P1 er klar med et nyt live-program, ’Shitstorm’ fra på torsdag den 12. maj, når værten Abdel Aziz Mahmoud slår ned på ugens mest kontroversielle udtalelser i den offentlige debat, og inviterer de ansvarlige til at uddybe det, de har sagt.
Vi kender det alle sammen. I en hed diskussion kommer vi nemt til at sige noget, som vi ikke mente, fordi vi bliver revet med af stemningen. Men hvad er konsekvenserne i den offentlige debat, når temperamentet får overtaget, eller når retorikken får kant og bliver grov? Og hvad skal der til for, at udtalelserne ender i en regulær shitstorm?
Hykleriet og dobbeltmoralen i vridemaskinen
I programmet på P1 går journalisten Abdel Aziz bag om de udtalelser, som har fyldt i medierne i den forgangne uge. Hykleriet, dobbeltmoralen og de absurde argumenter i den offentlige debat får en tur i vridemaskinen og ejermændene og – kvinderne bliver stillet til ansvar for deres udtalelser. Mente de virkelig hvad de sagde eller var de lidt for hurtige på aftrækkeren?
"I programmet ’Shitstorm’ zoomer vi ind på de ømme steder i samtalen om vores samfund. Dér hvor meningsdannere og magthavere kaster den sunde fornuft over bord og lader rimelig og realistisk logik gå fløjten, når de diskuterer religion, integration, danskhed, overførselsindkomster, retspolitik og alt det, der fremkalder følelser i debatten. Dér hvor debattens deltagere ofte går i selvsving og glemmer at tænke sig om. Dér sætter Abdel fingeren ned og konfronterer dem med det, de faktisk har sagt," siger kanalchefen for P1, Thomas Buch-Andersen.
Magthaver, meningsdanner og menigmand
Abdel får hver uge besøg af en magthaver, en meningsdanner og en menigmand. Alle er de i ugens løb kommet med kontroversielle udtalelser enten på sociale medier, i kronikker eller i interviews. Værten prøver at komme ind bagved udtalelsen - for hvad mente han eller hun egentlig med udtalelsen, og hvad betyder de ord som rent faktisk blev brugt?. Og blev de overraskede over, hvad udtalelsen afstedkom af debat?
Der kommer desuden skøre, skæve og kontroversielle udtalelser fra arkivet, og vi kommer også med flere aktuelle udtalelser og holdninger fra den udenlandske debat.
Abdel Aziz Mahmoud er en populær og ivrig bruger af de sociale medier - og med 18.000 Facebook-følgere og 13.000 på Twitter, kender han om nogen de virtuelle omgangsformer.
’Shitstorm’ på P1 sendes torsdage lige efter nyhedsudsendelsen klokken 10.00 – første gang den 12. maj.