Yderligere 734 kroner skæres af medielicensen i 2021

Det er politisk besluttet, at medielicensen skal afskaffes over en periode på tre år, og at public service i Danmark fra 2022 skal finansieres via skatten. I 2021 er licensen på 619 kroner for et år.

(© DR Design)

I 2018 blev der truffet politisk beslutning om, at medielicensen skal afskaffes, og at public service i Danmark, herunder DR, fremover skal finansieres via skatten.

Ændringerne er dog ikke sket fra dag til dag, men i en overgangsperiode på tre år – i 2019, 2020 og 2021, hvor medielicensen gradvist bliver udfaset.

I 2019 blev licensen nedsat med 600 kroner, fra 2527 kroner til 1927 kroner, og i 2020 blev der skåret yderligere 574 kroner væk, så den samlede licensbetaling har været 1353 kroner.

I 2021 bliver beløbet, der skal betales, skåret med yderligere 734 kroner, så licensbetalingen for hele året bliver på 619 kroner.

Den mest synlige forskel her og nu på, at licensbetalingen fremover skal finansieres via skatten er altså, at beløbet bliver mindre og mindre hvert år, for så helt at forsvinde fra 2022, hvor opkrævningerne holder op med at komme.

Rikke Sloth er chef for DR Licens- og Programservice, som på vegne af Kulturministeriet står for opkrævningen af medielicensen.

Man skal ikke selv gøre noget

Ifølge Rikke Sloth vil DR Licens- og Programservice i hele perioden, hvor medielicensen bliver udfaset, have fuld fokus på at sikre, at alle, der ifølge loven skal betale medielicens, rent faktisk også gør det.

Rikke Sloth fortæller, at de nye takster registreres automatisk:

- Licensopkrævningen bliver automatisk tilpasset de nye takster, så man skal som licensbetaler ikke gøre noget. Heller ikke de licensbetalere, der for eksempel betaler månedligt frem for halvårligt eller har nedsat licens. Det hele sker automatisk.

FacebookTwitter