Afrocubanske rytmer i Koncerthuset under jazzfestival

9. juli kl. 20.00 i Koncertsalen: Den camerounskfødte bassist og sanger Richard Bona kommer til Koncertsalen med sin grænsenedbrydende afrocubanske gruppe Mandekan Cubano

Richard Bona Mandekan Cubano. Lørdag 9. juli 2016. DR Koncerthuset, Koncertsalen (Foto: NA © Type 1)

En festival-aften med globalt udsyn og dans mellem stolerækkerne: Den camerounskfødte bassist og sanger Richard Bona kommer til København med sin grænsenedbrydende afrocubanske gruppe Mandekan Cubano. Det er dermed fjerde navn i DR Koncerthuset under Copenhagen Jazz Festival 2016, som også tæller Pat Metheny, Burt Bacharach, Branford Marsalis & Kurt Elling.

Mandekan Cubano fortsætter, hvor Buena Vista Social Club slap. Den internationale Grammy-nominerede bassist, sanger og musikalske sensation Richard Bona præsenterer med sin nye gruppe den næste evolution af den afrocubanske musik, som har flere hundrede års historie og blev gjort populært af Buena Vista Social Club, Irakere og Los Van Van. Inspireret af den fælles kulturhistorie og folklore i musikken fra henholdsvis Vestafrika og Cuba, udtrykker Bona sig med et universelt sprog baseret på de rytmer og sang, som har rødder i den traditionelle musik fra de to kontinenter.

Cubansk musik har en tæt forbindelse til Spanien og Vestafrika, idet et stort antal slaver i kolonialiseringstiden ankom til de spanske kolonier i Latinamerika og ikke mindst Cuba. Sproget var Mandekan (den vestafrikanske sprogstamme), som dækker over både musikken og traditionerne, som siden er blomstret og blevet en integreret del af øens kulturhistorie. De afrikanske slaver dannede allerede fra det 16. århundrede små klubber kaldet ‘cabildos’, hvor de afrikanske traditioner levede videre og spredte sig gennem fortællekunst, ritualer, musik og dans.

Richard Bona vender dermed tilbage på Copenhagen Jazz Festival, hvor han også tidligere har været hovednavn.

Om Richard Bona

Hvis man skal sige noget generelt om fænomenet Bona, så er det, at han formår at samle musikelskere over hele verden. Han stammer fra en dybt musikalsk familie i Cameroun - hans bedstefar var sanger og fortæller i griot-traditionen - og det mærker man i Bonas musik, som trækker linier på tværs af fortid og nutid, politiske og kulturelle forskelle. Der er et globalt udsyn og indblik i hans musik.

Selvom Bona oprindeligt er fra Cameroun, så har han fået sin musikopdragelse i hele verden. Han voksede op i landsbyen Minta, hvor han blev introduceret til grioternes musik via balafon og hjemmebyggede instrumenter. Sammen med sin bedstefar lærte han fra barnsben at spille alle instrumenter og øvede sig i timevis. Da Bona var 11 år flyttede familien til byen, hvor han begyndte at spille guitar og senere fik hyre på en lokal fransk jazzklub, og det var igennem ejerens pladesamling, at han opdagede Jaco Pastorius og blev inspireret til at spille elektrisk bas.

Resten er historie. Som 22-årig flyttede han til Frankrig for at fuldføre sin uddannelse, og derefter videre til New York, hvor han snart skulle blive et stort navn inden for jazz, pop, ’verdensmusik’ og åben musik i det hele taget. Den Grammy-nominerede bassist og sanger har udgivet otte albums i eget navn og har for længst spillet kloden tynd i selskab med folk som Joe Zawinul, Michael og Randy Brecker, Pat Metheny, Mike Stern, George Benson, Branford Marsalis, Chaka Khan, Bobby McFerrin og mange, mange flere. Men få kan, ifølge hans biografiske materiale, prale af både at have levet i skyskrabere, på franske slotte og i simple hytter; at stået ansigt til ansigt med en panter og spillet for tusinder af publikummer fra Mumbai til New York; og at have så dybt indblik i alverdens musik.

"...Like many African songwriters, he sings lessons and parables. The language of his music is less specific; it draws on pop and jazz from across Africa, the Americas and Europe. His songs assume a virtuosity so complete that it only has to whisper...." The New York Times

"...Imagine an artist with Jaco Pastorious's virtuosity, George Benson's vocal fluidity, Joao Gilberto's sense of song and harmony, all mixed up with African culture. Ladies and gentlemen, we bring you Richard Bona!..." Los Angeles Times

Line-up:

  • Richard Bona, bass

  • Dennis Hernandez, trumpet

  • Rey David, trombone

  • Osmany Paredes, piano

  • Luisito Quintero, percussion

  • Roberto Quintero, percussion

DR Koncerthuset og Copenhagen Jazz Festival 2016 præsenterer også (flere navne offentliggøres løbende): Pat Metheny 4. juli, Branford Marsalis Quartet feat. Kurt Elling, 7. juli og Burt Bacharach, 10. juli.