Vildsvin bringer tysk medie til DR Syd

Det tyske medie NDR, Norddeutscher Rundfunk, har sparret med DR Syd om både opbygningen af deres fremtidige redaktion og arbejdet på en konkret sag.

Norddeutscher Rundfunk har den seneste tid arbejdet tæt sammen med DR Syd. (Foto: Amanda Rokkjær Munksgaard.)

DR Syd har den seneste tid arbejdet tæt sammen med de tyske naboer fra Norddeutscher Rundfunk (NDR) i Kiel. Ironisk nok har de to medier bygget bro over en historie om et hegn – nemlig det omdiskuterede vildsvinehegn.

Det tyske regionalmedie besøgte i mandags redaktionen i Aabenraa for at høre, hvordan danskerne har taget imod debatten om vildsvinehegnet. Besøget kom i forbindelse med, at forslaget om det 70 kilometer lange vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse var nået til tredje behandling i Folketinget.

Vildsvinehegnet sættes op for at holde afrikansk svinepest ude af Danmark og dermed beskytte dansk svineeksport. Hegnet har dog også været heftigt debatteret i Tyskland. Derfor ville NDR lave et indslag om DR Syds dækning af sagen.

”Det blev til et indslag i deres TV-avis kl. 19.30, hvor jeg på tysk kommenterede sagen og forklarede vores dækning. Det sjove var, at vi om morgenen havde deres eneste dansktalende redaktør i vores morgenfladen for at fortælle om de tyske modstridende holdninger til vildsvinehegnet,” siger redaktionschef hos DR Syd Kirsten Elley, der samme dag – den 4. juni – kunne se forslaget blive stemt igennem.

Hjælp til selvhjælp

Det var ikke kun den journalistiske udveksling, der var på programmet. I løbet af den seneste måned har NDR søgt inspiration i selve strukturen og flermedialiteten på DR Syd-redaktionen, fortæller Kirsten Elley.

”NDR har for eksempel stadig chauffører og lydmænd med på optagelser. De er specialiserede og har mange teknikere. Kun i beskedent omfang arbejder journalisterne på tværs af platforme. De er, hvor DR var for 10-15 år siden, men nu rammer den nye medievirkelighed dem. Derfor har otte redaktører fra Kiel og Heide i sidste måned været på besøg for at se og få et indblik i, hvordan DR Syd er skruet sammen.”

Du kan se indslaget fra NDR om DR Syds dækning af vildsvinehegnet her.

Facebook
Twitter