52 dage som hjemløs

15. februar kl. 21.00 på DR1: Familiefaren Toke forlader for en stund kæreste og barn og lever 52 dage på gaden uden andet end sit kamera.

Tv-eksperiment om livet som hjemløs. 31-årige fotograf Toke har sagt farvel til sin trygge tilværelse med kæreste og barn for på egen krop at mærke, hvad det vil sige at være hjemløs (Foto: Per Arnesen)

Antallet af hjemløse i Danmark er støt stigende, og siden 2009 er der blevet 23 procent flere. Halvdelen af alle hjemløse hører til i hovedstadsområdet. Men hvem er de hjemløse, hvordan er de endt der, og hvilke vilkår lever de under? Det ser DR1 nærmere på, når familiefaren Toke for en stund forlader kæreste og barn og lever 52 dage på gaden uden andet end sit kamera.

Toke er en ung mand på 31 år, der i dag lever en privilegeret tilværelse med kæreste, godt job, lille baby og økonomisk frihed. Men sådan har det ikke altid været. Da Toke voksede op med sin norske mor, røg hun ud i et misbrug.

En barndom tæt på gaden

Toke er vokset op med en norsk mor, der var alkoholiker og stofmisbruger, Da han var 10 år var morens misbrug eskaleret til det stadie, hvor hun ikke kunne passe en bolig længere, og i årene fra Toke var 10-12 år var de boligløse og oplevede både, hvordan det er at slide sit netværk op, bo på gaden og ikke have noget fast sted at sove. Toke, som da boede i Norge, blev tvangsfjernet og flyttet til Danmark for at bo med sin bedstemor. Barndommen på gaden har sat sine spor. Og for Toke vil den tid altid sidde i ham. Men hvorfor søger Toke nu tilbage til et liv på bunden af samfundet?

- Tiden på gaden var barsk, og de år, hvor jeg mistede min mor til druk og stoffer, får jeg aldrig tilbage. Men jeg har selvfølgelig tit tænkt på, hvordan det kunne komme så vidt. Selvom det efterhånden er mange år siden, så har jeg stadig en distance til den tid og mange uafklarede følelser og spørgsmål. Med de 52 dage på gaden i København, vil jeg gerne være med til at sætte fokus på de hjemløses vilkår, og samtidig håber jeg på, at jeg får en bedre forståelse for den situation, min mor stod i dengang, og dermed en større indsigt i min opvækst, siger Toke Mathias Riskjær

De basale behov

Da Toke den første aften begiver sig ud i København – den by han kender så godt – virker han med ét meget alene, og byen virker både fremmed og truende. 52 dage på gaden forekommer som næsten uendelig lang tid. Men dagene som hjemløs er kun lige begyndt, og tvivlen og spørgsmålene begynder at dukke op. For hvor går man hen, når man skal finde et sted at sove, hvordan får man penge til mad, og er det påtrængende eller helt i orden at hægte sig på andre hjemløse? På sin vej ud i Tokes nye liv skaber han stille og roligt kontakt til andre hjemløse, som hjælper Toke med at begå sig som hjemløs.

- 52 dage som hjemløs’ skildrer livet for en udsat gruppe mennesker i vores samfund. Toke – der i dette TV-eksperiment selv lever på gaden med de hjemløse - tegner med sit kamera et meget nært portræt af en række medborgere, som mange ellers bare ser som skygger i gadebilledet. Der er mange fordomme forbundet med livet under åben himmel, og med programmerne vil vi gerne sætte fokus på og skabe debat om de vilkår, de hjemløse lever under, siger redaktør for DR1, Erling Groth

52 dage som hjemløs sendes syv onsdage på DR1 klokken 21.00. Første gang den 15. februar.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve