Vifte af programmer giver videnskaben nyt liv på P1

På mandag blænder P1 op for hel stribe af nye, daglige videnskabsprogrammer. Alle er de produceret af DR Viden i Aalborg.

  • Vært: Satie Espersen. P1 går helt tæt på videnskaben bag nutidens sex og seksualitet - både hvad angår krop, køn og kærlighed! (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • Chris Lehmann og Esben Hardenberg er de to tjenende ånder, som forklarer hvordan den moderne teknologi fungerer, og de hjælper dig med at løse de problemer, du står overfor i din hverdag (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • Er klimaforandringerne et ustoppeligt godstog, der uundgåeligt vil gøre Jorden til et ubeboeligt ødeland eller kan vi stadig nå at trække i nødbremsen? Det spørgsmål skiller de to klimajournalister Søren Bjørn-Hansen og Rasmus Thirup Beck. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • Hypokonder er programmet, der løfter blikket fra internettets søgemaskiner og tager bekymringerne alvorligt. Med assistance fra læger og input fra lyttere obducerer vært Maja Hald danskernes helbredsbekymringer. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • I et af de nye vidensprogrammer på P1 tager vært Satie Espersen tavlekridtet op og går sammen med eksperterne helt tæt på videnskaben bag nutidens sex og seksualitet - både hvad angår krop, køn og kærlighed. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
1 / 5

Sex, sundhed, teknologi og klimaforandringer. Sådan lyder indholdsfortegnelsen, når DR Viden i Aalborg i næste uge lancerer en stribe nye radioformater på P1. Målet med de nye programmer er at levere videnskabsradio af høj kvalitet i en vedkommende og virkelighedsnær indpakning, fortæller chefen for DR Viden, Carsten Nymann:

”Målet for DR Viden er at gøre det, som er svært, let at forstå. Og den ambition vil i høj grad kunne mærkes i de nye P1-programmer, hvor vidende og medlevende værter vil udfolde for lytteren, hvordan videnskaben påvirker den virkelighed, vi hver især forsøger at navigere i”.

Kvalitetsradio produceret i helt nye rammer

Redaktionen bag de nye programmer, som sendes på hverdage mellem kl. 13.30 og 14.00 og som genudsendes i weekenden, har hjemme i DRs nye videnscenter i Aalborg. Digital formidling er et af centrets hovedindsatsområder. Derfor vil de nye P1-programmer i høj grad også få et digitalt liv, og programmernes emner vil også blive forløst på dr.dk:

”Det er fantastisk at se, hvor hurtigt DRs nye videnscenter i Aalborg har fået luft under vingerne. Allerede i april, forud for planen, lancerede de Brinkmann på P1, som har vist sig at være en stor succes – også på podcast. Så mine forventninger er ligeså høje som Aalborgtårnet, når vi på P1 i næste uge kan præsentere en helt række af nye videnskabsprogrammer.”, siger kanalchef for P1 Thomas Buch-Andersen.

Et videnskabeligt perspektiv

De nye programmer vil fortælle nyheder fra videnskabens verden, men de vil i lige så høj grad sætte videnskabeligt perspektiv på den dagsorden, som kører på for eksempel de sociale medier:

”Vi vil udfordre og trykprøve myter og vedtagne sandheder om alt fra plastik i havene og mænds udholdenhed i sengen - til antivirusprogrammer og lykkepiller,” forklarer Carsten Nymann.

DR Viden har som sagt produceret indhold siden april, idet programmet 'Brinkmann på P1' allerede i dag sendes fra Aalborg. I programmet, som får et lille ansigtsløft i løbet af efteråret, kaster psykologiprofessor Svend Brinkmann et kritisk blik på den teknologiske udviklings konsekvenser for os som mennesker. 'Brinkmann på P1' sendes onsdage fra klokken 13.30. De øvrige programmer sendes som følger:

Sidste mand slukker lyset - mandag klokken 13.30

Er klimaforandringerne et ustoppeligt godstog, der uundgåeligt vil gøre Jorden til et ubeboeligt ødeland eller kan vi stadig nå at trække i nødbremsen? Det spørgsmål skiller de to klimajournalister Søren Bjørn-Hansen og Rasmus Thirup Beck. Den ene er pessimist, den anden ukuelig optimist. Flankeret af nyheder, fakta, ildsjæle og eksperter forsøger de i hver udsendelse at komme frem til, om der er lys for enden af tunnelen, eller om menneskeheden lige så godt kan lukke og slukke.

Tændt - tirsdag klokken 13.33

Sex er farligt, og du bliver enten syg eller gravid af det. Sådan lød budskabet ved tavlen før i tiden, når der var seksualundervisning. I dag byder internettet sig til med ubegrænset adgang til al slags porno, og fremmede sexpartnere er aldrig længere væk end et vift med mobiltelefonen. Vært Satie Espersen tager tavlekridtet op og går sammen med eksperterne helt tæt på videnskaben bag nutidens sex og seksualitet - både hvad angår krop, køn og kærlighed.

Digitalt - torsdag klokken 13.30

Bliver du fjern i blikket, når du hører ord som bitcoins, blockchains, hackathon, phishing, fusionenergi, 3D-print og nanorobotter? Et helt nyt program om teknologi yder support, når den højteknologiske virkelighed truer med at overbelaste dine kredsløb. Chris Lehmann og Esben Hardenberg er de to tjenende ånder, som forklarer hvordan den moderne teknologi fungerer, og de hjælper dig med at løse de problemer, du står overfor i din hverdag.

Hypokonder - fredag klokken 13.30

Hvor går grænsen mellem sygdomsangst, hysteri og sund bekymring? Vi selvdiagnosticerer mere end nogensinde før, og sociale medier udbreder skrækhistorier med epidemisk effektivitet. Hypokonder er programmet, der løfter blikket fra internettets søgemaskiner og tager bekymringerne alvorligt. Med assistance fra læger og input fra lyttere obducerer vært Maja Hald danskernes helbredsbekymringer.

Facebook
Twitter