VIDEO: Kurt fik en smadret sparegris ud af sit ’Matador’-arbejde

Tv-tekniker Kurt Rasmussen fra DR i Aarhus var med til at lave optagelserne på ’Matador’ – blandt andet 10. afsnit, som DR1 viser lørdag.

Selv om det efterhånden er 35-40 år siden, at tv-serien ’Matador’ blev optaget, er flere af dem, der var med til at lave serien stadig i fuldt vigør.

Én af dem er den 62-årige tv-tekniker Kurt Rasmussen fra DR Aarhus, der blandt andet var med til at lave afsnit 10 – ’I disse tider’, som DR1 viser på lørdag den 2. september klokken 20.00, og hvor Elisabeth bliver det helt store samtaleemne i Korsbæk, da Skjold Hansens datter, Iben, kommer hjem fra Tyskland og kaster sin kærlighed over Kresten.

”Jeg blev udlært som radiomekaniker i Nykøbing Falster, og nogle dage før jeg blev udlært, ringede Nordisk Film og spurgte, om jeg kunne starte klokken seks om morgenen, dagen efter jeg var udlært,” fortæller Kurt Rasmussen, der som 23-årig var startede som lysassistent – eller boomsvinger, som han kalder det - på ’Matador’.

”Pludselig stod jeg der mellem alle Korsbæks stjerner, og jeg kan huske, at jeg følte mig meget privilegeret. Alle folk så jo ’Matador’ dengang,” siger Kurt Rasmussen, der skulle stå og holde lyset hist og pist – for eksempel bag ved en dør.

Ofte optagelser om morgenen

Kurt Rasmussen fortæller, at de fleste af optagelserne til ’Matador’ foregik først på dagen.

”Man arbejdede tidligt om morgenen og om formiddagen, så skuespillerne kunne komme videre til prøver på teatrene,” uddyber Kurt Rasmussen.

Det sidste afsnit, han var med til at lave af ’Matador’ var netop lørdagens afsnit 10, og som afskedsgave fik han af rekvisitøren et stykke af den sparegris, som Iben smadrede i serien, fordi hun ville købe brudesko for pengene i den.

Hør Kurt Rasmussen fortælle historien om grisen og ’Matador’-dagene på videoen her.

Kurt Rasmussen har arbejdet i DR siden marts 1979. Han startede som belysningsmester, efter seks år blev han fotograf, og Kurt Rasmussen har blandt andet været fotograf på Dansk Melodi Grand Prix, Det Europæiske Melodi Grand Prix, OL, fodbold- og håndboldkampe, ’Kender du typen’ og ’Hammerslag’. Og han gør det stadig.