Om BBC micro:bit

BBC micro:bit er en mikrocomputer, der nemt kan kodes til en lang række funktioner og aktiviteter.

(Foto: Bjarne Begius Hermansen)

ultra:bit er inspireret af engelske BBC’s største undervisningssatsning i over 30 år, Make It Digital. Mikrocomputeren fra dette projekt, BBC micro:bit, blev udleveret til 1 million skoleelever i Storbritannien i 2016. BBC micro:bit bliver også brugt i ultra:bit.

ultra:bit står på et solidt fundament af gode internationale erfaringer og er på den baggrund videreudviklet til dansk kontekst. I øjeblikket er en række lande ud over Danmark i gang med at bygge videre på projektet.

BBC micro:bit er en mikrocomputer, der nemt kan kodes til en lang række funktioner og aktiviteter. Den er på størrelse med et halvt kreditkort og har 25 røde LED-lamper på forsiden som display. Derudover kan den registrere bevægelse, har indbygget kompas samt Bluetooth. Alle funktionerne kan kombineres til at kode alt fra alarmer til små sjove spil.

ultra:bit for alle - skaf din egen BBC micro:bit

Er du ikke en af de heldige elever i 4. klasse, kan du alligevel få fingrene i mikrocomputeren BBC micro:bit og lave dine egne koder.

Det er muligt at købe BBC micro:bit og tilbehør til alverdens projekter hos flere forskellige forhandlere på nettet.

Nysgerrige børn og forældre kan nu også købe et særligt ’ultra:bit start kit’ i udvalgte boghandlere, detail- og netbutikker i Danmark.

Desuden er det muligt for skoler og institutioner at låne BBC micro:bits hos CFU (Centre for Undervisningsmidler).