'Alene i vildmarken' er tilbage med en ny sæson: Mød de nye deltagere

Fra 27. februar klokken 20.00 på DR1 og DRTV: Otte modige danskere er klar til den norske vildmark og en ny sæson af 'Alene i vildmarken'.

Hele holdet fra 'Alene i vildmarken' samlet, (Foto: Andreas Roosvall)

'Alene i vildmarken' er tilbage med en ny sæson på DR1, hvor otte modige danskere kæmper om at blive den sidste tilbageværende i den norske vildmark.

Årets udvalgte deltagere konkurrerer på lige vilkår, men hver især har de forskellige forudsætninger for at deltage og for at vinde. Hvem træffer de rigtige valg? Hvem har den nødvendige erfaring?

De medvirkende forbereder sig på mange uger i vildmarken og bygger shelters og hytter, der er en hobbit værdig. Men de må også sande, at det er umuligt at forberede sig på vildmarkens luner og naturens kræfter, når de bliver ramt af så voldsomme oversvømmelser, at de må forlade deres nye hjem i vildmarken.

Bliver det sult, naturens kræfter, ensomheden eller noget helt andet, der i sidste ende får dem til at 'trykke på knappen' og tage hjem?

Deltagerne er i alle aldre og kommer fra hele landet. Hvem har hvad der kræves for at overleve – helt alene? Det vil vise sig fra 27. februar på DRTV og DR1, hvor udsendelsen sendes klokken 20.00 på torsdage.

DELTAGERNE ER:

Jesper, 49, København

Jesper bor i København og arbejder som shaman og traumeterapeut og har en spirituel tilgang til det at skulle være alene. Vildmarken er derfor et kald, hvor han er i lære hos Moder Jord og bruger meditation til at komme i kontakt med naturen. Jesper har erfaring med fiskeri, jagt og ved en del om planter og svampe.

Jesper og sønnen Sylwester på 10 år nyder at være i naturen sammen og Sylwester bliver et stort savn i vildmarken.

Emma, 21, Hornslet

(Foto: Andreas Roosvall)

Emma er vokset op i en kernefamilie med mor og far og to ældre søstre. Emma, der har været spejder, siden hun var syv, er vegetar og er spændt på, hvordan hun vil håndtere at slå fisk ihjel. Emma sætter ord på sine følelser - både når hun er glad, og når tingene bliver svære. Ensomheden er ikke noget, som hun er vant til, så spørgsmålet er, om hun kan overvinde den, når hun skal stå på egne ben i vildmarken.

Miguel, 30, Ans

(Foto: Andreas Roosvall)

Miguel er opvokset i Gjellerup ved Aarhus. Han havde nogle svære år i usunde miljøer og med et misbrug af stoffer, indtil han flyttede over til sin farmor og farfar ved Vesterhavet, hvor naturen blev hans redning.

I dag træner han med folk ude i naturen og er gift med Christina. Sammen har de datteren Lili på to år, de er Miguels et og alt. Når han drager ud i vildmarken, er det savnet til familien, men også hans rastløshed, der kan blive hans største modstander.

Alfred, 21, Brønshøj

(Foto: Andreas Roosvall)

Alfred er en kreativ energibombe, der kommer ud af en engageret friluftsfamilie. Han bor i forældrenes kælder i Brønshøj, og vildmarken er det første skridt i retningen mod at flytte hjemmefra. Med sine bygge-skills og efterfaring fra spejderlivet kaster han sig med stor ildhu og højt humør ud i den norske vildmark.

Ida, 23, Aalborg

(Foto: Andreas Roosvall)

Ida fra Aalborg er en sygeplejestuderende med masser af gåpåmod. For et år siden mistede hun sin far, og det har fået hende til at stoppe op og overveje, om hun skal gå nye veje i sit liv, og hun har taget en pause fra studiet. Det er her vildmarken kommer ind i billedet, hun håber på at kan blive klogere på, hvad hun nu vil. Spørgsmålet er, om hun kan holde tabet af sin far på afstand, når hun står alene i vildmarken uden sine nærmeste, sin hest eller sit løb til at distrahere sig?

Kim, 45, Kolding

(Foto: Andreas Roosvall)

Kim er opvokset i Grønland og har boet der i 26 år, og han betragter naturen som sin legeplads. Han er uddannet biolog, og har arbejdet som arktisk naturguide og har været på mange soloture.

Kim er gift og har to sønner på tre og seks år. Han har ikke prøvet at være væk fra familien i lang tid. Nu skal tiden i vildmarken vise, om Kim kan leve med savnet af familien hjemme i Kolding.

Stina, 42, Søborg

(Foto: Andreas Roosvall)

Stina fra Søborg er områdeleder hos en tandlægekæde, mor til to og gift med René. Familien har sommerhus på Sjællands Odde med udekøkken og bruger naturen til at fiske og ride i. Naturen er hendes medspiller, der giver hende styrke.

Stina er ekstremt ordensmenneske og kan lide, at der er styr på tingene, og det skal hun nu forene med livet i vildmarken.

Torben, 42, Rømø

(Foto: Andreas Roosvall)

Torben er selvstændig tømrermester på Rømø og redder ved Kystredningstjenesten, hvor han arbejder med liv og død. Torben bor med sin kone og deres tre døtre på en landejendom med heste. Torben går på jagt i Tyskland og fisker på Rømø. Torben tager i vildmarken for at vinde og er villig til at gå langt for at være den sidste, der skal hentes hjem.