenden

Produceren på programmerne er Carsten Nydal Bergqvist, og i videoen ovenfor viser han rundt på stedet, hvor morgensangen foregår.

Du kan også se, hvordan DR-medarbejderne står på behørig afstand af hinanden – og ja, så er der en hilsen fra programmets vært, Phillip Faber, som mange også kender fra ’Den Klassiske Musikquiz’. ’Morgensang med Phillip Faber’ bliver sendt på DR1 og P2 mandag til fredag klokken 9.05, mens holdet tager en time mere på øjet i weekenden, hvor sangen i stedet lyder klokken 10.03.

Du kan se alle ugens programmer på DRTV her.