Amerikansk violinstjerne og dansk prisvinder på spil i DR Koncerthuset

13. og 14. april i Koncertsalen: Det amerikanske violinfænomen Joshua Bell er solist, og den prisvindende danske komponist Martin Stauning præsenterer et nyt orkesterværk.

Der er stærke kunstneriske personligheder og musikalske milepæle på programmet, når DR SymfoniOrkestret lukker dørene op for en af forårets store, klassiske koncerter i DR Koncerthuset.

MACELARU & BELL

Fredag 13. april klokken 19.30
Lørdag 14. april klokken 15.00

DR Koncerthuset,
Koncertsalen

Medvirkende:
DR SymfoniOrkestret
Joshua Bell, violinsolist
Cristian Macelaru, dirigent

Program:
Martin Stauning: Liminality
L.v. Beethoven: Violinkoncert
C. Debussy: Images

Læs mere om koncerten her

Aftenens internationale topnavn, den amerikanske violinist Joshua Bell, bestiger, hvad der kaldes 'Violinens Olympen', Beethovens store Violinkoncert, og den 35-årige danske komponist Martin Stauning får uropført et nyt orkesterværk - bestilt til lejligheden af DR SymfoniOrkestret – samtidig med, at han modtager en stor komponistpris.

Kendt for tv-programmer og filmsoundtracks

Violisten Joshua Bell, som flere gange tidligere har optrådt med DR SymfoniOrkestret, hører til blandt vor tids største klassiske stjerner. Han er kendt ikke bare af garvede klassiske lyttere, men også bredt for sine tv-programmer, sine filmsoundtrack og sine 40 soloalbum. Heldigvis har berømmelsen og travlheden ikke fjernet noget fra hovedstolen: Joshua Bell er fortsat anerkendt som en af verdens bedste violinister.

Til koncerterne med DR SymfoniOrkestret 13. og 14. april har Joshua Bell valgt at spille den mest majestætiske af alle violinkoncerter, Beethovens store violinkoncert fra 1806. Et urokkeligt monument indenfor den klassiske musik, hvor solisten er integreret i et storladent, symfonisk værk, der ofte er blevet sammenlignet med Beethovens berømte Skæbnesymfoni fra samme tid.

Nyt værk af prisvindende dansker

Side om side med Beethovens violinkoncert uropfører DR SymfoniOrkestret den unge danske komponist Martin Staunings nye orkesterværk 'Liminality', som er bestilt af DR. Og aftenen bliver en milepæl for den danske komponist i mere end én forstand. Efter koncerten får han nemlig tildelt H.C. Lumbye/Agerby Legatet på 50.000 kroner ved en mindre højtidelighed.

Martin Staunings musik har altid en umiddelbar og sanselig kvalitet, og han skaber en musik med både kant og appel

FRA MOTIVATIONEN BAG H.C. LUMBYE / AGERBY LEGATET

Martin Stauning er oprindeligt professionel danser ved Den Kongelige Ballet, men da han var midt i 20'erne, valgte han i stedet komponistvejen, og i dag ses han – med legatkomiteens ord – som ’et af sin generations mest fremtrædende navne på kunstmusikscenen’.

I motivationen bag H.C. Lumbye / Agerby Legatet hedder det videre:

”Martin Staunings musik har altid en umiddelbar og sanselig kvalitet, og han skaber en musik med både kant og appel. Den nysgerrige lytter belønnes med en rejse ind i et personligt og stemningsmættet musikalsk univers, som kan rumme både en stilfærdig poesi, voldsomme og forrevne gestus samt knirkende gentagelser.”

Berejst dirigent

Koncerterne i DR Koncerthuset dirigeres af den 37-årige rumænske dirigent Cristian Macelaru, som tidligere har dirigeret DR SymfoniOrkestret, både i DR Koncerthuset og på turné til Tyskland og USA, hvor han blandt andet stod i spidsen for orkestrets koncert i Carnegie Hall.

Macelaru har i dag base i USA, hvor han blandt andet har været conductor-in-residence for The Philadephia Orchestra 2014-2017. Han er chefdirigent og kunstnerisk leder af den amerikanske Cabrillo Festival of Contemporary Music og er også meget efterspurgt i Europa.

Efter koncerten med DR SymfoniOrkestret skal han blandt andet videre til Royal Scottish National Orchestra og derefter til Sveriges Radioorkester, hvor han skal optræde med den danske violinist Nikolaj Znaider.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve