VIDEO: World Television Day sætter fokus på mangfoldighed

Den 21. november har siden 1996 været ’World Television Day’, og i år er der særligt fokus på mangfoldighed - et fokus, der længe har været centralt i DR.

DR har altid arbejdet med mangfoldighed, og de sidste to år har der været særlig fokus på emnet med et dedikeret projekt. Video: Louise Glæsel Enevoldsen

TV har længe spillet en stor rolle i samfundet ved at involvere og oplyse borgere rundt om i verden. Det anerkendte FN i 1996, og sidenhen har den 21. november været kendt som ’World Television Day’. I år er der særligt fokus på mangfoldighed, som er vigtigere end nogensinde før.

DR's kerneopgave er at gøre danskerne klogere på sig selv, på hinanden og på samfundet - trods forskelligheder. Derfor handler mangfoldighed i DR om alle de måder, vi er forskellige på: nogle bor på landet, andre bor i byen, nogle har en høj uddannelse, andre har en lav, nogle har en familiebaggrund i lande langt fra Danmark, andre kan spore deres forfædre generation efter generation tilbage i tiden uden at komme udenfor Danmarks grænser. Gennem mangfoldighedsarbejdet søger DR at afspejle hele Danmarks befolkning.

Fejringen af dagen og fremhævelsen af godt kvalitets-TV er et samarbejde mellem UNRIC (FN’s regionale informationscenter), European Broadcasting Union (EBU), the Association of Commercial Television in Europe (ACT) og EGTA, den Bruxelles baserede sammenslutning af TV- og radiosalgshuse.