VIDEO: ’Troldspejlet’ og Jakob Stegelmann nørder videre på DR2 fremover

Programmet ændrer navn til ’Troldspejlet & Co.’, og det bliver nu serveret i en mere voksen stil. Men emnerne er stadig de samme.

Det klassiske børneprogram 'Troldspejlet' har efterhånden 30 år på bagen i DR. Med Jakob Stegelmann som ankerman rykker det dog her i efteråret over til de voksne på DR2.

Emnerne er de samme, som vi kender dem fra det oprindelige 'Troldspejlet': nørdkulturen i film, computerspil, tegneserier, bøger og alle andre platforme. Men nu serveres det i en mere voksen stil, med humor, kant og referencer, som den nu voksne 'Troldspejlet'-seer forstår og holder af.

Programmet ændrer navn til 'Troldspejlet & Co.', da det både skal signalere, at der nu er flere medvirkende i form af gæster, og at redaktionen er mere synlig - men også at der er tale om et stort community.

Men hvordan kan et program, som 'Troldspejlet' stadig være så populært?

- Jeg tror, at det er, fordi vi er tro mod nørderiet og aktualiteten, men stadig fornyer programmet, som for eksempel nu, hvor formen bliver en blanding af magasin og talkshow, optaget i et studie med et publikum af voksne nørder. I hvert program serveres aktuelle anmeldelser, relevante nyheder og nostalgiske tilbageblik på nørdkulturen, siger vært Jakob Stegelmann, som fortæller mere i videoen ovenfor.

Der er endnu ikke sat en præcis dato på, hvornår det nye program starter på DR2, men planen er, at det bliver i december.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk