Etårs-status for DR’s strategi

I et mediemarked i rivende forandring vil DR bringe danskerne sammen om det vigtige. DR er godt på vej, viser ny etårs-status på DR’s strategi.

DR har lavet en etårs-status for DR's strategi.

Et år er gået siden, DR lancerede strategien ’Sammen om det vigtige’. Med strategien lover DR at give danskerne lyst til at vide mere om det vigtige – om vores demokrati, kultur og fællesskaber. Ambitionen er, at tre ud af fire danskere skal opleve, at DR’s indhold giver værdi.

Med ’Etårs-status for DR’s strategi’ gør DR status på den nye strategi. Flere end syv ud af 10 danskere oplever, at DR’s indhold skaber værdi. Langt størstedelen af befolkningen bruger DR’s nyhedstilbud hver uge. DR har stadig kontakt til de fleste børn og unge. Og der er sket en vækst i brugen af DR’s digitale tilbud i en tid med stærk konkurrence netop dér.

Men det seneste år har tydeliggjort, at de udenlandske digitale aktørers indflydelse på det danske mediemarked er gennemgribende og vokser. Der er en massiv vækst i mængden af udenlandsk indhold, og de internationale techgiganter har stadig stigende kontrol med indholdet. Udviklingen i mediemarkedet er ikke ny. Men det er omfanget og tempoet.

I ’Etårs-status for DR’s strategi’ præsenterer DR derfor en række initiativer, som skal bidrage til, at danskerne også i fremtiden har adgang til dansk indhold.

Publikationen, hvor disse konkrete initiativer beskrives, findes her.

Facebook
Twitter