Violinist fra DR Symfoniorkestret er død

Josefin Anna Lykken, der har spillet i DR Symfoniorkestret i over 20 år, døde fredag, 47 år gammel.

Josefin Anna Lykken døde efter længere tids kræftsygdom fredag. (Foto: DR)

Én af de faste musikere i DR Symfoniorkestret gennem mere end 20 år – violinisten Josefin Anna Lykken, døde fredag efter længere tids kræftsygdom, 47 år gammel.

Josefin Anna Lykken konkurrerede sig ind i DR Symfoniorkestret i 1994, efter at hun havde gjort sin uddannelse færdig på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og derefter havde studeret videre i Køln og Wien.

Josefin Anna Lykken, der spillede førsteviolin i DR Symfoniorkestret, voksede op i Holte, og det var her, hun for første gang stiftede bekendtskab med musikken gennem den lokale musikskole.

”Josefin var en fremragende orkestermusiker med øjne og ører for klang, frasering og musikalsk udtryk, og hun var hele sit arbejdsliv en aktiv og væsentlig del af udviklingen i førsteviolin-gruppen i DR Symfoniorkestret,” skriver ensemblechef Kim Bohr i et mindeord på DRinde, der er DRs intranet.

Violinisten, der boede i Virum, efterlader sig mand og tre børn. Josefin Anna Lykken bliver bisat fra Sorgenfri Kirke fredag den 20. november klokken 12.00.