VIDEO: Uopmærksom mor fra P1 får ny, international opmærksomhed

DR sikrede sig tre hovedpriser og to gange sølv, da European Broadcasting Union uddelte priser for de bedste spot og trailere.

Under to måneder efter at et spot for ’P1 Morgen’ med et talende barn og en uopmærksom mor, sikrede sig en fornem Promax Awards Europe i Amsterdam, har DR sikret sig endnu en pris for kampagnen.

Da fagfolk, som laver spot, trailere og design for de europæiske public service-stationer i European Broadcasting Union tidligere på ugen mødtes til konferencen EBU Connect i Tallinn i Estland, blev DR’s spot kåret som ’Bedste faktuelle spot’.

- ’Nogle gange skal man bare lytte’ og ’P1 Morgen’, var slutbudskabet, efter at barnet (spillet af 11-årige Celine Mortensen) blandt andet havde fortalt sin mor, at nogle tror, at Jorden bryder sammen om 80 år, og stillet spørgsmålet: ’Er det noget, du vil være med til?’

Hertil svarede moderen ’Ja, gerne. Kommer der andre forældre?’ mens hendes telefon bimlede og bamlede.

Fem ud af 25 priser

Faktisk klarede DR sig ualmindelig godt ved EBU Connect. DR sikrede sig fem ud af 25 guld- og sølvpriser, der blev uddelt – og det selv om der er public service-stationer fra 56 lande, som er medlem af EBU.

En kampagne på sociale medier for DR’s videnskabsår sidste år blev kåret som ’Bedste sociale medier-kampagne’, og DR Design sikrede sig guldprisen i prisen i kategorien ’Bedste kanalbranding’ for nogle såkaldte identer til DR3. Identer er korte sekvenser, der bliver vist på tv mellem programmerne for at identificere kanalen.

I Tallinn sikrede DR sig også to sølvpriser ved EBU Connect – en spot for programserien ’Perfekt Uperfekt’ på DR3 blev ’Bedste underholdende spot’, mens spottet med prædikanten, der plæderer for, at man skal hente DR’s nyhedsapp, blev hædret i kategorien ’Bedste digitale spot’.

Den gode idé tæller

DR’s chef for design og branding Malene Birkebæk glæder sig over DR’s prishøst.

- Fem ud af 25 priser må siges at være en pæn andel i et felt, hvor vi var oppe imod blandt andre BBC, der arbejder med helt andre budgetter, end vi gør. Det fortæller, at man kan komme langt med en god, kreativ idé. Der var taler om priser til fire markedsføringskampagne og én for designet af DR3’s identer, og det glæder mig meget, at priserne fordeler sig så bredt i kategorierne, siger hun.

Kreativ leder Sophie Alexandrine Lindegaard fra DR Branding og Brugerrelationer var glad for at få prisen i marts i Amsterdam for spottet for ’P1 Morgen’, men hun er det bestemt også for priserne i Tallinn.

- Det særlige denne gang er, at det er vores kolleger på de andre landes public service-stationer, som har æret os, og det er en dejlig form for anerkendelse, siger hun.

Britiske BBC og den tyske/franske kanal ARTE var blandt de TV-stationer, der kunne rejse hjem med mange priser fra EBU Connect. BBC alene fik syv, mens ARTE fik fire.

Facebook
Twitter